Relic Entertainment har afsløret den næste DLC til Company of Heroes 3. Denne udvidelse, kaldet Endure & Defy, udkommer allerede den 27. november og vil bringe fire nye kampgrupper, som PC-spillere kan kaste sig over.
DLC'en, der lanceres til $24,99 på Steam, tilføjer én ny kampgruppe til hver fraktion, og de er alle designet til multiplayer samt co-op/Skirmish mod AI. De fire kampgrupper introducerer nye spillestile, unikke enheder, klassiske favoritter og ekstra evner, der giver spillet frisk dybde og nye taktiske muligheder.
De fire kampgrupper består af: Italian Partisans til US Forces - en enhed, der bruger snedighed og guerillataktik til at skabe kaos bag fjendens linjer. Last Stand til Wehrmacht - en gruppe, der udnytter improviserede forsvar og utraditionelle metoder til at vende slagets gang. Polish Cavalry til British Forces - erfarne tropper, der bruger tung ildkraft til at knuse modstanderen. Og endelig Kriegsmarine til Deutsches Afrikakorps - en kampgruppe, der udnytter flådens styrke til at befæste positioner og opretholde forsyningskæder.
Du kan se de nye kampgrupper i aktion i traileren nedenfor, og Relic lover at dele flere detaljer om Endure & Defy i løbet af de kommende uger.
