Kvindefodbold er vokset utroligt i de sidste par år på alle tænkelige måder: eksponering, tilskuertal på stadioner, investeringer, endda oprettelsen af nye konkurrencer. Den eneste mulige ulempe ved denne vækst er, at efterhånden som kvindefodbold vokser, vokser de værste træk ved sporten også.
"Jo større kampen bliver, jo større bliver støjen, jo flere fans er der, men jo flere kritikere er der", sagde Lucy Bronze, Englands forsvarsspiller, der scorede to afgørende mål i kvartfinalekampen mod Sverige i sidste uge, efter at hendes holdkammerat Jess Carter sagde, at hun har modtaget racistiske overgreb og trådte tilbage fra sociale medier.
"Selvom jeg føler, at alle fans har ret til deres mening om præstationer og resultater, er jeg ikke enig eller synes, at det er OK at gå efter nogens udseende eller race," sagde den 27-årige spiller fra Gotham FC.
Carters budskab havde konsekvenser over fodbold: Primerminister Keir Starmer sagde, at "Der er ikke plads til racisme i fodbold eller noget andet sted i samfundet" og tilbød deres støtte til Jess, løvinderne "og alle spillere, der har været udsat for racisme, på og uden for banen". UEFA trådte også til og sagde, at "misbrug og diskrimination aldrig bør tolereres", mens fodboldforbundet bekræftede, at de samarbejdede med politiet.
"Vi er selvfølgelig åbne over for kritikere - det er derfor, vi elsker sporten - men vi er ikke åbne for misbrug. Især i kvindefodbold ser online-misbruget ud til at blive værre og værre", sagde hendes holdkammerat Bronze (via BBC), der mente, at der er forskelle på de racistiske overgreb, mænd udsættes for: mænd lider normalt på stadioner, men kvinder er målet online.
