Teknisk set er der tale om en teaser til en teaser-trailer (som udkommer i dag), der skal bygge hype op for den egentlige trailer. Det er et koncept, vi ikke er specielt begejstrede for, men når det handler om det allerførste kig på Masters of the Universe-filmen, gør vi naturligvis en undtagelse.
Den er samtidig flot præsenteret med et hurtigt tilbageblik til de søde 80'ere, hvor idéen om He-Man og hans venner (og måske især hans fjender) blev født. Masters of the Universe er instrueret af Travis Knight, som tidligere har lavet flere anmelderroste og fantasyfyldte film - ikke mindst Bumblebee.
I filmen følger vi Nicholas Galitzine i rollen som Prince Adam, der tvinges til at tage kampen op mod den onde Skeletor (Jared Leto), som har erobret planeten Eternia. Se teaseren til teaser-traileren herunder - i morgen eftermiddag er vi tilbage med den længere version.