Microsoft Game Studios kommer til at forkæle PlayStation 5 ejere i april måned. Forza Horizon 5 er allerede annonceret til at udkomme på PlayStation 5 den 29. april - og nu er det annonceret, at Indiana Jones and the Great Circle lander til PlayStation 5 den 17. april.
Spillet kan nu forudbestilles til PlayStation 5 på PlayStation Store til lige under 600 kr. for en Standard Edition og du kommer til at betale 839 kr. for en Premium Edition. Denne version indeholder, ud over at få adgang til spillet to dage før alle andre, også The Order of Giants udvidelsen, en digital artbook, Temple of Doom outfittet og The Last Crusade Pack som indeholder sommerhabitten til Dr. Jones og løvetæmmerpisken fra filmen The Last Crusade.
Forudbestiller man Standard Edition, får man også The Last Crusade Pack med.
Indiana Jones and the Great Circle udkom på Xbox Series X/S og PC den 9. december sidste år og rundede 4 millioner spillere på under 2 måneder. Nu udkommer spillet altså til PlayStation 5 den 17. april.