For 3 måneder siden, i august, havde 12 millioner skrevet sig op til free-to-play "open world dress-up fashion RPG'et" Infinity Nikki og der er fart på, for nu har det rundet 30 millioner forud-registreringer.
Infold Games har frigivet en mere end 3 minutter lang gameplay gennemgang, som går lidt mere i detaljer med spillets mekanikker, hvor man blandt andet skal indsamle forskellige kjoler, eller såkaldte "ability outfits", der giver Nikki en lang række forskellige egenskaber.
Infinity Nikki kommer til PlayStation 5, PC via Epic Games Store, iOS og Android i løbet af 2024 - der er dog ingen officiel udgivelsesdato endnu. En forudbestillingsbundle kan dog nu bestilles på PlayStation Store til 74 kr., hvor man blandt andet får forskellige materialer til kostumer og 20.000 Bling, som er spillets valuta, med i pakken.
På PlayStation Store står spillet til udgivelse den 5. december, men der er endnu ikke noget officielt fra Infold Games.