Hitman-serien var fantastisk, Freedom Fighters havde potentiale og Kane & Lynch? Ja, hvad var det lige med Kane & Lynch? Enten så hadede man som anmelder spillet, eller også var man vild med det, selvom det havde en række fejl. Vi gav det 7/10 her på sitet, men sådan var det ikke overalt - og den slags sidder ved hos IO Interactive, der ligesom alle andre, bliver berørt af kritik.
Gamesradar tog forleden en snak med Jens Peter Kurup, og han sagde følgende om oplevelsen af, at se deres seneste projekt få hammeren:
"Jeg havde mange forskellige følelser sidste år. Ved lanceringen var jeg meget selvsikker og okay omkring det hele. De anmeldelser vi allerede havde set hos IO så dog ud til at være en smule under det niveau vi forventede. Nogle var 8/10, nogle 7/10 - og nogle var på 5/10. Vi havde også en god fornemmelse i forhold til de lidt større sites, specielt dem der havde været til de seneste hands-on arrangementer, dem med fokus på Fragile Alliance-delen.
Og han fortsatte:
"Selvom vi fik en masse pæne anmeldelser i den brede presse og livstilsmagasinerne, så fik vi fra spilpressen meget mere middelmådige anmeldelser, og så vidste vi, at vi ikke kunne nå vores Metacritic mål. Det føltes forvirrende og meget lidt givende, men på det tidspunkt var jeg stadig følelsesmæssigt uberørt af kritikken. Jeg kunne medgive at der var fejl i spillet, og at disse kunne rettes, når vi fortsatte med at arbejde på serien. Men så kom anmeldelsen fra Gamespot, og de kunne bare overhovedet ikke lide det. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan huske at den anmeldelse ramte holdet som en hammer. Normalt kan du bare absorbere en dårlig anmeldelse, men der var noget i tonen i den anmeldelse, der bare var hårdt for holdet og jeg selv at tage imod."
Mon denne kritik har ført til at IO Interactive har droppet en fortsættelse? Eller arbejdes der på højtryk for at lave en bedre opfølger?