Uppercut Games og Focus Entertainment annoncerede Magicians: The Devil's Deal til Xbox Series X/S, PlayStation 5 og PC under søndagens Xbox Games Showcase.
Magicians: The Devil's Deal ligner Bioshock tilsat magi - man tager rollen som tryllekunstneren Jacob, der bliver forrådt af sine tidligere rivaler, The Masters, og han bliver sendt i Helvede. Selvom hans skæbne ser ud til at være evig smerte og håbløshed, træder Djævelen selv frem med et fristende tilbud: at forvandle Jacobs magi fra scenen til overnaturlige kræfter. Jacob tager naturligvis imod tilbuddet og bundet til denne djævelske pagt begiver Jacob sig nu gennem Theatreland, hvor han vil besejre The Masters én efter én for at få sin hævn - men det er naturligvis ingen dans på roser at indgå en pagt med Djævlen selv.
Australske Uppercut Games er nok bedst kendt for deres smukke Submerged spil og nu er de altså på vej med Magicians: The Devil's Deal, som udkommer til Xbox Series X/S, PlayStation 5 og PC i løbet af 2027. Du kan se den første flotte trailer nedenfor.