Microsoft Flight Simulator er et utroligt ambitiøst spil, hvor du i princippet kan flyve over hele verden. Naturligvis fylder spillet derfor en del på din harddisk, men de +170GB, som spillet i øjeblikket fylder, er alligevel en kende i overkanten.
Derfor har Microsoft og udvikleren Asobo Studio arbejdet med filoptimering og har reduceret den indledende installation til blot 83GB.
Der er vel at mærke tale om versionen uden udvidelsespakker, så du kommer stadig til at bruge godt med harddiskplads, hvis du vil have ekstra fly, lufthavne og monumenter.
Den formindskede filstørrelse er en del af patch 1.16.2.0, der nu er tilgængelig til spillet på PC.
En Xbox Series X-version af Flight Simulator kommer ifølge spillets officielle side til sommeren 2021. En Xbox One-version, virker derimod meget usandsynlig, selvom spillet oprindeligt blev annonceret til denne platform.