Du kommer til at rense toiletter i No More Heroes 3

Tekst: Jakob Hansen
Publiceret 2021-07-08

Grashopper Manufacture er kendt for at lave nogle af branchens skøreste spil, og det kommende No More Heroes 3 ser ikke ud til at blive en undtagelse. I spillet skal Otaku-lejemorderen Travis Touchdown forsøge at redde jorden fra en invaderende galaktisk prins, men når han ikke er travlt optaget med denne mission, kommer han til at have mere normale jobs.

Spillets kreative bagmand Suda 51 har tidligere lovet, at sideaktiviteterne fra det originale spil vil vende tilbage, så vi blandt andet kommer til at slå græs. Af en række nye screenshots fra Nintendo Everything får vi også et kort kig på en ny aktivitet - toiletrensning.

Ja, Travis er ikke bange for at gøre det beskidte arbejde, og i dette tilfælde går det altså udover spillets toiletkummer. I det hele taget har Travis det godt på toilettet, da det er her, man gemmer sit spil i seriens øvrige kapitler. Grasshopper Manufacture har også tidligere delt toiletpapir ud som en del af seriens markedsføring.

Udover at afsløre det nye minispil inkluderer den seneste information også spillets filstørrelse, der bliver på 6,8 GB.

Åh, Suda51. Hvem andre end dig, du mirakuløse spilskaber, kunne finde på at inkludere et minispil, hvor man skal rense toiletter?

Læs mere og se screenshots på Gamereactor.dk

Tilbage