Jeg har spillet Order of the Sinking Star ved et par lejligheder efterhånden, og fået spillet præsenteret flere gange. Der var demoen som en del af den seneste Steam Next Fest, som gav alle en chance for at dykke ned i de tidlige stadier af Theklas tætpakkede fantasy-puslespilsverden, og den mere aktuelle version, som jeg for nylig har dykket ned i, hvilket lod mig nå langt ind i det sene spil (med en smule assistance fra skaberen Jonathan Blow, skal det tilføjes). Men selv med flere timer i spillet, end jeg har brugt på visse anmeldelser på dette tidspunkt, har jeg på ingen måde forstået hvert eneste element i Order of the Sinking Star.
Spillet er ganske enkelt enormt. Da vi var i en Discord-session med Blow, fik vi tildelt nogle snydekoder for at hjælpe os med at forstå omfanget af Order of the Sinking Star, og hvis jeg var gået fuldstændig blinde ind i spillet og havde set hele kortet foran mig, tror jeg, at jeg ville have været alt for overvældet til at fortsætte. Heldigvis kaster spillet ikke bare muligheden for at lave 1000+ puslespil i hovedet på dig og efterlader dig alene. I stedet er dens historie, dens verden og dens mekanikker dine til at udforske i dit eget tempo.
"Is this the afterlife?" spørger vores hovedperson, første gang vi loader spillet op. Jeg nåede ikke til et svar på det spørgsmål. Det var et af mange mysterier, der blev efterladt ubesvarede efter min tid med Order of the Sinking Star, men det var bestemt et fantastisk hook, der gjorde mig klar til at presse på og udforske mere af denne fantasy-verden. Sammenlignet med andre puslespil, jeg har spillet på det seneste, som vælger enkle farver og et mere åbenlyst design for at gøre det klart, hvad man skal flytte og interagere med, er Order of the Sinking Star et smukt spil. Det tilbyder et gitterbaseret top-down-perspektiv, suppleret af levende lys, en række miljøer og biomgivelser samt objekter, hvis formål og design er øjeblikkeligt klart. Intet falder i ét med baggrunden på en måde, der gør, at man føler, spillet prøver at snyde en ved at gemme en ting væk, som man kunne flytte for at løse et puslespil. Meget af den tid, jeg brugte på at spekulere over løsningen på et puslespil, gik bare med at gå frem og tilbage på kortet og nyde bevægelsesanimationerne og verdenen omkring mig.
Fordi Order of the Sinking Star er så stort et spil, er det nødt til at bruge en god del tid på at lære dig ting. Visse mekanikker forklares i deres respektive områder, da kortet er opdelt i fire hovedveje, som derefter krydser hinanden, jo mere du udforsker. Heltien-vejen handler for eksempel meget om at flytte krystalobjekter rundt, eller i den genstridige tryllers tilfælde, at bytte plads med dig. Men når man kombinerer det med Spejl-vejen, kommer man til at skubbe genstande i bestemte vinkler for at flytte dem over på forskellige øer på et vandkort. De overlappende mekanikker holder tingene friske, og progressionen er sat op, så du ikke burde løbe ind i noget, der overvælder dig. Selv hvis du gør, er der altid en anden rute at tage, et andet puslespil at løse, mens du parkerer din stopklods i baghovedet. Der er et stort fokus på spillerfrihed i Order of the Sinking Star. Selv det at afslutte spillet er op til dig, da der er flere slutninger, du kan opnå, hvoraf ingen kræver, at du har løst absolut hvert eneste puslespil, ifølge Blow.
Hvis der er én ting, der kan forhindre Order of the Sinking Star i at blive en monumental succes, er det, at det risikerer at blive for travlt. Der er nok mekanikker i dette spil til at have udgjort flere separate puslespil. Jeg er en stor fortaler for ambitioner i spiludvikling, og i de tidlige timer af Order of the Sinking Star har jeg endnu ikke følt, at der foregår for meget, men nu hvor jeg kender størrelsen på kortet, spekulerer jeg på, om der vil komme et punkt, hvor det bare føles, som om man har lavet så meget, men stadig har sådan en lang rejse for sig. Blow sagde ganske vist, at han ikke ønsker, at dette spil skal være nogens liv i månedsvis, men selv med al den indsats, der er gjort for at forhindre burnout, sidder jeg tilbage med en undren over, om det er uundgåeligt for nogle spillere med et spil af denne størrelse.
Hvor jeg tror, at Blow og hans hold hos Thekla har besejret burnout, er i Order of the Sinking Stars narrative element. Det er ikke en historie, der fortæller dig en masse, men den fortæller dig nok til at give dig den gnist af nysgerrighed, der borer sig fast i baghovedet, mens du fortsætter med at løse gåder. Da der er overlappende mekanikker, smelter historier sammen, når man ser forskellige figurer dukke op på tværs af de veje, man udforsker, og de gåder, man løser. Det at have historien flettet ind i mekanikkerne er altid tilfredsstillende at opleve, selv hvis gåderne efterlader en fuldstændig blank. Jeg har dårligt nok skrabet overfladen af Order of the Sinking Star på nuværende tidspunkt, og det er jeg egentlig ret tilfreds med, for jeg er altid glad for at se mere.
