For godt og vel tre år siden gik min hvide Xbox 360 i stykker, eller rettere sagt: den fik sygdommen i folkemunde kaldet "Red Ring Of Death". Dette var så vidt jeg husker anden gang det skete, eller måske var det tredje gang... Det var i hvert faldt langt fra første gang jeg havde problemer med maskinen, faktisk måtte jeg igennem to maskiner, inden jeg fik en, som virkede. Den første jeg havde larmede så meget, at mine forældre troede, at jeg støvsugede, når jeg havde maskinen tændt, og det gik ikke længe før den brød sammen. Den anden jeg fik var defekt, og kunne ikke engang starte op. Tredje gang viste sig at være lykkens gang, for der fik jeg en maskine som virkede - i lidt over et år. Jeg husker tydeligt, at en kammerat og jeg sad og spillede Gears of War, da tissetrangen blev for kraftig og jeg måtte overgive mig. Imens jeg stod der og ladede vandet, kunne jeg høre min ven inde fra værelset: "Jeg er fandme ked af det, men... din Xbox er vist gået i stykker". Jeg skyndte mig ind, og hvad jeg troede bare var en dårlig joke, var til min skræk rigtigt. Den var død.

I starten af 2011 skete det så igen. Garantien på maskinen var udløbet, og for at være ærlig, så var jeg ikke meget for, at betale for en reparation af maskinen - den ville jo højst sandsynligt gå i stykker igen. Så den hvide Xbox 360'er blev gemt væk, og tilbage var kun mine minder med maskinen, gode såvel som dårlige.

Mange gange overvejede jeg at investere i en ny maskine, men gjorde dog aldrig tanken til virkelighed - før i går.

Nu sidder jeg og beundrer min nye Xbox 360 og min trofaste Playstation 3, side om side. Jeg bilder mig selv ind, at det er en next-generation konsol jeg har fået mig. Det er trods alt lettere end at spare sammen til en rigtig en af slagsen. Og jeg er glad, meget glad. Men jeg kan ikke lade være med at tænke over, hvad fremtiden vil bringe os, den lille sorte og jeg - jeg kan kun håbe, at vores forhold kommer til at forløbe gnidningsfrit.

Inden så længe vil jeg sætte mig i min slidte sofa, og spille Crackdown, men her på falderebet vil jeg lige høre jer brugere, om der er nogle eksklusive Xbox titler, som jeg bare skal prøve?

<bild>

Jep, og så fandt jeg lige Gears of War Judgement og Alan Wake i El Giganten til henholdsvis 149,- og 99,- :)

Et af mine mål for 2014 er, at skrive flere spilanmeldelser. Sidste år fik jeg kun skrevet to anmeldelser, og det er på trods af, at jeg påbegyndte mere end ti af slagsen. På den måde kan man vel godt sige, at jeg er bedre til at starte noget, end jeg er til at færdiggøre det. Man kan også sige det på den her måde: jeg er god til at undfange ideer, men dårlig til at føre dem ud i livet - det er faktisk hvad der har karakteriseret mit liv de sidste år. Jeg ønsker dog at lave om på dette, og for mig er dette relativt beskedne mål om, at skrive (og færdiggøre) flere anmeldelser, et godt sted at starte. De store skridt tager vi bagefter.

Nu løber vi dog ind i lidt af et problem. Indtil videre har jeg kun anmeldt nye udgivelser, hvor anmeldelserne derved havde en nyhedsværdi og på samme måde havde noget relevant, at sige om det pågældende spil kort efter det blev udgivet. Når man skriver en anmeldelse ønsker man jo netop, at gøre sit bidrag til den aktive debat om et bestemt spil. Man ønsker at udtrykke ens mening og tanker - imens emnet er oppe i tiden - som man så oftest håber på, vil udløse et eller andet. Måske det er en diskussion om et spils overordnede kvalitet eller historiens usete twist, det kan være mange ting. Men efter noget tid mister næsten alt dets relevans, der er kort sagt ikke nogen som interesserer sig for det mere. Det har mistet dets vigtighed.

Men hvad var problemet helt præcist? Jo, det skal jeg fortælle dig, for selvom jeg helst vil anmelde nye udgivelser, så kan min pengepung ikke tillade mig kun at gøre dette. Jeg har simpelthen ikke nok penge til, at jeg konstant kan smide dem efter nye spil, som jeg kan skrive anmeldelser af. Tilbage står jeg med én mulighed, og det er også at anmelde spil, som på grund af deres alder er billigere at erhverve - og skal jeg nå mit mål, er det noget, jeg bliver nødt til. Men hvilken relevans kan sådanne anmeldelser have, og er det overhovedet fair, at anmelde gamle spil efter nutidens parametre? Tiden ændrer meget, og hvad der engang var innovativt er det naturligvis ikke i dag. Hvad der engang fremstod som et teknisk vidunder, blegner højst sandsynligt i forhold til nutidens standarder.

Et eksempel på ovennævnte kunne være den første Abernes Planet film fra 1968, som modtog en pris for det fremragende make-up arbejde. Den blev også nomineret til en Oscar for bedste kostume design. Ser man filmen i dag er det mere sandsynligt, at man giver sig til at grine af aberne end, at man bliver imponeret over dem. Det er jo bare mennesker med abe masker på! Sætter man den originale Abernes Planet op imod Abernes Planet: Oprindelsen fra 2011, blegner den totalt på den tekniske front. Det samme gælder spil, om end den tekniske udvikling her er foregået i et næsten ekstremt tempo, således at forskellen mellem nyt og gammelt bliver endnu mere tydelig.

Men det er ikke kun rent grafisk spil har udviklet sig, også gameplay mekanikker og historiefortælling har udviklet sig drastisk de sidste mange år. På en måde kan man sige at industrien har modnet sig. Forskellen på eksempelvis Naugthy Dogs første Crash Bandicoot og deres seneste spil The Last of Us (+ sidehistorien Left Behind) er enorm. Vi skal dog ikke længere tilbage end til starten af sidste konsolgeneration (Xbox 360, PS3), før vi finder nogle titler som virker ret "outdated". Faktisk er det her ved Playstation 3'ens lancering, at det første "gamle" spil, som jeg har anmeldt, kommer fra.

Men hvad siger i, er der overhovedet nogen af jer som gider læser en anmeldelse af et 7 år gammelt spil?

<bild>

Det er jo bare mennesker med abe masker på!

Ovenfornævnte anmeldelse finder du her

Jeg har valgt at bringe denne anmeldelse som blog. Hovedårsagen til dette er, at jeg ikke kan tilføje Left Behind under min spilsamling, og derfor ikke kan vælge "anmeld spil". En anden ting ved det, som jeg tænkte kunne være rart var, at jeg så ikke behøvede knytte en karakter til teksten. Karakterer kan ofte blive så overfladiske.

The Last of Us står for mig som en af de stærkeste spiloplevelser nogensinde. Det er ubestridt et af denne konsolgenerations bedste spil - denne udmelding tror jeg ikke der er nogen, som vil protestere imod. Længe har jeg gerne villet skrive en anmeldelse af spillet, og har sågar prøvet på det op til flere gange. Jeg synes bare ikke at være i stand til, at skrive en anmeldelse, som er spillet værdigt. Måske engang jeg får det gjort. I mellemtiden virkede det mere overkommeligt, at skrive en anmeldelse af det første og eneste singleplayer "downloadable content" til The Last of Us, som for nyligt blev udgivet på Playstation Network.

Teksten indeholder mindre spoilers!

Har man gennemført The Last of Us ved man, at Joel på et tidspunkt bliver alvorligt skadet. Efter lang tid kommer han sig lykkeligvis ovenpå ulykken, men i mellemtiden er det Ellie der sørger for Joels overlevelse. Left Behind er en sidehistorie, som udspiller sig imens Ellie desperat leder efter medicinske forsyninger til Joel for, at holde ham i live. Undervejs udspiller der sig en sideløbende handling, i en række flashbacks før hendes møde med Joel. Her er Ellie flygtet fra militærskole med sin veninde Riley for at tage til et forladt shopping center, som de to piger så udforsker sammen. De to handlinger skaber en stærk kontrast, og Naughty Dog har efter min mening begået en lille genistreg.

Jeg ønsker ikke at fortælle noget om de ovenfornævnte flashbacks. Disse sekvenser skal man simpelthen selv have lov til at opleve i al deres jomfruelighed, men jeg vil dog sige dette: det er noget af det stærkeste jeg som gamer nogensinde har oplevet.

Tilbage i "nutiden" følger vi Ellie og hendes søgen efter medicinske forsyninger, hvor hun uundgåeligt vil støde på de inficerede, og møderne med disse er meget intense. Hun er nemlig ikke ligeså erfaren i kamp som Joel, og hun er heller ikke i stand til at lave effektive nærkampsvåben som han var/er det. Hvor Joel forholdsvis let kunne rydde et rum fuld af inficerede, gør man som Ellie klogere i at undgå åben konfrontation. Ellie er kort sagt sårbar og det føles meget virkeligt. Som noget helt nyt får man lov til at stå overfor både de inficerede og fjendtlige mennesker på samme tid. Dette tilføjer en ny taktisk dybde, og man kan undre sig over hvorfor det ikke var inkluderet i hovedhistorien.

Fra hovedhistorien vender Ashley Johnson glædeligvis tilbage som den charmerende Ellie, og udfører igen et fantastisk arbejde. Det er svært ikke at blive endnu mere forelsket i hendes karakter. Riley, den ældre og mere modne veninde spilles af Yaani King, som også gør et sublimt stykke arbejde. Sammenspillet mellem disse to karakterer er noget af det mest centrale i Left Behind, og det er intet mindre end vidunderligt at overvære. Faktisk glemmer man ofte, at det er fiktionelle personer i et videospil, for det føles som om de bliver levende, springer ud af skærmen og rører ens hjerte.

Efter lidt over 3 timer har jeg gennemført Left Behind på sværhedsgraden "survivor", og jeg er nærmest mundlam. Naugthy Dog forstår som ingen andre i branchen hvordan man skruer en god historie sammen, krydret med fremragende og dog simpelt gameplay. Er man stadig forelsket i The Last of Us, så må man på ingen måde snyde sig selv for Left Behind. Det er ganske enkelt en af de stærkeste, mest rørende og inspirerende spiloplevelser man kan få sig.

<bild>

Left Behind indtages bedst som et glas shot - i en mundfuld!

Går man ind på brugeranmeldelser, som kan findes både under anmeldelser og community, bliver man på første side mødt af intet mindre end 75 anmeldelser, skrevet af 28 forskellige GR brugere. 17 af disse anmeldelser er blevet kommenteret. Brugeranmeldelserne får altså ikke megen opmærksomhed og det er synd!

Det tager (som regel) lang tid at skrive en god anmeldelse, som er velformuleret og gennemarbejdet. Når jeg selv skriver spilanmeldelser - hvilket desværre ikke er ret ofte - kan jeg sagtens bruge en hel uge på blot en enkelt anmeldelse. Jeg skriver og jeg skriver, og når jeg har skrevet anmeldelsen færdig, så skriver jeg den fuldstændig om. Dette kan jeg let gøre et par gange. Bagefter bruger jeg så tid på at finpudse teksten ned til mindste detalje og alligevel bliver jeg aldrig tilfreds med det endelige resultat.

Jeg er sikker på, at nogle af Gamereactors brugere har det på samme måde - måske ikke ligeså ekstremt, men der er uden tvivl blevet lagt meget arbejde i nogle af anmeldelserne og mange af dem fortjener helt klart mere opmærksomhed end hvad de får. Derfor har jeg fundet fem nyere anmeldelser, hvis eneste betingelse var, at jeg selvfølgelig skulle synes om dem og at de (i skrivende stund) var ukommenteret.

clag - Skydive: Proximity Flight Der kan ikke herske nogen tvivl om, at clag besidder et stort ordforråd og han bruger dette på fornemmeste vis. Udover at være særdeles velformuleret, er anmeldelsen også meget grundig, på samme tid med at den opretholder et godt tempo, og det føles aldrig som om, at den "slæber sig af sted". Super godt skrevet!

Il lupo - Tomb Raider Il lupos anmeldelse af Lara Crofts seneste (eller skulle man sige første?) eventyr er velformuleret og informativt uden, at det bliver kedeligt. Han undgår på samme måde trivielle opremsninger af grafik, gameplay, lyd osv. og teksten har et naturligt "flow". Efter at have læst anmeldelsen har jeg mere end nogensinde før lyst til, at investere i spillet og opleve Lara's udvikling. Godt skrevet!

Maageman - The Stanley Parable: HD remix Skulle jeg beskrive Maagemans anmeldelse med to ord måtte det være "short & sweet". Jeg må ganske vist indrømme, at jeg ikke er blevet så satans meget klogere på hvad The Stanley Parable egentlig er, men jeg er godt nok blevet nysgerrig! En anmeldelse behøver nemlig ikke være lang for at være væsentlig. Der skal også roses for den flotte opsætning.

JØP - The Legend of Zelda: A Link Between Worlds JØPs anmeldelse er godt skrevet og giver fin indsigt i spillets mekanikker, såvel som dets gode og dårlige sider. Anmeldelsen er inddelt i afsnit, dette gør den let overskuelig og man får hurtigt en fornemmelse af, om spillet er noget for en eller ej. Og hvis dette ikke er tilfældet har han endda skrevet kort om hvilke folk spillet egner sig til - fed ide!

Nanowire - Beyond: Two Souls Nanowire er denne listes yngste anmelder, men hun er stadig meget velformuleret og dertil skal der roses for den flotte indledning. Udover dette formår hun at give et godt indblik i spillets gameplay mekanikker, grafik og selvfølgelig historien, dog uden at det bliver for dybdegående til min smag. Solid anmeldelse!

På nuværende tidspunkt undrer du dig måske lidt over, at jeg ikke linker til anmeldelserne... Men sagen er den at du selv må finde dem, og når du gør det, så husk lige at tjekke de andre brugeranmeldelser, for der er en masse gode iblandt dem!

<bild>

Ja, et eller andet billede skulle der jo være... og det blev den "nye" Lara fra Tomb Raider, som du kan læse mere om i Il lupos anmeldelse.

Der var engang en mand som arbejdede i Gamestop - i Danmarks 8. største by. Han var en stor mand, bemærkelsesværdig i højde såvel som kropsbygning. Han kunne fortælle levende om ethvert spil og vidste alt om hvad der rørte sig inden for mediet. Han var passioneret gamer og hans navn var Kurt.

Kurt (eller "Gamestop Kurt") var den eneste grund til, at jeg i nogle år favoriserede EB Games - senere kendt under navnet Gamestop - frem for så mange andre spilbutikker. Han gav altid den bedste service. Ja, faktisk føltes han mere som en kammerat end en ekspedient.

Ofte slog jeg vejen forbi butikken blot for at snakke med Kurt. Vi talte om nye spiludgivelser og snakkede om hvad der skete i den store spilverden. Tit kom den fuldvoksne mand helt op at køre over et spil, så en nærmest barnlig begejstring lyste sig ud af øjnene på ham og det største smil tegnede sig på Kurts læber. Han var uden tvivl en entusiastisk herre og det var umuligt ikke at blive smittet af den glæde han udviste. Kurt var en mand i sit rette element.

Det er ikke særlig tit at jeg kan huske hvor jeg har købt et bestemt spil, det er som oftest en monoton affære... Men det var det ikke hos Kurt! Han knyttede en kommentar til hvert eneste spil jeg købte hos ham. Jeg husker blandt andet da jeg købte Dead Rising: "det er ikke det bedste spil jeg har prøvet, men det er godt nok et af de sjoveste" sagde han og fortalte om de mange måder hvorpå man kunne pløje zombier ned.

Jeg husker også da jeg købte det første Dead Space og på daværende tidspunkt ikke var særlig gammel: "jeg ved godt du gerne må spille sådanne spil her for din far, men der er to ting du skal huske... spil det ALDRIG i de mørke timer og hav ALTID en ven ved dig" sagde han og præsterede et kæmpe smil efterfulgt af et lille grin. Jeg sagde til ham at det skulle jeg nok huske - da jeg kom hjem ventede jeg til at solen gik ned, hvorefter jeg satte mig alene på mit mørke værelse, som kun blev oplyst af fjernsynsskærmen og gav mig i kast med spillet. Jeg sked næsten i bukserne af skræk!

Pludselig en dag var Kurt væk. Forsvundet. Måske for aldrig at blive set igen? Kurt, hvis du nu læser med, så skal du vide at jeg aldrig vil glemme dig og jeg håber du er glad hvor end du er - denne blog er dedikeret til dig.

<bild>

"spil det ALDRIG i de mørke timer og hav ALTID en ven ved dig" ... da jeg kom hjem ventede jeg til at solen gik ned, hvorefter jeg satte mig alene på mit værelse og gav mig i kast med spillet. Jeg sked næsten i bukserne af skræk!