
Et af årets første store rygter gik på, at Ubisoft arbejder på både et Far Cry 7 og et andet spil i serien. Nu kommer Insider Gaming med en masse detaljer om førstnævnte.
Der gik tidligere rygter om, at Farcry 7 kommer til at foregå på en tropisk ø ved navn Kimsan et sted i Det Gule Hav ud for Korea - men det er ifølge Insider Gaming ikke sandt. Hvad der dog er sandt er, at Historien handler om en velhavende familie, der er blevet kidnappet af en organisation kendt som Sons of Truth. Du får til opgave at redde alle familiemedlemmerne, og du kan redde dem i den rækkefølge, du foretrækker. Dog har du ikke uendelig meget tid, da alle skal reddes inden for 72 timer i spillet, hvilket svarer til 24 timer i virkeligheden.
Du vil kunne sætte timeren på pause, men vi ved ikke, hvad der vil ske, hvis du ikke når at redde alle familiemedlemmerne i tide. Der er også blevet tilføjet et nyt forhørssystem til spillet, der tillader dig at presse nødvendige oplysninger om, hvor familiemedlemmerne befinder sig, ud af fjender.
Titlen på spillet er Far Cry: Rise, og det vil blive udgivet i efteråret 2025. Ifølge en ret troværdig brasiliansk insider på X kommer det også på Switch 2 udover de sædvanlige formater, så det lader til, at Ubisoft vil have spillet ud i hænderne på så mange gamere som muligt.
Da alt dette er ubekræftede rygter, bør du som altid tage dem med et gran salt. Men Insider Gaming plejer at være en pålidelig kilde, så det skulle ikke komme bag på os, hvis det alt sammen viser sig at være sandt.