Det er sjældent, jeg for alvor fortryder den karakter, jeg har givet et spil i en anmeldelse. Der er selvfølgelig altid grænsetilfælde, hvor man er lidt på vippen og måske ville ønske, at man havde givet det en enkelt karakter lavere, men generelt er jeg fuldt tilfreds med hvor jeg lander.
Det gælder ikke SimCity. Min SimCity-anmeldelse fortryder jeg bittert. Mest af alt har jeg lyst til bare at pille den af siden, slette word-filen og aldrig se mig tilbage. Min tekst er et resultat af alt for kort tid med spillet, alt for tæt på deadline, og SimCitys mange problemer viser sig først efter man har bygget adskillige byer og set alt hvad der er at se.
Selve lanceringen af spillet var selvfølgelig en katastrofe af rang, hvor serverne var så pinligt ustabile at Maxis måtte fjerne centrale funktioner fra spillet, bare for at få det til at køre nogenlunde. Og balladen stod på i måneder. Det var uspilleligt.
Men det blev næsten værre, da der var kommet styr på teknikken, for SimCity viste sig at have en række designmæssige problemer, der stikker langt dybere end ustabile netforbindelser. Algoritmerne, der styrer trafikken, er kort sagt elendige. Billisterne vælger hamrende ineffektive ruter, selv når der er bedre og mindre trafikkerede alternativer lige foran dem, mens busserne nærmest kører tilfældigt, og brandbiler kan fare vild på vej til en brand. Maxis opgav mere eller mindre at løse problemet, og udsendte i stedet en DLC-pakke, der tilføjer flyvende køretøjer.
Andre dele af simulationen, som at man kan klikke på en bil og se at passageren er på vej til arbejde, var også dybt overfladiske, nærmest i en grad så man kan betegne dem som skyggespil. Det var ikke en dyb og kompleks simulation, det var i stedet illusionen om en. Og det gælder for næsten alle spillets systemer.
Musikken var fantastisk, og grafikken var enormt hyggelig. SimCity var varmt og indbydende, sjovt og charmerende. Hvilket alt sammen dækkede over, at spillet på ingen måder holdt hvad det havde lovet. Og jeg lod mig narre af det. Øv.