Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

THE WITCHER 2: ASSASSINS OF KINGS

Et af sidste års bedste rollespil, det hidtil PC-eksklusive The Witcher 2: Assassins of Kings, har taget springet til Xbox 360. Læs hvor flot det lander her.


Livet er ikke altid retfærdigt. The Witcher 2: Assassins of Kings var et oplagt valg til sidste års bedste rollespil - spændende og fængende historie, et dybt univers, der holdt fast i nogle af fantasy-genrens faste troper men stadig formåede at være atypisk, stærkt manus, solidt kampsystem, blændende grafik og et væld af indhold at kaste sig over.

Og så kom det der Skyrim og stjal al opmærksomheden.

Nuvel, sidste års suverænt bedste rollespil-der-ikke-er-Skyrim blev stadig en velfortjent succes, især når man tager i betragtning, at spillet kun udkom på PC. Og nu, hvor spillet også er landet på Xbox 360, bliver successen forhåbentlig endnu større.

Der er gået næsten et år, siden The Witcher 2 udkom på PC, og udviklerne fra CD Projekt Red har bestemt ikke ligget på den lade side i mellemtiden. PC-spillet er blevet jævnligt opdateret, udvidet og pudset af, senest med den såkaldte 2.0 patch, der indførte en ny arena-spiltype, justerede sværhedsgraden en smule, og tilføjede en tutorial, der introducerede spilleren for de mest væsentlige mekanikker både inden for og uden for kamp (og dermed rettede op på en af de væsentligste mangler, spillet oprindeligt havde).

The Witcher 2: Assassins of Kings
Dette er en annonce:

Alle disse forbedringer kan Xbox-ejerne også nyde godt af, og derfor fremstår The Witcher 2 på konsollen som en noget mere velpoleret udgivelse, end PC-spillet gjorde dengang det udkom.

Dette er en annonce:

Det er dog ikke disse forbedringer, som mærkatet "Enhanced Edition" på æsken dækker over. Nej, CD Projekt Red har haft grafikere, designere og forfattere i fuld sving, og dermed byder Witcher 2 på Xboxen på spritnyt indhold, der ikke har været udgivet før.

The Witcher 2: Assassins of Kings

Resultatet er en flot pre-renderet intro, der sætter stemningen og viser det første af de kongemord, undertitlen Assassins of Kings nævner, samt - og vigtigere endnu - en bunke nye sidequests, der tilføjer omkring fire timers gameplay til spillets i forvejen betragtelige længde.

Ellers er det meste ved det gamle - resten af spillet har overlevet konverteringen til Xbox 360 intakt. Vi spiller stadig som Geralt af Rivia, der er witcher - en slags specialtrænet, trylledriksslugende og lettere muteret lejesvend, der har speciale i at dræbe monstre. Han bliver anklaget for et kongemord, som han bestemt ikke har begået, og må derfor sætte ud for at finde den rigtige morder. Dels for at bevise sin uskyld, dels fordi ham morder-typen tydeligvis har tænkt sig at aflive nogle flere royale. Og fordi han tilsyneladende er en witcher som Geralt, og måske kan opklare noget af Geralts glemte og omtågede fortid.

The Witcher 2: Assassins of Kings

Spillets verden er stadig et beskidt og uvenligt sted, fyldt med hadske, magtsyge og racistiske skiderikker. De ikke-menneskelige racer som elvere og dværge er dybt marginaliserede, og mange af dem er både livstrætte og alkoholiserede, mens andre ligger i åben guerillakrig med menneskerne. Farer og intriger lurer om hvert et hjørne, og man skal holde tungen lige i munden, for at have styr på hvem der er hvem. Endelig forgrener historien sig i en sådan grad afhængigt af ens valg, at man går glip af mindst en fjerdedel af alt indholdet ved første gennemspilning.

CD Projekt Reds konvertering af spillet fra PC til Xbox 360 er ganske enkelt eksemplarisk. Det ser fremragende ud, og når jeg i kamp mod en flok fjendtlige soldater svinger sværdet, blokerer, undgår slag med rullefald og smider fælder og granater til højre og venstre, har jeg svært ved at huske hvordan styringen dog nogensinde har fungeret med tastatur og mus. Det er et kompliceret system, hvor mange funktioner er klemt ned på controllerens knapper og styrepinde, men i praksis fungerer det let og elegant. På intet tidspunkt savner jeg originalen.

The Witcher 2: Assassins of Kings

Xboxens begrænsninger kan dog mærkes. Witcher 2 blev oprindeligt lavet til at udnytte alle PC'ens hestekræfter, og er selvfølgelig væsentligt flottere end hvad konsollen kan præstere. Samtidigt vil man nok også bemærke lidt mere loading, når man begiver sig rundt i spilverdenen. Man føler dog ikke, at spillet på nogen måde lider under disse tekniske begrænsninger, og det ser stadig forrygende godt ud.

Har du allerede PC-versionen af The Witcher 2: Assassins of Kings, så er der ikke megen grund til at anskaffe Xbox 360-udgaven også - især fordi alle nuværende ejere af PC-spillet gratis bliver opgraderet til Enhanced Edition, og dermed også får adgang til de nyheder, konsol-udgaven har med sig.

Men er du til rollespil, og har du ikke allerede spillet Witcher 2, så er konklusionen klar. Et af sidste års bedste rollespil er lige blevet et par hak bedre, og har du bare den mindste smule interesse i genren, bør du suse ned til nærmeste spilpusher og sikre dig et eksemplar. The Witcher 2 er mindst lige så forrygende med sofa og fladskærm som det var med tastatur og mus.

The Witcher 2: Assassins of Kings
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Fremragende konvertering, nyt indhold oven i en i forvejen stor mængde, gribende historie, drønflot grafik
-
Stadig nogle småfejl hist og her

Brugeranmeldelser

  • GOW_VINTHER
    The Witcher 2: Assassins of Kings er det andet spil i The Witcher serien fra CD Projekt Red, baseret på en bogserie af en polsk forfatter. Da det... 9/10
Dette er en annonce: