Gamereactor



  •   Dansk

Log ind medlem
Gamereactor
anmeldelser
Pokémon Pokopia

Anmeldelse: Pokémon Pokopia - Koei Tecmo leverer en acceptabel udvidelse

Forventningerne er tårnhøje, eftersom grundspillet er blandt 2026's bedste overraskelser. Men kan denne udvidelse levere?

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt
HQ
HQ

Jeg er tilbage i Pokopia! Jeg må indrømme, at jeg har følt mig en smule nostalgisk, siden jeg forlod mit nabolag efter min tid i Pokémon-verdenen op til anmeldelsen af grundspillet. Omgivelserne jeg udforskede, vennerne jeg mødte, og den kreativitet jeg oplevede, har i den grad sat sine spor, og da jeg nu tager en ekstra spadseretur rundt i mit gamle nabolag forud for "Bubbly Basin"-udvidelsen, indser jeg endnu en gang, hvor let det er at blive opslugt af den boblende og karismatiske verden, som Pokopia er. Det er ganske enkelt et helt igennem vidunderligt spil. Men fokus her er ikke på en tur ned ad memory lane, men derimod på den nye Bubbly Basin-udvidelse, som skal introducere mig for en helt ny verden... denne gang på havbunden.

Det første, jeg bemærker, da jeg skal til at begive mig ud på dybt vand, er, at dette er en udvidelse, der kræver en smule forberedelse, før den bliver tilgængelig. Indgangen findes i Bleak Beach-området og kræver, at man har fuldført alle "Important Requests", før den kan opdages. Det betyder heldigvis, at udvidelsen føles som en naturlig forlængelse af kysthistorien frem for noget fuldstændig løsrevet, hvilket bidrager til en følelse af kontinuitet i Pokopia-verdenen. Når først venskabsniveauet er hævet til niveau 5, sker der noget. En ny ø er blevet spottet i horisonten, og jeg drager naturligvis straks derover for at se, hvad der foregår.

Pokémon PokopiaPokémon Pokopia
Dette er en annonce:

Her møder jeg den legendariske Manaphy, som lærer mig en ny evne, der viser sig at være afgørende for det forestående eventyr: Dive. Med den i baghånden kan jeg svømme fuldstændig frit under havoverfladen uden at skulle bekymre mig om regelmæssige vejrtrækningspauser ved overfladen. Det åbner op for nye vertikale muligheder, hvor tyngdekraften ophører med at være en hindring for både udforskning og byggeri. Så længe man befinder sig under overfladen, er følelsen en af total vægtløshed, hvilket endnu en gang får mig til at lette på hatten for Nintendo for at have vovet at forvandle en etableret formel til noget helt nyt.

Da jeg træder ind i selve Bubbly Basin, er det dog "business as usual" - i hvert fald efter Pokopia-standarder. Jeg støder hurtigt på en stakkels, ensom Pokémon, der begræder, hvor livløs verdenen er, og jeg gør det straks til min mission at forvandle havbunden til en mere levende affære. Efter at have gjort mig bekendt med nogle af havets mest hyggelige levesteder for lommestørrelses-monstre begynder rekrutteringsprocessen. Med en erfaren rejsendes selvtillid samler og arrangerer jeg tang, koraller og andre akvatiske elementer for at tiltrække svømmende beboere til mit nye undervandssamfund. Da jeg kæmpede mig igennem Pokopias grundeventyr blot et par måneder tidligere, sidder mekanikkerne stadig på rygraden, og jeg forventer den samme rigdom af gøremål denne gang.

Der går dog ikke længe, før jeg stopper op og tænker: "Nå, hvad så nu?". Jo, jeg har allerede samlet en række nye beboere til Bubbly Basin, men jeg føler alligevel, at den ellers så intense periode med opdagelsen af nyankomne Pokémon bremsede markant hurtigere op end i Pokopias andre områder. Det skyldes sandsynligvis, at det nye nabolag er begrænset til vand-Pokémon, hvilket selvsagt gør udvalget væsentligt smallere og betyder, at variationen lider et lille knæk. De habitater, som Bubbly Basin byder på, er kreativt designet, og selvom jeg gerne havde set mere af det gode, er rekrutteringsprocessen sjov, så længe den varer.

Pokémon PokopiaPokémon Pokopia
Dette er en annonce:

Når jeg er tilfreds med befolkningens størrelse, begynder den reelle udforskning. Som nævnt spiller vertikaliteten en stor rolle i Bubbly Basin, hvilket gør de dybeste og mørkeste kløfter næsten lige så tilgængelige som de lysere miljøer tættere på overfladen. Jeg kan dog ikke ryste følelsen af mig, at omgivelserne uden for mit eget lille nabolag føles temmelig tomme og mest af alt fungerer som en transportrute mellem nøglepunkter på kortet. På trods af alle de nye havbaserede redskaber, Bubbly Basin udstyrer mig med, lykkes det mig desværre aldrig helt at finde en sjov måde at udnytte hele havbunden på.

Eftersom havet adskiller sig markant fra de øvrige miljøer i Pokopia, giver det god mening, at Nintendo har proppet det med masser af nye undervandsmaterialer, genstande og strukturer for at få det hele til at føles som en komplet ny verden. Her skal der lyde masser af ros, for stort set alt, hvad jeg kigger på, føles nyt, og der er meget få genbrugte materialer eller designs fra grundspillet. Det betyder også, at jeg opdager et væld af nye opskrifter på alle mulige havrelaterede ting, og jeg er overbevist om, at alle, der brænder for at skræddersy Bubbly Basin helt efter eget ønske, får masser af værktøjer at lege med.

Pokémon PokopiaPokémon Pokopia

Ligesom i Pokopias øvrige områder er der en lille række historiemissioner, jeg kan kaste mig over, mens jeg er i Bubbly Basin. Her havde jeg dog gerne set, at man gjorde mere ud af de unikke rammer. Hvad der kunne have været en fantastisk mulighed for at bruge havet til at lede efter skjulte piratskatte, møde et legendarisk bæst eller drage ud på et andet spændende havbåret eventyr, kommer desværre aldrig rigtigt fra start, før det pludselig er forbi. Der er dårligt nok en fortælling værdig til navnet, og det føles som en forpasset mulighed fra Nintendos side for at skabe en fængende historie i den ellers så lovende undervandsverden.

Det samlede indtryk af Bubbly Basin når i sidste ende ikke helt op på den tårnhøje standard, som det eksemplariske grundspil satte. Selvom verdenen føles nyskabende og tiltalende, bliver potentialet ikke udnyttet fuldt ud, og man sidder tilbage med en følelse af, at der mangler noget. Der manglede flere Pokémon, flere aktiviteter og en mindeværdig historie, som for alvor kunne udnytte den enorme legeplads. Kort sagt: Jeg vil have mere. Jeg vil have mere af Bubbly Basin og mere af Pokopia - for trods min kritik er Pokopia stadig Pokopia, og meget af det, der gjorde grundspillet umuligt at lægge fra sig før klokken fire om morgenen, findes også her. Med bare et lille nøk opad på ambitionsniveauet kunne Nintendo nemt have udrettet mirakler igen, men denne gang når de ikke helt i mål.

07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
En virkelig ambitiøs undervandsverden, masser af ny items, stadig svært at lægge fra sig.
-
Ringe historie denne gang, ikke nok nye Pokémon.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster



Indlæser mere indhold