Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

GRAVITY RUSH

Drømmen om at kunne flyve er ældgammel. PS Vitaen sender os lidt nærmere med Gravity Rush. Lee anmelder.

  • Tekst: Lee West

Det sker en sjælden gang, at en person har en drøm om at skabe noget unikt og forfølger den. For Keiichiro Toyama var drømmen at skabe fornemmelsen af at flyve.

Konami og en fokus på skrækspil kom dog i vejen for den drøm. Toyama blev sammen med Naoko Sato kendt som kræfterne bag Silent Hill. Drømmen om at flyve var udskudt, men ikke glemt. Ti år senere dukkede den op igen. Øjnene var rettede mod PlayStation 3 og inspirationskilderne for formen var yderst vestlige.

Gravity Rush

Tegneren Moebius havde gennem årtier inspireret med sine nærmest drømmeagtige og farverige bandes dessinées (også kendt som fransk-belgiske tegneserier blandt de mere jordnære læsere). Samtidig havde Crackdowns vertikale udnyttelse af sandkassen overrasket og fornøjet. Ligesom denne signatur elskede Toyama at iagttage sin figur blive stærkere og mere agil. Følelsen af frihed var noget der passede godt med fornemmelsen af at flyve.

Få år senere var fokus flyttet fra PlayStation 3 til PlayStation Vita, da udvikleren ganske enkelt følte, at oplevelsen passede bedre til det lille format og de mange former for styring, enheden tilbød. Spillet havde fået navnet Gravity Daze, og kønnet på hovedpersonen var en kvinde. Toyama ville gerne hive det vestlige publikum med i legen, og efter at have skelet til Lara Croft, besluttede han sig for at kvinder nu engang er dem, der ser bedst ud når de fejler og er skrøbelige. Dette var målet. Hovedpersonen skulle være menneskelig, skulle kunne fejle, men samtidig være stærkere end den stærkeste superhelt.

Gravity RushGravity Rush

Spol frem til nu, og titlen på spillet i Europa er Gravity Rush. Formatet er PS Vita. Og oplevelsen ulig noget andet.

Destilleret til en beskrivelse uden superlativer får du et sandkassespil, der byder på kampe, bosskampe, rollespil, platforme og bygninger der skal forceres, ringe der skal flyves igennem, ting der skal samles og tyngdekraft der skal udnyttes. Og hen mod slutningen kastes der endda nogle puzzles ind i deciderede platformbaner. Men lad os starte ved begyndelsen.

Det tager ikke mange sekunder at indse at den cel-shadede stil er ret unik. At mellemsekvenserne samtidig er tegneserierstriber, hvor der endda er bevægelige film i de enkelt bokse og en anderledes udnyttelse af Vitaens gyro, gør kun den visuelle oplevelse tæt på perfekt.

I Gravity Rush bliver du i bogstaveligste forstand kastet ind i historien som den navnløse pige med en lille sort kat og hukommelsestab som eneste følgesvende. Et råb om hjælp og en masse snævre korridorer leder spilleren hen mod den første opgave. Et hus er ved at falde op, en lille spinkel knægt klamrer sig til hustaget, mens et stort sort intet truer med at opsluge dem begge.

Gravity Rush

Og så er man som spiller ligesom i gang. Du finder nemlig ganske hurtigt ud af, at du besidder en ganske unik evne. Du kan vende tyngdekraften som det passer dig (dog ikke så længe som det passer dig, men mere om det senere). Det tager få sekunder at vænne sig til styringen og timer at vende hovedet til tanken. Men det er fantastisk. Et tryk på højre skulderknap udløser vægtløshed, endnu et tryk sender figuren i den retning som du peger (og rammer du eksempelvis en mur, vender verden så det ramte punkt bliver dit nye "nedad"). Et tryk på venstre skulderknap nulstiller dit nye tyngdepunkt og sender dig faldende i den retning, hvor den normale tyngdekraft udspringer. For at forvirringen ikke skal være total, så følger din navnløse heltindes hår og halstørklæde altid de normale tyngdekrafts-regler, hvilket gør at man hurtigt kan navigere præcist, selvom verden er blevet drejet og vredet så mange gange at man er helt forpustet.

Denne mekanik er så at sige omdrejningspunktet i Gravity Rush. Det er sandkassespillenes Crackdown iblandet Matrix, Rez og noget meget, meget lækkert. Som med alle sandkassespil kan du vælge at følge en hovedhistorie, men modsat de fleste sandkassespil er denne historie faktisk mindeværdig, godt fortalt og spændende helt til sidste suk.

Efter nogle timer er heltinden ikke længere navnløs, og det står klart at noget er helt galt i denne svævende by. Som et andet mareridt er dele af byen forsvundet og dens indbyggere med. Uden at røbe plottet, vil jeg understrege at selve hovedhistorien holdt mig grebet i 14 timer, med streg under grebet.

Gravity Rush

Heltinden er charmerende og dragende, og selvom al tale er holdt på noget der lyder som japansk, og med engelske undertekster (eller måske netop derfor), kan man ikke andet end at holde af hende og hendes kat.

Men nu ville det jo ikke være et sandkassespil uden andet at give sig til, og det første man bemærker er Toyamas førnævnte kærlighed til Crackdown. Du har nemlig masser af evner, der kan forbedres ved at indsamle lilla krystaller, der er kastet rundt i den store by. Vil du eksempelvis sparke hårdere, flyve hurtigere, ophæve tyngdekraften længere eller have mere liv, kan du bruge de opsamlede krystaller på at forbedre disse aspekter (der i øvrigt kun er omkring en fjerdedel af de evner, du kan pille ved). Vil du hellere optjene krystaller ved at løse miniopgaver, kan du også gøre det.

Det store sorte intet der truer med at æde byerne op (og i tre tilfælde allerede har taget enorme bidder), manifesterer sig også som mareridtsagtige væsener, der er som taget ud af en zoologisk have fyldt med dødsensfarlige silhuetter.

Gravity Rush

Det er naturligvis her, Gravity Rush svarer igen ved at lade dig springe rundt, finde svage punkter på dine modstandere, benytte tyngdekraften til at falde hårdt mod fjenderne, slynge genstande mod dem ved telekinese eller bruge specielle angreb der kunne gøre Cole MacGrath misundelig. Det er en fornøjelse at bevæge sig rundt, hvilket understøttes af Vitaens gyroskop, der kan styre kameraet (foretrækker du det højre analog-stick til opgaven kan du vælge det enten solo eller i kombination og du kan endda vælge at opleve spillet i førsteperson).

Undervejs i spillet lærer du også at surfe på alverdens overflader, og her skal du tilte Vitaen, mens en tommel på hvert af de to nederste hjørner aktiverer funktionen. Det er en yderst brugbar funktion i de såkaldte alternative dimensioner, som du støder på undervejs i historien. De alternative dimensioner er dog ikke dine eneste problemer, og spillet byder på nogle yderst mindeværdige boss-kampe mod alskens underlige (og vidunderlige) væsener. Fantasien kører på overdrevet og det er en fornøjelse at kæmpe mod de til tider frustrerende hårde hovedmonstre.

Førnævnte minimissioner er i øvrigt perfekte til såkaldt pick-up-and-play og tilbyder endda ranglister online. Så vil du kæmpe mod alverdens spillere i at forcere en række hustage hurtigst muligt eller nakke fjender på tid, er muligheden afgjort til stede i et hav af forskellige opgaver.

Hvis det ikke er nok at surfe, kæmpe, følge historien eller opbygge sin figur, så er der endda stealth-sekvenser, hvor man skal snige sig forbi politi og vagter som en anden Solid Snake.

Samtidig er der et hus der skal udsmykkes, og en garderobe man kan fylde op. Der er et mystisk ægtepar med en ganske unik historie, og så er der en stor verden at udforske. Ikke kun fordi der er de mange ekstra lag, da de svævende byer rummer meget mere end øjet ser første gang, men også fordi byområderne har brug for ikke kun en heltinde, men også en handyman (hvor dine specielle evner til at samle krystaller gør en stor forskel). Alt dette er med til at sikre masser af ekstra spiltimer, når spillets forholdsvis solide hovedhistorie er ovre. Endda på "lukkede kapitler" ved hjælp af en smart tilføjelse til historien, som jeg ikke vil røbe her.

Gravity RushGravity Rush

Gravity Rush har denne helt specielle følelse, som man bør opleve. Journey leverede følelsen af rejse og stilhed i form af en kunstnerisk sviptur. Crackdown bragte de vertikale udfordringer ind i genren. InFamous fortalte historien. Jet Set Radio kastede om sig med cel-shaded stil. Pilotwings gav følelsen af at flyve. Gravity Rush tager de bedste elementer fra alle de titler og tilsætter det sit helt eget magiske krydderi.

Gravity Rush

Er det så det perfekte spil? Naturligvis ikke. Musikken, som ganske vist er unik og for det meste lyder som noget et fransk café-band ville producere (når det ikke er elektroniske rytmer der danner baggrundsmusikken), kan til tider blive en anelse ensformig. Også selvom det passer perfekt til spillets europæiske charme.

Et stykke af hovedhistoriens sidste fjerdedel udspiller sig ligeledes i væsentlig anderledes omgivelser, og tager her mere form som et Pilotwings end et sandkassespil. Disse sekvenser kunne blive en anelse langtrukne. Og apropos langtrukken så er det en pine at skulle vente et halvt minut med en sort loadeskærm inden en tabt bosskamp kan tages op.

Hvis du synes at de tre foregående kritikpunkter lyder en smule søgte, så har du ret. Gravity Rush er for denne signatur den bedste spiloplevelse i lange tider. Næsten perfekt. Ikke bare som håndholdt spil, men som spil. Det er indtil videre årets spil for mig uanset format.

Det er en fantastisk oplevelse bestående af frihed, kunst, stil, historie og gameplay i perfekt blandingsforhold. Samtidig er det pakket i en størrelse, som jeg ikke troede var muligt. PS Vita fik netop sit dræberspil. Køb det.

Gravity Rush
10 Gamereactor Danmark
10 / 10
+
Stilen, historien, personerne, spillets størrelse, minispillene, hovedspillet, styringen
-
Musikken kan blive ensformig, lang loading ved død under bosskampe.
Dette er en annonce:
BETA +