Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

SPELUNKY

Vores tæmmede forsker Sebastian har taget en tur som rødnæset eventyrer i PC-klassikeren Spelunky, der nu er landet på Xbox Live - hans beretning fra ekspeditionen kan findes her.

  • Tekst: Sebastian R. Sørensen

Netop hjemvendt fra badeferie sydpå og stadig iklædt blomstrede Speedos kan man næsten kun frydes over de skønne spiloplevelser, som er akkumuleret mens rollen som strandløve er blevet udlevet. En af de mindre titler, som ligger i download-stakken er Spelunky - udgivet her i sommerperioden som arcadespil på Xbox Live.

Er ens gamer-CV præget af smadrede kontrollere og helbredstruende anfald af hidsighed over at få "game over" smidt i hovedet igen og igen, så er det måske her, man skal stoppe med at læse anmeldelsen og kikke i helt andre retninger. På den anden side, så findes der enkelte titler som kan slippe af sted med at udfordre én i ekstrem grad, uden at blodtrykket koger over. Netop denne formel mestrer Spelunky på magisk vis og sikrer sig herigennem en status, som en af de store længerevarende spiloplevelser tilgængelig på Xbox Live. Det er ikke nemt helt præcist at afkryptere formlen - men lad mig alligevel give det et friskt forsøg.

Spelunky

Vores rødnæsede helt er en lille tyksak, som synes at have familiære bånd med ikoner som eksempelvis Indiana Jones. Spelunky er bygget på den klassiske model for et 2D-platformspil, og fra første scene ses det, at folkene bag titlen ønsker at ære ældre platformklassikere. På overfladen ser det hele meget velkendt ud, men inden længe skinner de unikke kvaliteter igennem.

En randomisering indlagt i banedesignet sikrer, at man konstant udfordres med nye ukendte platformslandskaber. Spillet indeholder fire forskellige områder med hver fire levels - men selvom dele ligner hinanden lidt, så er der intet der er helt ens her. Det er forfriskende og uden tvivl en central brik i spillets afhængighedsskabende effekt.

Selvom elendig styring altid er en værdig undskyldning for gentagende fejl i et platformspil, så dur den ikke i Spelunky. Det største kompliment man kan smide efter styringen af et spil er, at den hurtigt er intuitiv, hvilket netop er tilfældet her. Controlleren bruges næsten fuldstændigt, og indenfor ganske kort tid sidder styringen på rygraden og fremtræder skarp og velgennemtænkt.

Spelunky

Hver bane er pakket med forskellige monstre og andre forhindringer, som blokerer ens vej fra punkt A til punkt B. Ens basisudstyr er en pisk, bomber og reb tilsat en gribeklo. Disse gadgets er virkelig nyttige, når landskabet modarbejder ens planer om en hurtig fremfærd. En velplaceret bombe kan frigøre eksempelvis guld, og samtidig skabe nye veje frem mod succesfuld afslutning af banen. Ædelsten og guld fundet på banen kan omsættes til ekstraudstyr hos forskellige købmænd fordelt rundt på banerne. Vi snakker her om en virkelig hidsig generation af erhvervsdrivende - kommer man til, ved et diskret uheld, at smide en bombe eller slå dem med pisken, så går de helt grassat og forsøger at pulverisere en så hurtigt som muligt.
Banerne i Spelunky er virkelig farlige steder, hvor grænsen mellem liv og død er hårfin. Hvor fristende det end er at dvæle og gennemtænke ens næste skridt i store detaljer, så er det ikke muligt. Hver bane gennemføres på et par minutter, og er man for langsom, så kommer der et spøgelse og dræber en. Sværhedsgraden er ikke for alle og enhver. Det er krævende det her - tænk hurtigt ellers er det hasta la vista, baby.

SpelunkySpelunky

Som et break fra ens solojagt mod afslutningen af banerne kan man vælge at sætte sig ned med en ven, og derefter prygle ham gul og blå i en omgang deathmatch. Hvor sjovt det end kan være, så er det nok ikke her, man kommer til at bruge de fleste stunder i selskab med spillet. Får man for mange øretæver af ens lokale modstander, kan man vælge at slå pjalterne sammen, og samarbejde i co-op gennemførsel af platformsudfordringerne.

Spelunky

Eneste lille punkt man kunne prikke lidt ved er prisen. 1200 Microsoft points og du er den heldige ejer af Spelunky. Det er i den mere pebrede ende af prisspektret for Xbox Live. Men omvendt tror jeg at denne titel er en øjeblikkelig arcade-klassiker på Xbox 360, og den vil uden tvivl give timevis af underholdning.

Men hvad er det så præcist der gør, at man lige skal prøve igen? At man midt i en ellers kedelig opvask eller løbetur pludselig tænker Spelunky-strategier? Det er summen af alle delene. Den charmerende retrostil som gennemvæder både lyd og grafik; den knivskarpe styring; den konstant udfordrende og foranderlige platformverden - alle disse dele er uden tvivl elementer i den velfungerende ligning. Når nu metrologerne har aflyst den danske sommer årgang 2012, så er en arcade-perle som Spelunky et værdigt plaster på såret.

Spelunky
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Knivskarp styring, voldsomt afhængighedsskabende, charmerende retrostil, konstant foranderligt banedesign, langtidsholdbar underholdning
-
Prisen er i den mere pebrede ende for en XBLA-titel
BETA +