Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

SPLINTER CELL: BLACKLIST

Sam Fishers nyeste eventyr vender tilbage til mange af de dyder, vi kender og elsker serien for. Men nogle vil sikkert stadig være utilfredse.


Det mest interessante spørgsmål ved det nye Splinter Cell er ikke så meget om spillet er godt (det giver næsten sig selv), men om det vil pisse de gamle Sam Fisher-purister af. Serien toppede i manges øjne på forrige konsolgeneration, og de to udspil, vi indtil videre har fået på de aktuelle konsoller, var enten af svingende kvalitet eller et meget, meget stort skridt væk fra den etablerede formel.

Splinter Cell: Blacklist skulle derimod være en tur tilbage til rødderne, tilbage til det, der i sin tid fik os til at falde for den cyberlatexklædte superagent. Tilbage til gadgets der ville gøre Bond jaloux, tilbage til at være den fuldstændig usete og stille dræber, eller bedre endnu, det usete spøgelse der kunne liste sig ind i din brusekabine og nuppe din hårshampoo, uden du nogensinde opdagede det - mens du var i bad, vel og mærke.

Er det så lykkedes Ubisoft? Har de lavet et Splinter Cell-spil, der faktisk føles som Splinter Cell? Svaret er et rungende ja. Men det vil sikkert stadig pisse puristerne af, i hvert fald nogle af dem. Det kommer vi til.

Sam Fisher er tilbage (komplet med nyt ansigt og ny stemme) i tjenesten, og står nu i spidsen for Fourth Echelon - et lille bitte black ops-agentur i det amerikanske sikkerhedsvæsen. Og jeg mener det, når jeg siger lillebitte, for de består af fire mennesker udover mandskabet på det toptunede transportfly, der udgør deres hovedkvarter.

Splinter Cell: BlacklistSplinter Cell: Blacklist
Dette er en annonce:

Og Fourth Echelon kommer hurtigt på arbejde, for en hidtil ukendt terroristgruppe, kaldet The Engineers, har ikke bare jævnet en amerikansk luftbase med jorden i det største angreb på amerikanske militærinstallationer siden Pearl Harbor, de har også tænkt sig at hærge landet med storslåede terroraktioner hver uge, indtil USA trækker alle sine tropper hjem. Operationerne har navne som "American Consumption" og "American Fuel" og des lige, og udgør til sammen det, de kalder "the Blacklist" - hvilket mest af alt lyder som om nogen fandt på spillets titel før plottet, og skulle finde en eller anden måde at knytte dem sammen på.

Nuvel, Sam & kompagni må trække i arbejdstøjet, og gennem en række missioner verden over skal de finde sporet af The Engineers og stoppe dem, inden de får udført alle deres planlagte angreb. Og så er vi i gang.

Dette er en annonce:

Ubisoft har gjort et stort nummer ud af, at Blacklist dækker over tre distinkte spillestile: Ghost, Panther og Assault. Ghost er på papiret den sværeste, hvor man aldrig slår fjender ihjel og i stedet foretrækker at slå dem ud med ikke-dødelige midler (det vil sige kvælertag, sovegas og diverse andre gadgets), eller endnu bedre lister sig forbi uden nogensinde at blive set eller hørt. Oldschool Splinter Cell, med andre ord. Panther lægger stadig vægt på at være stille og hemmelig, men her er man ikke bleg for at dolke folk i halsen eller skyde dem i hovedet, så længe det sker med lyddæmper. Her kommer "mark and execute"-teknikken også i spil, hvor man markerer op til tre fjender og trykker på en knap, hvorefter Sam automatisk pløkker dem i knoppen. Endelig er der Assault, hvor man er jænvt ligeglad med larm, og glædeligt kaster om sig med håndgranater og det, der er værre.

Splinter Cell: Blacklist

Efter hver mission får man tildelt point, alt efter hvordan man har klaret sig inden for de tre kategorier. Holder man sig til én spillestil, og når en bestemt score, har man "mestret" den givne bane, som en slags incitament til at være konsekvent. Pointene omsættes til kolde kontanter, der så igen kan bruges til at købe adgang til nyt udstyr og gadgets, eller opgradere Paladin, det fly der udgør ens base, som så igen giver adgang nyt udstyr eller funktioner som en lille radar i hjørnet af ens skærm.

Systemet fungerer glimrende. Vil man klare Ghost-stilen perfekt, kommer man virkelig på arbejde, og må nok påregne at skulle spille de samme områder gennem flere gange for at finde de mest optimale ruter gennem terrænet og uden om vagter, vagthunde, kameraer, lasere og mere til. Den mere ligefremme Panther-stil minder lidt om en blanding mellem gammeldaws Splinter Cell og forgængeren Conviction, hvor man løber om hjørner med fjenden og myrder til højre og venstre. I praksis vil de fleste spillere nok ende med at kombinere de to spillestile (ingen gider Assault, er mit gæt), da Panther-stilen for det meste er hurtigst og mest ligefrem, mens Ghost-stilen har nogle dejlige muligheder for at tage fjender ud på afstand og rundt om hjørner og dække via Fishers arsenal af gadgets.

Men hvorfor er det så, at Blacklist nok stadig vil pisse de mest inkarnerede Splinter Cell-purister af? Fordi man mange steder bliver tvunget til direkte konfrontation med skurkene. Der er en del situationer undervejs, hvor det kort sagt ikke er muligt at snige sig forbi, og man skal have gang i gadgets, røgslør og nærkampsangreb, for at komme videre. Det er ganske enkelt et krav. Øv, vil nogen sikkert sige. Personligt er jeg ligeglad, for Blacklist rammer i mine øjne så meget af den stemning og det gameplay, der gjorde Splinter Cell: Chaos Theory til seriens hidtige højdepunkt, at jeg gerne tager lidt tvangsskyderi med.

Og så kan man glæde sig over, at her stadig er missioner, hvor man absolut ikke må slå nogen ihjel, og sektioner, hvor man skal forblive uset - ellers er det game over. Og selv de dygtigste supersnigere vil blive sat alvorligt på prøve, hvis man dykker ned i de mange sidemissioner, der er sømløst tilgængelige fra det verdenskort, hvorfra man også sætter kampagnemissionerne i gang.

Splinter Cell: Blacklist
Splinter Cell: BlacklistSplinter Cell: BlacklistSplinter Cell: Blacklist

Sidemissionerne kan alle spilles i co-op, og for de flestes vedkommende også alene. De dækker over flere typer gameplay, blandt andet en lille variant på Horde Mode, hvor man skal nedkæmpe bølger af fjender. Vælger man operationsleder Anna Grimmsdottirs missioner, bliver man til gengæld udsat for noget af det mest hardcore snigeri, serien har budt på. Her handler det om at forblive fuldstændig uset - bliver man opdaget af en vagt, eller rører man en laser, er det bare om at starte forfra. Og det kan være ganske surt, når man har tre delmål i missionen og ingen checkpoints. Det tog mig over 20 forsøg bare at klare hendes første mission. Det er hårdt arbejde.

Udover co-op vender seriens klassiske multiplayer-del Spies vs Mercs også tilbage. Her skal et hold Fisher-lignende spioner trænge ind og hacke en række computere, mens et hold tungt bevæbnede lejesoldater skal stoppe dem. Spionerne spiller i tredjepersonsperspektvi, mens soldaterne spiller i førsteperson, og det giver multiplayer-delen en hel unik vinkel.

Splinter Cell: Blacklist er altså et mere end værdigt indspark i serien, og Ubisoft har holdt deres løfte om at vende tilbage til rødderne. Dog synes jeg at den nye stemme mangler gode gamle Michael Ironsides charme og knastørre humor. Den nye Fisher føles lidt som om han har et kosteskaft oppe i måsen, hvor den gamle ikke var bleg for at tage pis på de vagter, han havde i hovedlås. Til gengæld har Ubisoft gjort et flot arbejde med at knytte missionerne sammen gennem flotte og cinematiske mellemsekvenser, og Blacklist føles aldrig som en stribe enkeltstående missioner uden så meget sammenhæng. Samtidigt undgår udviklerne de værste clicheer, og har ikke travlt med at tage styringen fra spilleren. Her er ikke noget med at skulle hamre på X for at undgå en eller anden metaldims falder ned over en, og Paladin, der reelt set er spillets hovedmenu, er fuldt integreret med gameplayet.

Historien hænger også væsentligt bedre sammen end den rodebutik, vi fik serveret i Conviction, hvor stort set intet gav mening og alt faldt sammen, hvis man tænkte for længe over det. Måske er Fisher lige lovligt komfortabel med at gennemtæske de folk, han skal have oplysninger fra, men ellers er det absolut en af de bedre, serien har haft.

Som sagt vil de absolutte purister nok stadig vrænge lidt på næsen, men ellers er Splinter Cell: Blacklist klart det bedste spil i serien, vi har set på denne konsolgeneration. Også selvom den nye Sam Fisher er lidt af en stivstikker.

Splinter Cell: Blacklist
Splinter Cell: BlacklistSplinter Cell: BlacklistSplinter Cell: BlacklistSplinter Cell: Blacklist
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Rammer den gamle stemning, solidt og varieret gameplay med forskellige spillestile, rigeligt med sidemissioner og indhold, veltilpassede udfordringer
-
Fisher mangler noget af sin gamle charme, tvungne actionsekvenser

Brugeranmeldelser

  • Mr Riddick
    Superspionen Sam Fisher er tilbage og klar til at stikke væmmelige terrorister en på skallen for fædrelandet skyld. Men alt er ikke det samme som i... 8/10
  • Nike
    Ahhh Tom Clancy, du var i sandheden en dejlig mand! Ja, du kunne være lidt for patriotisk til tider, men ingen kunne levere politiske thrillere,... 9/10
Dette er en annonce:
BETA +