Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

SACRED 3

Den kendte rollespilsserie med fokus på action er tilbage i nye klæder. Magnus anmelder...


Min økse gløder i mørket. Flammerne fra den skarpe klinge danser på hulens mørke loft og belyser vejen frem for mig. Jeg vandrer hvileløst gennem mørket med mine fire kompagnoner efter mig. En gang eller to stopper vi op for at konsultere kortet, men ellers traver vi dybere ind i helvede. Pludselig tårner fjenderne op om os. Enorme trolde klædt i intet andet end deres eget skidt og affald og bevæbnet med gigantiske hjemmelavede våben. Min trofaste magiker-kompagnon kaster øjeblikkeligt en frostkugle, og fryser den første bølge af ondsindede fjender. Med et velplaceret slag, knuser jeg den glitrende is med min økse, og den kæmpe grotte oplyses kortvarigt med tusindvis af glimtende iskrystaller.

Sacred-serien er tilbage, og befinder sig nu i en ny udviklers hænder. Gennem udviklerskiftet har serien undergået nogle drastiske ændringer, der har til formål at gøre Sacred mere konsolvenligt. Om dette så er på bekostning af seriens fans, og om overgangen har kostet serien en del af dens identitet, finder vi ud af nu.

Sacred 3

Sacred 3 er ligesom sine forgængere det klassiske action-orienterede RPG, som folk er blevet bekendt med gennem især Blizzards Diablo-serie. Du beskuer din karakter oppefra, og via en lang række opgraderbare evner skal du knuse den ene bølge af fjender efter den anden. Men dine evner er ikke kun effektive på egen hånd, for Sacred 3´s store hook, er spillets fokus på samarbejde og kooperativ effektivitet. De centrale mekanikker og evner, som din karakter besidder, er nemlig designet til at bruges i forlængelse af de andre karaktertypers evner. Derfor vil du altid have tre allierede med dig, ligegyldigt om du vælger at spille med tre venner eller offline med computerstyrede kompagnoner. Når du spiller på konsol, er der mulighed for at spille med en enkelt ven på sofaen, men ellers er det online at du skal finde dit perfekte hold. Dette fokus på sammenhold og kombinerbare evner, er Sacred 3´s stærkeste kort mod den åbenlyse konkurrent Diablo. Desværre betyder det samtidig, at spillet ikke føles lige så fyldestgørende, når du spiller alene, da de computerstyrede allierede hverken er lige så præcise eller hurtige som man kunne ønske. Når det så er sagt, er der en lang række evner at vælge mellem, og disse eksekveres hver især med en brutalitet, der er yderst tilfredsstillende. Specielt den mere nærkampsorienterede warrior skiller sig ud her, da hans ekstremt blodige og hårde angreb, er et storslået eksempel på Sacreds realistiske fysikmotor.

Sacred 3

Hvor hver enkelt karakterklasse har en lang række opgraderbare evner, er det kun få af dem, der faktisk kan bruges på samme tid. Dette brugervenlige men forsimplede setup, kender vi også fra Diablo, men når Sacred nu sætter så megen fokus på kombinerbare evner, er det ærgerligt at skulle føle sig forhindret i at udnytte kombinationernes fulde potentiale. Du bliver først udstyret med et let og et tungt angreb, der begge kan lades op til en stærkere udgave. Derudover har du to evner, som skal bruge orbs til at genlade, hvis du bruger dem for meget. Kombinationen af disse, samt muligheden for både rullefald i en bestemt retning og en henrettelse af lammede fjender giver kampene en dynamisk dybde, men efter mange timers spiltid, viser disse systemer sig at være mere arkadeorienterede, og efterlader ikke megen plads til taktisk overvejelse. Denne arkadeindflydelse kan også ses i spillets udstyrssystem, hvor du i stedet for det traditionelle kaos af muligheder, kun har to: dit våben og din rustning. Faktisk har du slet ikke noget inventory.

Der hvor Sacred 3 i virkeligheden adskiller sig fra seriens tidligere titler er i banedesignet. Væk er den måske lidt upolerede åbne verden, der nu er erstattet med en mere traditionel kapitelinddeling. Dette gør naturligvis, at hele oplevelsen føles mere poleret og strømlinet, men betyder desværre samtidig at Sacred og Diablo pludselig ligner hinanden en del mere end normalt. Dette er ikke nødvendigvis negativt, men når kernemekanikkerne i bund og grund ikke er helt lige så velbalancerede i Sacred, bliver manglerne mere tydelige. Heldigvis formår Sacred 3 at forblive underholdene trods sin umiddelbare manglende dybde. Spillet føles flydende og dynamisk og er specielt med tre venner ganske underholdende og veldesignet.

Sacred 3 tager sit udgangspunkt i en uhyre traditionel fantasy-inspireret verden. Åbningssekvensen beretter om en ondsindet konge, et vigtigt artefakt og en samling af helte der skal redde verden, og for det meste tager Sacred 3 ikke sit eget plot specielt seriøst. Derfor har du Aria, en ung mester i telekinese, til at guide dig gennem spillet, samtidig med at hun deler nogle komiske observationer af dine handlinger og omgivelser. Selve universet og de forskellige gode og onde kræfter, der eksisterer i det, som de mystiske Seraphim, hører uden tvivl til de bedre fantasy-universer. Dog er selve plottet sprængfyldt med klassiske genreklicheer, som tragisk ensidet ondskab, og gammeldags arkaiske helte. Derudover besidder Sacred 3 (ligesom Sacred 2) en meget forvirret stilistisk tone. Universet er i sig selv et forsøg på at fortælle en episk fantasy-historie, men enhver monolog fra Aria eller mellemscene-fortælling fra troldmandsfortælleren, er spækket med lunkne jokes og akavet komedie. Dette har selvfølgelig til formål at gøre universet mere farverigt, men ofte gør den forvirrede tone intet andet end at skabe tåkrummende øjeblikke for spilleren - specielt når din karakter udbryder: "BABYCAKES", efter at have smadret en stor gruppe fjender.

Sacred 3
Sacred 3Sacred 3Sacred 3

Dog glemmer du hurtigt disse små manuskriptfejl når du spiller, for Sacred 3 har gennemgået en kæmpe forvandling rent visuelt. Den nye korridorinspirerede og lukkede verden har tilladt udvikleren drastisk at forbedre den grafiske side af spillet. Hvert område er spækket med detaljer, som græsbeklædte bakker og brændende borge. Desuden åbnes områderne en gang imellem og afslører en fantastisk udsigt, og til tider måtte jeg stoppe betaget op og bare kigge ud over Ancaria. Som nævnt er grafikmotorens håndtering af fysik også imponerende. Besejrede fjender flyver både ind i hinanden og ind i objekter i omgivelserne med tilstrækkelig voldelig kraft, og det føles fantastisk brutalt.

En del af denne voldelig kraft er også takket være Sacred 3's udsøgte lyddesign. Miljøerne destrueres med passende rabalder, og når din økse rammer en stor gruppe orkere, er lyden både intens og gennemtrængende. Selve miljøerne får nemlig også en stemme via denne lyd, som de gigantiske eksplosioner i byen Halios, og den skvulpende lyd af løbende lava på en eksotisk ø. Lyden giver altså Sacred 3 et ekstra pust af liv. Samme kompliment kan let gives til Sacred's musikalske side, der, trods sit traditionelle og småkonservative udtryk fungerer utrolig godt for spillets episke ambitioner. Et gigantisk symfoniorkester brager igennem og leverer storslåede satser med buldrende strygere og hurtige taktslag. Det er uhyre effektivt, og leder tankerne tilbage på Ringenes Herre og (sjovt nok) Diablo.

Sacred 3

Sacred 3 er en interessant oplevelse. Det er dynamisk, flydende og hurtigt, og præsenteres med en nyfunden sans for grafisk detalje. Desværre er det dog ganske naturligt at sammenligne Sacred med sin tydelige rival, nemlig Diablo, og set med de briller på, mangler Sacred den nødvendige dybde, som et ordentligt inventory og et tilstrækkeligt loot-hook. Dette gør den samlede oplevelse mere arkadeorienteret, og ultimativt mindre interessant. Men, hvis du har tre venner der bare venter på at uddele nogle hårde tæsk i nogle veldesignede områder, kan Sacred sagtens levere.

Sacred 3Sacred 3Sacred 3
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Poleret verden, velfungerende gameplay, masser af indhold, god lyd
-
Manglende diversitet når man spiller alene, forsimplet plot med en forvirrende tone
Dette er en annonce:
BETA +