Tekken 6

I halvfemserne var det kampen mellem Street Fighter og det blodige Mortal Kombat der oftest satte sindene i kog, og der skulle gå mange år før klassiske kampspil fik en alvorlig konkurrent. Men så dukkede Tekken op på PlayStation-scenen, og pludselig vidste alle hvad The King of Iron Fist Tournament var for en størrelse.

Selvom det første spil i bund og grund var i to dimensioner, tilførte de kantede polygonfigurer dog en følelse af en tredje dimension til kampspillenes verden og en ny genre i kampspil var født. I det meste af midthalvfemserne befandt de todimensionelle bud sig lidt uden for rampelyset hos det brede publikum, og Virtua Fighter, Tekken, Battle Arena Toshinden og senere Soul Blade, fik langsomt men sikkert sit tag i kampspilsfanatikerne.

Det første Tekken var næsten som at få en åbenbaring, og selvom udseendet på de kantede polygoner var kønnere i efterfølgeren, var det først med Tekken 3 at serien for alvor afløste Street Fighter som denne anmelders foretrukne slåskampssimulator. Hwoarang, Law, Paul og selvfølgelig Eddy Gordo blev hurtigt gode bekendte, når vennerne skulle nedlægges. Der gik ikke længe før engelske magasiner blev gennemtravet for firkant, trekant, kryds og cirkel kombinationer i kampen for sejren.

Idag er de simple symboler erstattes af næsten matematikagtige formler, men selvom diskussionerne ofte lade selv denne anmelder stå måbende tilbage, er målet dog stadig det samme: at flå modstanderen i stykker. Tekken er som de fleste kampspil saks, sten og papir på tårnhøjt niveau, og nu er det blevet til endnu en omgang i den virtuelle arena.

Tekken 4 og dets næsten klaustrofobiske områder lagde en effektiv dæmper på manges begejstring, og selvom Tekken 5: Dark Resurrection vandt de fleste tilbage, blev det ikke denne anmelder, der nu foretrak Soul Calibur, når pixel-tæsk skulle uddeles. I Tekken 6 er der dog en del nyt under den japanske sol. Derfor er det med næsten ærbødig mine, at jeg griber fat i PlayStation-kontrolleren og smækker skiven i maskinen.

Det for Tekken efterhånden obligatoriske overflødighedshorn af utroligt vellavede videoklip drøner over skærmen, og efter et kært gensyn med flere af de gamle favoritter, står det klart, at det selvfølgelig er tid til endnu en Iron Fist-turnering.

Skulle man frygte at Namco Bandai har sløset årene væk på ligegyldigheder, vil et hurtigt kig på menuen vidne om, at tiden nærmere er blevet brugt på at sikre den definitive Tekken. Ghost Battle, Vs-kampe, Time Attacks, Survival og Practice vender tilbage. Og går man online, er det nu muligt at se rangeringer og rekorder på verdensplan, ligesom man kan tage kampene op mod ligeværdige spillere efter indledende gradueringskampe.

Fyrre kæmpere er det blevet til, og det er en ren Tekken All Stars-liste: Armor King, Anna, Asuka, Baek, Bob, Bruce, Kazuya, Bryan, Christie, Dragunov, Devil Jin, Eddy, Feng, Ganryu, Heihachi, Hwoarang, Jack-6, Jin, Julia, King, Law, Lee, Lei, Lili, Marduk, Mokujin, Kuma, Nina, Paul, Raven, Roger Jr., Steve, Wang, Xiaoyu samt Yoshimitsu vender alle tilbage i endnu flottere udgaver. Vanen tro bydes der selvfølgelig på nye figurer i form af den groteske skolepige-robot Alisa Bosonovitch, den fedladne Bob, svenskeren Lars Alexanderson, den adrogyne Leo, sydlændingen Miguel Caballero Rojo samt den Voldo-lignende Zafina. Allesammen præsenteret på valgmenuen i glorværdig 3D.

Især Bob udmærker sig med en bunke svinske tricks. Og på trods af amerikanerens fedladne størrelse, besidder han en næsten grotesk hurtighed og virker allerede efter nogle få kampe som den stærkeste tilføjelse til Tekken 6.

Bosserne i denne omgang er Nancy-MI847J, der mest af alt minder om en dødelig blanding af Terminator, Ed-209 og en kampvogn, samt Azazel, der er en farvestrålende dragelignende krystalskabning, der fylder lidt over halvdelen af skærmen. Smukt og ganske ekstravagant som man kunne forvente det af Tekken.

På trods af at alle figurerne har fået en finpudsning på den grafiske side, er det svært at vise på trykte billeder, hvori den store magi ligger. Det umiddelbare indtryk er nemlig ikke overvældende, og det føles som om, at der er sparet på både lyseffekter og filtre. Lige indtil spillet er i bevægelse: et slørfilter gør overgangen imellem de forskellige bevægelser utroligt flydende, og når det sker med klippesolide 60 frames i sekundet, er det en sand fryd at kæmpe løs. Effekterne virker ikke dominerende, men er istedet med til at skabe en god stemning, som når figurerne laver ringe i vandpytterne, mens lyn og torden raser over skærmen.

Lige så vel som grafikken narrer ved første øjekast, er også banerne større end de umiddelbart giver indtryk af. Da jeg med Law i en bane hamrer modstanderen i gulvet, flækker dette og vi falder begge ned på en ny etage i bygningskomplekset. Som man også har set det i udgaver af både Mortal Kombat og Dead or Alive-spillene, kan barrierer altså nedbrydes og kampene derved flyttes til nye områder.

Sammen med det adrenalinfremkaldende miks af heftig synthesizer-guitar, halvklassiske violintoner og nogle til tider ganske gode popvokaler samt gospelagtige kor, er der lagt i ovnen til en velbagt huskekage.

Det er dog ikke kun i arcade-delen, at der er kommet ekstra fyld på, det er også blevet tid til et gensyn med den klassiske Tekken Force-mode i kampagnedelen inklusiv co-op samt netværks-spil.

Tekken Force er Tekken-seriens svar på Double Dragon, og her er det muligt i samarbejde med en ven at tage kampen op mod fjenderne og deres bosser. Skydevåben er en del af den nye cocktail, men da de virker ringere end både næver og fødder, er det lidt af et mysterie hvorfor man skulle vælge at benytte sig af disse. Tekken Force fungerer dog bedre end nogensinde, og det er sjældent at hverken kamera eller omgivelser kommer i vejen for den tilforladelige omgang arcade-prygling.

Tekken Force-delen ender derfor hurtigt som et fint alternativ, når der skal holdes en pause fra de mere krævende arcade-kampe, eller hvis der skal optjenes hurtige Fight Money. Denne nye møntfod kan bruges på at pimpe ens figur op, og her kan der vælges imellem et grotesk stort udvalg af nye frisurer, briller, tatoveringer, tøj eller våben. Ganske unødvendigt, men sært vanedannende.

Nu har du sikkert bemærket den totale mangel på negativ kritik af Tekken 6 indtil videre, og undrer dig måske derfor over, hvorfor den ikke endte på det perfekte ti-tal. Forklaringen er ganske simpel, Tekken 6 er tæt på perfekt, men få detaljer ridser dog lakken let.

Rage-systemet er endnu en ny tilførsel, tænkt for at skabe mere liv i kampene: når din figur er døden nær, forøges hans skade. Ganske simpelt, og umiddelbart en fin ide, der indbyder til hårfine sejre og tætte kampe.

Det er dog imod en mere kompetent spiller, at mit første store nederlag nærmest bliver tværet ud i mit ansigt, modspilleren bliver snart skubbet ned i det røde felt, men så sker der noget: en byge af slag og spark, der føles som en evighed bringer min figur fra overmodig superhelt til død krøbling, uden at jeg får chancen for at bryde den groteske kombo, og det er her, at jeg for alvor kommer til at hade rage-systemet.

Mens tanken er at rage-systemet er tilføjet for at sikre en elastikvirkning og spændende kampe lige til sidste energidråbe, virker denne i samarbejde med de ofte utroligt lange kombinationer en tand for hård. De nu næsten grotesk lange komboer lagt oveni et rage-system der forøger skaden, kan let vise sig at blive hadet af garvede turneringsspillere og frustrerende for nye spillere, der tager kampen online.

Det virker kort sagt som om systemet indbyder til misbrug og ubalance, og derfor umiddelbart bevirker at Tekken 6 er mest egnet til en omgang sjov mellem to ligeværdige og halverfarne spillere. Det er derfor muligt, at netop denne tilførsel vil dele Tekken-lejren i to dele: som herlig spilhygge med vennerne tilfører systemet en ekstra taktisk dimension til den kendte formular, men i de rette hænder kan den uden problemer bringe modstanderen til øjeblikkelig tælling.

Et kritikpunkt, der til gengæld vil gøre sig gældende for spillere i begge lejre, er de lange loadetider. Selv efter en installering, var det ikke usædvanligt, at jeg fandt mig selv stirrende på loade-skærmen i tyve sekunder inden kampen kunne gå igang, en ting der desværre hæmmede den næsten perfekte arcadeoplevelse.

På trods af dette, står Tekken 6 for mig som et utroligt helstøbt kampspil, og den bedste Tekken-oplevelse til dato.