Test Drive Unlimited 2 ønsker at være din bedste ven. Det ønsker at være din kilde til sociale interaktioner, lettilgængelige arkade- og simulationsræs og ikke mindst et virtuelt dukkehus. Et spil der ligesom sin forgænger ønsker at udviske grænsen mellem enkelt- og flerspilleroplevelsen.

Spillet sparkes helt surreelt i gang med et blik over en pool fest på det eksotiske Ibiza. En stor samling unge fyrer op for festen med et par stive dansetrin, som var det taget direkte fra The Sims, og før jeg ved af det har jeg overtaget rollen som ham den mærkelige, der danser robotten helt for sig selv. Pludselig oplever jeg det hele fra en første-persons vinkel og bliver kaldt over af en dame. Der lyder et tillykke og jeg får stukket et par nøgler i hånden til min nye Ferrari.

Der skal testkøres, men min nyvundne glæde over den lækre, røde Ferrari erstattes hurtigt af tvivl og misfornøjelse, når jeg pludselig skrider efter det første lille sving. Det skal vise sig at blive det første af mange skred i dette spil, og jeg bliver da heldigvis også afbrudt af at hele affæren med festen, fødselsdagen og bilen viser sig at være en drøm. Nærmere et mareridt. Drømmen knækkes da det viser sig, at jeg er faldet i søvn i en anden dames Ferrari. Navnet er Tess og hun skal fluks videre til åbningen af hendes nye ræsershow Solar Crown.

Der gryntes, huffes og puffes, og før jeg ved af det, har jeg kørt hende til Solar Crown og har pludselig fået tildelt den sidste prestigefyldte plads i turneringen. Det er som taget ud af en dårlig teenageserie, hvilket i den grad også understreges af de hyppige og ekstremt øreskærende kommentarer og fortællinger fra de øvrige deltagere i showet. De er der hele tiden, de larmer og har absolut intet interessant at dele.

Solar Crown turneringen er delt op i tre hovedområder, nemlig den klassiske bilserie, der blandet andet prydes af Ford Mustang Fastback og Lancia Delta. Hernæst er der off-road, der som navnet antyder befolkes af firehjulstrækkere, mens performanceserien mere eller mindre tæller alt andet. Det lyder måske som et simpelt valg, når det kommer til hvilken bilserie man ønsker at specialisere sig i, men hvad angår bilerne i Test Drive Unlimited 2, så handler det ikke om fart, men om de rette bremser.

Styringen er spillets absolutte største brøler. Man kan nemt lokkes til at tro, at Ibiza er én stor glatbane, for det er uden tvivl det, der kommer til at plage spillerne mest. Jeg vil af hele mit hjerte ønske jeg kunne love, at det blot handler om at se både tiden og bilerne an, men faktum er at man aldrig lærer at mestre bilerne, man vænner sig blot til den elendige fysik. TDU2 har så travlt med at være ven med alle, med dets lige store dele simulations- og arkaderæs, at det helt glemmer at finde sin egen stil og i stedet bliver et underligt miks af dem begge.

Den skæve styring er således også spillets eneste reelle sværhedsgrad, da modstandernes AI mere eller mindre er en mangelvare. Der er ingen former for kunstig intelligens, det er blot en række forudkonfigurerede stier der følges. Således er de hverken aggressive eller særligt udfordrende, og den eneste chance man har for at støde ind i dem, er ved at komme i vejen for dem eller blokere deres rute. De regelmæssige køreøvelser er dermed det eneste, der vil forvolde nogen former for problemer, i og med at de er langt sværere end selve ræsene man træner op til.

Efterhånden som turneringer vindes og pengepungen stille og roligt vokser, bliver det hurtigt tid til at købe nye biler. Muligheder er der mange af, for udvalget er ganske stort og, med muligheden for at tune motoren og personliggøre det ydre kan der let gå en del tid med at passe og pleje bilen. Dytten er ikke det eneste der skal passes, for ræseren skal også poleres. Hvad der mest af alt overrasker mig, er hvor mange ressourcer der er lagt i, at spilleren skal kunne tilpasse sin avatar, og hvor meget mere der er at personliggøre, i forhold til hvad der er muligt på bilen. Der skal besøges tøj- og tilbehørsbutikker, plastikkirurger og mæglere. Der går nemt for meget Playstation Home over det, og det føles til tider alt for overfladisk.

Hawaii og Ibiza er smukke lokationer, og et oplagt sted at basere en spilverden på. Det er imponerende hvordan Eden Studios formår at simulere og projektere den virkelige vare, men efter en god håndfuld timer bag sædet, kan det hurtigt gå hen og blive en noget ensformig, kedelig og grå affære. Faktisk er dette et generelt problem med udseendet i spillet. Sammenlignet med sværvægterne i genren fremstår TDU2 let som en undermåler. Spillet har ofte svært ved at indlæse teksturerne, så træer og buske, der pludseligt popper frem, bliver hurtigt en del af dagligdagen.

Lyden er for mig noget af det vigtigste i et godt bilspil. Jeg skal kunne føle bilernes saft og kraft gennem højtalerne. Desværre er der intet i lyden der virker særlig kraftigt. Performancebilerne ender tit ud i at lyde som scootere, og faktisk er det kun de mindre prangende biler, der lyder troværdige. Der er en radio i spillet, men den består kun af to stationer, en til elektronisk musik og lettere MTV rap og en anden til rock. Udvalget er småt og kan mere eller mindre tælles på to hænder. Er man så heldig at musikken bare sidder lige i skabet, så vil man alligevel hurtigt blive skræmt væk af de overengagerede værter, der ikke er bange for at stikke et par øredøvende og vitterlig tænderskærende dårlige one-liners og shout-outs.

Nu virker anmeldelsen måske en tand for negativ, og det er ganske enkelt fordi jeg med vilje har gemt det bedste til sidst. Onlinedelen. TDU2 er hovedsagligt et MMO, det er hele spillets salgspunkt, og der kræses til gengæld også for de gæve online-ræsere. Når det virker. Man er som spiller konstant forbundet til den store onlineverden, hvor man fra tid til anden støder på andre spillere. De kan udfordres til såkaldte instant challenges, hvor ens nuværende placering pludselig forvandles til et hurtigt og simpelt løb om at nå først fra punkt a til b. Det er fedt og kan overstås på ganske få minutter. Folk kan nemt springe til og fra et løb, da de kedelige lobbyer er sparet væk, for at give plads til ekstra interaktioner spillerne imellem.

Friheden er enorm, og man kan til hver en tid søge efter større ræs, eller oprette sit eget som man ønsker det. Det er muligt at opsætte en offentlig udfordring, hvor andre spillere kan smide et symbolsk beløb i puljen for at deltage. Vinderen af den samlede pulje er den med den bedste tid. Puljerne går meget let hen og bliver enorme, så går man meget op i at slå time trials, er der her en nem kilde til rigdom.

Jeg ville gerne stikke onlinedelen uanede mængder af ros, for der er meget at lave i det. Når det altså virker. Sandheden er, at TDU2 har haft en mildt sagt forfærdelig opstartsfase, hvor det har været helt umuligt at komme online, og en enkelt gang har jeg måtte opleve, at min gemte fil er gået i udu. Siden hen er der kommet et par løsninger, og jeg har dermed kunne gå grassat og nyde onlinedelen i tide og utide. For de spæde problemer er der stadig, de fremkommer bare færre gange. Alt for tit må jeg opleve at være foran i en instant challenge, for dernæst at blive smidt ud fordi min session har været afbrudt. Flere større sektioner som klubber er også nede, og har i skrivende stund stadig været helt umulige at komme i kontakt med.

Når alt spiller som det skal, er Test Drive Unlimited 2 et ganske sjovt spil med rige muligheder for at udfolde sig. Men her taler vi udelukkende om onlinedelen, der stadig døjer med en svært belastet server, der i tide og utide afbryder alt hvad der hedder sjov. For er man ikke til det store onlineræs, eller er man måske fanget i myldertrafikken, så er der virkelig ikke meget at komme efter. De computerstyrede modstandere er der for ironiens skyld og kunne lige så godt udeblive, og med et persongalleri der får dig til at slukke for lyden ved bare den mindste smule snak, findes der langt bedre alternativer på markedet.