Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Crysis 2

Cryteks brandvarme efterfølger er et stilstudie i smart designet frihed og vidunderlig grafik. Vi har spillet det igennem flere gange og byder på Danmarks første anmeldelse!

Dette er en annonce:

Bullshit, tænkte jeg. Måske ikke så pænt formuleret, men stadig bullshit. Det var i oktober 2010, hvor jeg sad over for Crysis-seriens producent, Cevat Yerli, og talte om efterfølgeren til verdens flotteste spil. Cevat talte begejstret om en urban jungle. Om "katastrofal skønhed" og om at tempoet, præcis som med forgængeren, skulle afgøres af spillerens stil. At man selv skulle styre Crysis 2, og at det skulle tilpasse sig måden man valgte at konfrontere fjenderne. Jeg havde samme formiddag spillet igennem kapitlet Semper Fi or Die, og afsavnet af frihed, mulighed og den der byjungle, Cevat talte om, var total.

Dette er en annonce:

Men jeg burde have vidst bedre. Yerli er ikke bare fuld af varm luft. Han er ikke en retorisk finpudset hype-maskine. Cevat er ingen Peter Molyneux. For da jeg blot få minutter inde i det første kapitel af den færdige udgave af Crysis 2 får lejlighed til at udforske en stor park i New Yorks udkant, forstår jeg straks hvad han mente med urban jungle. Det samme gælder den lovede frihed. Forskellen er, at tempoet og spillets fokus nu koreograferes på en mere filmisk måde end i forgængeren.

Crysis 2
New York ligger for spillerens fødder. Sønderbombet og hærget... Men stadig fantastisk smukt.

Store udendørsområder og massive muligheder veksles med stramme, lineære passager hvor historien får masser af plads og en informativ baritonstemme holder mig hårdt i hånden. Det er en naturlig udvikling af Cryteks koncept. En indbydende, smuk og detaljeret spilverden som skiftevis åbner sig op og snævrer ind. En fortælling med mere fokus, en strammere spiloplevelse fra en mere målbevidst instruktør. Crysis 2 vælger det sikre frem for det usikre. Heldigvis er det sikre lige så afsindigt underholdende som forgængerens til tider overvældende åbenhed.

Handlingen i forgængeren fik ikke særlig meget plads. En alien-invasion, en samling kamplystne koreanere, en lille gruppe toptrænede specialsoldater klædt i højteknologiske superdragter. Premissen i Crysis var en anelse stereotyp, og i sidste ende ret banal. For en udvikler der startede sin bane med Far Cry (drukkenbolt i Hawaii-skjorte får sin lurvede turistbåd skudt i stykker og smadrer hele Stillehavet som hævn) var historien i Crysis dog et skridt i den rigtige retning. I Crysis 2 kan det tidligt mærkes at Crytek har haft ambitioner om at fortælle en mere kompleks, nuanceret og mystisk historie med en mere moden tone.

Da Crysis 2 begynder står New York i flammer. De ubehagelige rumvæsener Ceph har slået til mod menneskeheden med en dødelig virus, og bombet midtbyen i smadder. Tusinder ligger døde, og det amerikanske militær er på kort tid blevet decimeret til næsten ingenting. Der er gået et par år siden begivenhederne i det første spil. Spilleren, en såret nobody, arver en opgraderet version af den dødbringende Nano-dragt, og får til opgave at slå igen mod Ceph-armeerne og redde modstandsbevægelsens leder, Alex Ghould.

Det fører til en lang og yderst voldsom rejse gennem et New York, der er blevet raseret af Ceph-styrkernes konstante bombardement. Det viser sig hurtigt at USA's forsvar er blevet erstattet af privatiserede krigskræfter, såsom det multinationale sikkerhedsforetagende Cell. Disse skydegale lejesvende patruljerer byen og har som hovedopgave at eliminere Alcatraz og beslaglægge Nano-dragten.

Crysis 2
I den første halvdel af Crysis 2 (cirka) slås man mod den privatiserede hær CELL.

Det er Nano-dragten, dens oprindelse og utrolige kapacitet, som Crysis 2 handler om. Jo længere ind i handlingen man kommer, desto mere får man at vide om Nano-dragtens tiltrækningskraft, dens styrke og betydning for den menneskelige races overleven. Crytek maler med brede penselstrøg, og hælder på med stramt instruerede historieelementer proppet med Michael Bay-duftende dramatik. Der sys et par sidehistorier ind, der bygges interne konflikter og twister. Der optegnes et scenarie hvor korruption, forræderi og konspirationer agerer hovedtema.

Særligt storslået eller mindeværdig bliver handlingen dog aldrig i Crysis 2. Dialogen virker ofte overdreven og vrøvlet, og figurene er forudsigelige og platte. Der er hentet masser af inspiration fra Half-Life 2's fremragende fortælleteknik, men Crytek når aldrig op i Valves liga, selvom ambitionsniveauet er tårnhøjt.

I stedet er det ildkampene og den valgfrihed, der er til stede, som atter gør mig lyrisk. For man kan muligvis spille Crysis 2 som man spiller Call of Duty. Lige på med aftrækkeren konstant trykket i bund. Ved at læsse sig med spillets kraftigste våben og gøre flittig brug af Armor-funktionen i Nano-dragten kan man bestemt vade gennem banerne som selveste Duke Nukem. Men man kan også snige sig gennem hele eventyret med Cloak-knappen trykket ned og undvige stort set hver eneste fjendekonfrontation. Du kan stille men sikkert vælge strategiske steder hvor du vil være usynlig og lydløs, trykke kniven gennem fjendens strube, og en efter en aflive de patruljerende tropper som var du Solid Snake.

Man kan også gøre lidt af hvert. Spille strategisk og bygge bomber og fælder, for siden at sætte sig på hug, gøre sig usynlig og vente på patruljerne. Jeg lader fantasien få frit spil. Sætter lidt C4 på en benzintønde, kaster den op i luften hen over fire soldater, som står og bevogter krydset ved Broadway og Battery Park. Mens tønden svæver i luften prikker jeg til den med sniper-riflen, og aktiverer lynhurtigt usynlighedsfunktionen. Alle fire soldater dør i eksplosionen, som også tiltrækker flere fjender. Men ingen af dem ved hvad der skete, eller hvem der gjorde det. Ikke før jeg deaktiverer Cloak-funktionen og åbner ild med en kaliber 50-kuglesprøjter, jeg har revet løs fra en parkeret panservogn.

Crysis 2
Raketstyret fra det første spil gør selvføgelig comeback, og når en CELL-helikopter angriber er den selvfølgelig livsvigtig at have i baghånden.

Hvis fjenderne bliver for mange, intensiteten bliver for høj og livsmåleren indikerer snarlig død, er der masser af muligheder for den opfindsomme. Man kan rive en bildør løs og bruge den som skjold. Man kan samle en fjende op, holde ham ved halsen og bruge ham som skjold mod indkommende kugleregn. Man kan endda flyvesparke parkerede køretøjer og forvandle dem til enorme projektiler mod klynger af fjender. Eller også aktiverer man bare usynligheden og sniger sig derfra, for at lade Alcatraz komme sig.

I begyndelsen af spillet, cirka 40 minutter inde i eventyret, starter et af kapitlerne med at man træder ud på taget på et parkeringshus med udsigt over det halve Manhattan. Nedenfor, på gadeplan, bager asfalten under den varme sommersol, dækket af patruljerende Cell-tropper i form af 12 soldater samt to parkerede panservogne med tilhørende skydevåben på taget. En svær opgave for spilleren uden tålmodighed, en næsten umulig opgave for ham helt uden opfindsomhed.

Mit første forsøg gik sådan her: Jeg stiller mig på tagkanten, åbner menuen hvor man kan opgradere våben, og udskifter kikkertsigtet på min Scarab Mk12 Scar Carbine med en rødpriksvariant. Jeg aktiverer armor-funktionen i Nano-dragten (for at kunne holde til maksimal skade) og åbner ild mod soldaterne bag de fastmonterede maskingeværer. Det tager kun få sekunder indtil fem af de patruljerende Cell-tropper har gemt sig, de skriger til hinanden om at nogen skal flankere mig, og giver hele tiden undertrykkende ild for at dække hinandens bevægelser. Det er flere år siden jeg har spillet et actionspil med lige så god kunstig intelligens som Crysis 2. Før jeg ved af det har to af dem sneget sig op på taget og skudt mig i ryggen. Død.

Crysis 2
Hver situation, hver udfordring i Crysis 2 kræver at man som spiller tænker sig lidt ekstra om.

Nyt forsøg. Jeg vælger et sniper-gevær i stedet. Klatrer ned på etagen under mig, og hopper derfra ned på gadeplan med Cloak-funktionen aktiveret. Ingen ser mig, og jeg løber hurtigt i dækning bag et busskur og gemmer mig, inden energimåleren på Nano-dragten går i bund. Mens måleren lades op, finder jeg atter menuen til våbenopgraderinger frem, og vælger at sætte en lyddæmper på sniper-geværets munding. Da måleren er fuld aktiverer jeg usynligheden og plukker hurtigt fyrene bag de fastmonterede maskingeværer med to rappe skud. Planen er at sprinte frem til en af panservognene, hoppe op på taget og bruge maskingeværet til at nakke de andre ti soldater på gaden inden de ser mig. Men planen går i vasken da en af dem alligevel får øje på mig, og efter han har affyret et bazooka-skud mod køretøjet jeg nu står på, dør jeg i eksplosionen.

Crysis 2 er vældigt udfordrende uden at blive for svært. Det kræver mere af spilleren end de fleste actionspil, der er udkommet de seneste par år. Det kræver at man ikke bare skyder, men også tænker og skaber sig overblik over slagmarken inden man kaster sig ind i kampens hede. En ny funktion i dragten muliggør en slags effektiv spejden, som jeg i starten ignorerede men siden begyndte at bruge slavisk ved hver fjendesamling. Med et enkelt knaptryk får Alcatraz nemlig en søger op på sit visir, så man hurtigt kan regne ud hvor mange fjender der er, og præcis hvor de befinder sig. Man kan markerer fjenderne med røde rammer, der gør dem lettere at ramme i alt kaosset.

Jeg aktiverer visiret, markerer fjenderne og skaber mig et bedre overblik over gaden nedenfor. Så gør jeg et nyt forsøg. Sætter et stykke sprængstof på en bil, der holder på taget af parkeringshuset. Gør mig usynlig og sparker bilen ned på gaden, hvor de to pansrede køretøjer er parkeret, og ser hvordan hele delingen bryder i brand. En mindre patrulje kommer løbende til undsætning, og åbner ild mod taget hvor jeg tidligere stod, men inden da har jeg, usynlig og lydløs, bevæget mig ned på gadeniveau og gemt mig i et buskads. En lille smagsprøve på hvor mangesidet og udfordrende Crysis 2 virkelig er. Man blander og tænker, tester og tester lidt mere. Og til trods for at man i høj grad selv styrer tempoet i Crysis 2, afhængigt af sine rutevalg og indgangsvinkel, bliver det aldrig langsomt eller kedeligt.

Og det er i sidste ende dragten og alle dens muligheder, som Crytek hele tiden opmuntrer spilleren til at udforske og bruge på den mest effektive måde som hver bane tillader. Benytter man ikke de indbyggede funktioner i Nano-dragten, bliver Crysis 2 meget hurtigt et meget svært spil, hvor fjendernes intelligens og kapacitet ikke sjældent fremstår som overvældende. Cell-soldaterne kommunikerer nemlig på et niveau som Covenant-nisserne eller Locust-monstrene kun kan drømme om. Der går for eksempel omkring et sekund før Cloak-funktionen når max-effekt (total usynlighed). Hopper man ud fra sit gemmested bare en tiendedel af et sekund for tidligt, er det ikke usædvanligt at Cell-styrkerne får øje på en, kaster sig bag nærliggende dækning og begynder at skrige "Contact. High Alert! He is cloaked!"

Crysis 2
Ildeffekterne er de flotteste, vi nogensinde har set i et spil.

En detalje som mange spillere, ifølge Crytek selv, klagede over i Crysis, var det faktum at Nano-dragtens fire funktioner var svære at kombinere, specielt under spillets mere hektiske ildkampe. Det har ført til en mere strømlinet og enkelt opbygget Nano-dragt i Crysis 2, hvilket jeg må erkende lød ret trist, da nyheden først dukkede op. Efter at have gennemført spillet to gange har jeg dog skiftet holdning. Den nye opbygning af Nano-funktionerne er en klar forbedring som gør det meget lettere at kombinere Alcatraz' overjordiske styrker.

I Crysis 2 er Speed- og Power-funktionerne altid aktiveret, og kan benyttes med et enkelt knaptryk (man løber superhurtigt ved at holde Shift-knappen nede) eller gennem kontekstfølsomme kommandoer, der dukker op på skærmen ("pick up enemy" eller "power kick car"). De to resterende funktioner, Armor og Cloak, styres via forprogrammerede museknapper eller via L1/R1 på konsollernes controllere. Takket være det nye system er det klart lettere for eksempel at løbe frem til en forladt bil, sparke den mod fjenden for dernæst at aktivere usynlighed og springe i skjul som en ninja.

Eventyret i Crysis 2 tager spilleren fra New Yorks udkant direkte ind i centrum og videre til Long Island, for sidenhen at byde på et hæsblæsende crescendo placeret i hjertet af byen. Miljøvariationen er vældig god, og det er spændede at se hvordan Cryteks designere har blandet fiktion med perfekt gengivet virkelighed. Her er tydelige typiske landmærker som en sønderbombet Frihedsgudinde og et nedlagt Wall Street, samt fantasimiljøer som et smadret havnekvarter og en stærkt bevogtet park fyldt med fjender.

Crysis 2
Kapitlet "Dead Man Walking" begynder med at man kigger nedover Wall Street.

Halvvejs inde i spillet (cirka) byttes Cell-tropperne ud med Ceph-racens blanke fodsoldater. En kraftfuld fjende med forkromede dreadlocks og lysende øjne. Personligt fik jeg en betydeligt større fornøjelse ud af at slås mod de menneskelige modstandere i Crysis 2, end jeg gjorde af at kæmpe med Ceph-soldaterne. Det samme var tilfældet i det første spil. Der er dog kapitler i spillets senere halvdel, der hører til de allerbedste, ikke mindst et som "Unsafe Haven".

Efter 13 svedige timer er min rejse gennem Cryteks smukke landskaber slut. Crysis 2 er ikke bare tre gange så langt som for eksempel Call of Duty: Modern Warfare 2, Killzone 3 og Medal of Honor. Det er også betydeligt bedre med mere varieret action, strammere ildkampe og mere spændende omgivelser. At Crytek denne gang har lagt lige så store kræfter i multiplayer-delen er en anden grund til ekstase.

Crysis 2
CELL-soldaterne er kloge, dødbringende og frem for alt mange.

Her er selvfølgelig en bred vifte af spiltyper, både gamle varianter såsom deathmatch og team deathmatch såvel som nye varianter. Sjovest har jeg haft det med spiltypen Crash Site, hvor spillerne deles op i to hold. Det ene hold er udrustet med Nano-dragter samt pistoler af lille kaliber, mens det andet hold er almindelige soldater uden specialdragter, men udstyret med tunge våben. Man dør af et par skud, og det gælder for soldaterne om at bevogte et antal computere, mens Nano-holdets mission er at finde computerne og stjæle de tophemmelige informationer der ligger i dem.

Præcis som i for eksempel Killzone 2 får man point for hver kamp man vinder, som man siden hen kan købe diverse opgraderinger for. Nano-dragten kan opgraderes med næsten bizart mange specialfunktioner, såsom muligheden for at glide gennem luften, "air stompe" modstandere fra stor højde, samt røntgensyn, specialtilpasset radar eller muligheden for at spore fjendens kugler.

Nano-dragten spiller selvfølgelig en stor rolle i multiplayer, og Free Radical Design har gjort underværker med spilbalance og banedesign, for på bedste vis at opfordre spilleren til hele tiden at udnytte dragten som spillets mest kraftfulde våben. Præcis som i singleplayer-delen kan man aktivere usynlighed og snige sig ind på modstanderen, men også sparke biler ned fra tage, rive fastmonterede geværer løs og udføre enorme superhop og hale sig op i fjerntliggende hustage, hvor man sidenhen sidder relativt sikkert som sniper-camper.

Crysis 2
Udover at kunne opgradere og skifte dele ud på spillets standardvåben, kan man også samle tungere sager op som fjenden har tabt.

Multiplayer-delen i Crysis 2 føles virkelig vellavet, med fed balance, lækre baner og masser af gennemarbejdede spiltyper. Jeg er ikke rigtig faldet for nogen af de seneste tiders store actionspil når det kommer til multiplayer (Battlefield: Bad Company 2, Killzone 3, Call of Duty: Black Ops, Homefront, Bioshock 2), men faldt pladask for Crysis 2. Der er en slags charmerende og letspillet helhed, hvor Crytek har blandet små mængder krigserotik fra Call of Duty med relativt store mængder Halo, der klæder Crysis 2 rigtig godt i multiplayer. Let at komme i gang med og sjovt fra starten, men også dybt og kløgtigt struktureret for dem, der vil grave sig ned og spendere hvert ledigt øjeblik med spillet.

Og så er der selvfølgelig den grafiske del. For selvom grafik selvfølgelig ikke betyder alt, så er Crytek mest kendt for at have skabt et af verdens flotteste spil med Crysis og Crysis Warhead. Allerede med Far Cry trådte de ind på grafikscenen som en stærk spiller, der var klar til at udfordre de etablerede udviklere som Epic Games og Id Software.

Crysis 2 er fra starten en spændende designmæssig kontrast til de vidtrækkende tropejungler fra forgængeren. New York er smækfyldt med ødelagte landmærker og raserede kvarterer. Alcatraz slås i en forladt havn, delvist sønderbombet af Ceph. Han slås i Central Park, ude ved frihedsgudinden og på Manhattan, som sagt.

Overalt er der spredt ammunitionsdepoter, biler ligger hulter til bulter, og flere store skyskrabere står i brand. Det ryger og brænder overalt, og himlen fyldes til tider af enorme brag fra forbipasserende jagerfly. Ødelæggelsen er total, og smuk på en underlig måde. Græs vokser op mellem revnerne i asfalten på Broadway, og i Bryant Park har planterne hærget frit og skabt en slags minijungle, som i allerhøjeste grad fører tankerne tilbage til Lingshan Island fra det forrige spil.

Crysis 2
Crysis 2 er ikke helt så svimlende smukt som et moddet Crysis Warhead er på Ultra High-indstillingerne.

Cell-soldaterne er klædt i futuristisk bycamouflage med gasmasker integreret i deres hvid/grå hjelme. Det hele er utrolig stilistisk, og beslutningen om at skjule fjendernes ansigter (alt udover øjnene) er en klog en. De grimasserende koreanere i Crysis blev til tider lidt for latterlige, og tog livet af noget af den alvor, historien ellers prøvede at formidle.

Smukkest er kapitlet hvor man indtager et drivhus på toppen af en gammel boligblok i byens udkant. Stedet er et skjult forskningscenter for modstandsbevægelsen og dens leder Alex Ghould. Efter en voldsom ildkamp i selve drivhuset skydes glastaget i stykker af en Cell-helikopter, som Alcatraz får til opgave at skyde ned. Dette samtidigt med at morgensolen stiger og maler hele verden i en glimtende gul farve. Fantastisk.

Det eneste, jeg egentlig ikke bryder mig om rent designmæssigt er det nye udseende på rumvæsenerne. I forgængeren var Ceph-rasens fodtusser svævende klumper med lange robot-tentakler og blå lysende detaljer. I Crysis 2 er de forvandlet fra at ligne de der Sentinel-robotter i Matrix-filmene til at se ud som de vildfarne slaskerobotter fra den miserable Transformers 2: Revenge of the Fallen. Ceph-soldaterne er helkrom med lysende røde øjne, robothove som fødder og tykke forkromede dreadlocks. Det ser ganske enkelt ikke godt ud, og deres bevægelser ligner mere en forvirret gorilla end farlige rumvæsener.

Ser man på grafikken ud fra en teknisk synsvinkel er Crysis 2 vældigt imponerende. Miljøerne ikke lige så store som i forgængeren, men i stedet mere varierede, betydeligt mere detaljerede, og proppet med muligheder. New York tilbyder jo også vertikal action, da man kan bestige visse huse og klatre op på mængder af afsatser. Modellerne er pakket med polygoner og visse miljøer ser næsten ækelt velskabte ud. Texturene holder generelt en vældig høj klasse, og animationsarbejdet er mere imponerende end i Crysis Warhead. Detaljerigdommen er nærmest sindssyg, og effektarbejdet som røg, ild, vand og tåge imponerer stort.

Crysis 2
Våbnene er fantasifuldt udformede og meget kraftfulde. Ikke mindst denne granatkaster.

Når det kommer til forskelle mellem de forskellige versioner, har flere sider allerede fordømt PlayStation 3-versionen for at være den grimmeste af de tre. Og det passer. Selvom jeg personligt synes at forskellen mellem konsoludgaverne er mindre end andre har givet udtryk for.

At PC-versionen er konsollerne fuldstændig overlegen siger sig selv. PC-spillet ser mange gange smukkere ud, med højere opløsning, klart mere avanceret lyssætning og betydeligt flottere skygger. Den indbyrdes forskel mellem konsol-udgaverne er ikke så stor, og slet ikke så afgørende/alarmerende som med for eksempel Bayonetta og Ghostbusters. Ejer man begge konsoller vil jeg dog anbefale Xbox 360-udgaven.

Det sidste jeg vil nævne er 3D-understøttelsen i Crysis 2, og forskellen mellem Cryteks teknik og den der bruges i for eksempel Killzone 3. I Killzone 3 og Motorstorm: Apocalypse laves 3D-effekten ved at spillets grafikmotor spytter to billeder ud samtidigt, der derefter vises hver for sig, ét til venstre øje og ét til højre. Det betyder at spillet, når det kører i 3D, skal tegne to lignende billeder ad gangen i stedet for ét, hvilket betyder at der skal skrues ned for detaljerne for at hardwaren kan følge med.

Crysis 2
Kampen mod Ceph-rumfolkenes elitesoldater i et raseret kontorkompleks er... episk.

Crytek har en anden løsning på 3D. Det gør at 3D-effekten virker bedre end i Killzone 3, Call of Duty: Black Ops, Gran Turismo 5 og Motorstorm: Apocalypse hvilket er meget imponerende.

Crysis 2 byder på masser af frække våben- og Nano-opgraderinger, enestående grafik, strålende spilmekanik, en afhængighedsdannede frihed i stram og gennemtænkt koreografi, samt rigtig god variation. Singleplayer-delen i Crysis 2 tog mig som sagt cirka 13 timer at spille igennem, og de bød alle på brillant action. Og multiplayer kommer bestemt til at holde mig vågen gennem mange lange nætter. Det ville være forkert ikke at kåre dette til årets hidtil fedeste actionspil. Crytek har gjort det igen.

Alle billeder er taget på redaktionen med alle indstillinger på max. Billederne stammer fra PC-versionen.

Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
Crysis 2
09 Gamereactor Danmark
9 / 10
+
Lækker grafik, fantastisk lyd, intens action, herlige temposkift, vidunderlige våben, god variation i miljøer, strålende multiplayer-del
-
Svag historie, en anelse kedelige dialogsekvenser

Brugeranmeldelser

  • alex2life
    Tre år efter begivenhederne i Crysis, befinder vi os nu i et ødelagt New York infesteret af aliens kaldet CEPH. Pga. et virusudbrud, der ledte til... 8/10
  • bss
    Cloak engaged, men ingen forlovelse? Bliver Cloak nogensinde gift? Mig og Huddle har spillet Crysis 2, og vi er ikke blevet bedre til... 9/10
  • MrSriss
    Jeg var og er stor fan af det første Crysis og udvidelsespakken. Nu er Crysis 2 her så, vil jeg være en større fan efter at have spillet det... 10/10
  • Nike
    Jeg må ærligt indrømme, at jeg har aldrig spillet det første Crysis, eller udvidelsen. Min grund er to delt. Dels fordi at min (i hvert fald... 8/10
Dette er en annonce: