Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
ANMELDELSE

JETPACK JOYRIDE

Tiny Wings får kamp til stregen fra ballademageren Barry. Læs med her når Lee spænder jetpacken på ryggen og suser med.

  • Tekst: Lee West

Hvad gør man, når man har en superlækker skærm, god grafikprocessor og masser af kræfter under kølehjelmen til at levere en god platformsoplevelse - men bare lige mangler knapperne, selvom følsomheden og reaktionen på interfacet er i top? Svaret er faktisk ganske simpelt: man genopfinder genren og tilpasser den til det nye format.

Det er hvad flere forskellige udviklere har sat sig for at gøre. Adult Swim leverede en robot-enhjørning, der til tonerne fra Erasure skulle hoppe og dashe gennem regnbuefarvede baner. Miniclip leverede et actioneventyr med en fyr, der kunne skifte tyngdekraft, og nu bringer Halfbrick en historie om en uinviteret gæst i et laboratorie, der tager en tur på en løbsk jetpack.

Jetpack Joyride
Dette er en annonce:

Jetpack Joyride er én blandt et stadigt voksende ocean af et-knaps-platformspil. Kan du huske de klassiske Super Mario baner, hvor skærmen automatisk scroller fremad, mens du haster med den i et forsøg på at nå enden, så har du et godt billede af mekanikkerne her.

Fjerner du så styrekrydset fra den formel, så nærmer du dig endnu mere. For denne generations mest succesfulde platformspil er et-knaps-hopperen. I dette tilfælde gør din ene knap dog meget mere end bare at hoppe. Til gengæld er der intet andet end at bekymre sig om.

Dette er en annonce:

Altså udover løbske missiler, strømførende hegn, roterende tazere, laserstråler, den evige highscore... og mønter, high-fives der skal uddeles, poletter der skal indsamles og masser af gale indfald.

Jetpack Joyride

Jetpack Joyride tilhører endless-runner-genren. Der er ingen slutning på banerne, så dit evige mål er at nå så langt som muligt og dermed få topplaceringen på alverdens high score-lister.

Barry Steakfries er navnet på helten i dette eventyr. Som knap så succesfuld sælger støder han en dag ind i et laboratorie (de store neonskilte med ordene Secret Laboratory vidner endda om at det muligvis er et hemmeligt af slagsen). Ved synet af den fantastiske jetpack beslutter Barry sig for, at den må kunne bruges til at redde katte, bringe ham til solfyldte strande og i det store hele forsøde livet.

Så i et forsøg på at forhindre onde videnskabsmænd i at udføre deres ganske sikkert lige så onde planer, bryder Harry ind i laboratoriet for at stjæle deres nyeste opfindelse. Og så går den vilde rutschebanetur. Barry er dog vant til lidt af hvert, for Halbricks helt har tidligere kæmpet mod vanvittige ghouls og udøde T-rex-dinoer i Age of Zombies, og faktisk har han også én gang før løbet stærkt i Monster Dash.

Med andre ord: Halfbrick kan genren på fingerspidserne, og det kan mærkes. Jetpack Joyride trykker på alle de rigtige knapper, og ender med at være mere vanedannende end en candyfloss lavet af kokain.

Det er der flere årsager til. For det første er der jo den uundgåelige lyst til lige at nå en meter eller to længere. Men samtidig kan du i banerne samle mønter, der kan bruges til at indkøbe nyt tøj (eller for eksempel en jetpack der flyver på regnbuer!).

Jetpack Joyride

Du har et enkelt liv, og når du dør, er der endnu en mekanik, der skal gøre folkene hos ludomani.dk nervøse. For blandt de mønter, du samler op, findes der nemlig en special slags, der kan bruges i en enarmet tyveknægt, når din tur er ovre. Her kan du vinde større og mindre bomber, der lige skubber dig et par hundrede meter længere. Du kan endda vinde en genoplivning og dermed endnu en chance for at forøge din score.

Jetpack Joyride

Så er der undervejs i banerne nogle helt specielle kasser, der lader dig opnå adgang til specielle bonusfartøjer, som en motorcykel, en ED-209-inspireret mech, profitbirds (med en achievement der hedder Angry Wings), en vanvittig teleporter og en tyngdekraftsophæver (sidstnævnte er identisk med Miniclips Gravity Guy, både i udseende og funktion - bare én af mange gæsteoptrædender i spillet). Alle sammen styres med én knap.

Achievements er det sidste fix, der skal sikre at du konstant vender tilbage til det vanedannende et-knaps-eventyr. Her bliver du konstant stillet for nye opgaver, der giver XP, som i sidste ende betyder flere penge at handle for.

Ganske vist kan du også vælge at indkøbe virtuelle penge for rigtige penge, men systemet er så snedigt lavet, at du ikke kan misbruge det til at opnå groteske highscores.

Sæt alle disse mekanikker sammen med utrolig nuttet grafik, gennemtænkt gameplay, sunde platformsmekanikker og en melodi, der nærmest kræver at du nynner med, og så har man formlen på en succes.

Endless Runners er i deres natur nogle ganske simpel affærer, og platformspurister vil måske fnyse ved tanken om Barrys eventyr, men det er helt ærligt deres tab. Det har aldrig været så sjovt at stjæle en jetpack som i Jetpack Joyride.

Jetpack Joyride
08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Farver, melodien, masser af kærlighed og overskud. Finpudset.
-
En anelse ensformigt (som genren nu engang er). Kun kosmetiske opgraderinger.
Dette er en annonce:
BETA +