Gamereactor Internationalt Dansk / Svenska / Norsk / Suomi / English / Deutsch / Italiano / Español / Português
Log ind medlem






Glemt kodeordet?
Jeg er ikke medlem, men det vil jeg gerne være

Eller log ind med en Facebook-konto
FacebookFacebook
anmeldelse

Sonic Generations

20 år i spilverdenen. Der er meget at sige, mange historier at fortælle. Sega og Sonic Team lader dog til at nøjes med halvdelen. Vi tester Sonic Generations.

Sonic er en rest fra 90'erne. En spilhelt der helt perfekt ramte det daværende markeds smag for både spil og stil. I løbet af 2000-tallet er han blevet lidt af en dårlig vittighed. En spilhelt der gang på gang forsøger at finde en form for eksistensberettigelse i en 3D-verden, der ikke længere har brug for ham. Fansene følger med og holder håbet i live, trods alle tvivlsomheder og pinlige fejltrin. Ville Sega virkelig lave en perfekt hyldest til spilserien, burde de skildre den delvist gennem fansene. Men sådan en hyldest er Sonic Generations ikke rigtig. I stedet handler det om nostalgi og et udviklerhold, der efter utallige hvis'er og men'er endelig lader til at have fået styr på sin egen besværlige spilmotor.

Sonic Generations
Dette er en annonce:

Det er Sonic the Hedgehogs fødselsdag. Alle hans venner er samlet for at fejre ham med kage og chilidogs, da en mørk skikkelse pludselig afbryder festlighederne ved at rive tid og rum fra hinanden. Sonic og hans venner spredes over et multivers som fnug i en snestorm. Det hele fører til at Sonic møder sit yngre jeg, den klassiske Sonic the Hedgehog fra Sega Mega Drive-tiden. Sammen begiver de sig på en rejse gennem 20 års Sonic-historie for at forsøge at bringe orden i kosmos og redde Sonics venner fra den mystiske mørke trussel.

Jeg havde faktisk på forhånd forventninger til historien i Sonic Generations. Ikke fordi jeg har slået hovedet, men fordi den er skrevet af Ken Pontac og Warren Graff, der tidligere har imponeret med manuskriptet til Sonic Colours, og ellers mest er kendt for den voldsomme web-serie Happy Tree Friends. Desværre lader det ikke til at Sonic Team har givet dem mere end en enkelt A4-side at arbejde med, hvilket selvfølgelig resulterer i at historien bliver både tynd og uengagerende. Ganske vist har de formået at klemme nogle rigtig flotte referencer til spilserien med, men regn ikke med et mastodontværk i stil med Epic Mickey.

Dette er en annonce:

Selvom Sega forsøger at sælge Sonic Generations som et sammenfattende værk over pindsvinets karriere, så er spillet ikke ligefrem et tårnende monument over en af tidernes største spilikoner. Snarere nøjes Sonic Generations med at lægge et ambitionsniveau som en greatest hits-plade købt på en Statoil-tank. Men! Og det er et vigtigt "men". For alt det til trods er Sonic Generations stadig et godt Sonic-spil. Det er langt fra fantastisk, det det har rigeligt med problemer og dårligt design. Men det er stadig et godt Sonic-spil, og det kan intet lave om på.

Sonic Generations

Efter at Sonic the Hedgehog (2006) udkom og viste sig at være tidernes værste Sonic-spil og et platformgenrens Daikatana, valgte Sonic Team at forsøge at totalrenovere deres spilserie. Udover at Sonic the Hedgehog var et ufærdigt, ugennemtænkt og vederstyggeligt spil, så var det største problem, at Sonic-fansene var delt i to lejre, der umuligt kunne forenes: dem som foretrak den gamle Sonic fra Mega Drive-tiden, og dem der først og fremmest foretrak den nye og mere moderne Sonic. Hvorvidt det passer eller er ren projicering fra Sonic Teams side kan diskuteres. Personligt tror jeg bare at fansene helst ville have et godt Sonic-spil. Om det var i 2D eller 3D var egentlig mindre vigtigt.

Uanset hvad, valgte Sonic Team at udvikle det man kaldte The Hedgehog Engine, som skulle kombinere 2D- og 3D-gameplayet i Sonic-spillene og dermed også forene de "uforenelige" dele af Sonic-fansene. Sonic Generations er det tredje spil, der benytter sig af Hedgehog Engine, og det kan mærkes på to måder.

Sonic Generations

For det første har Sonic Team endelig fået styr på deres egen motor. De famler ikke længere i mørket som i Sonic Unleashed, og kender både motorens fordele og begrænsninger. Banedesignet er varieret, kreativt og omdanner nostalgidryppende baner som Chemical Plant Zone i relevante nye aftapninger. De uretfærdige dødstilfælde såvel som trial-and-error-strukturen er blevet smidt på porten, til fordel for mere niveau-baserede baner, der stadig belønner dygtige og ihærdige spillere, men ikke lader alle andre falde i den visse død. Udfordringen ligger i stedet i at forsøge at finde den hurtigste vej til målet, hvilket næppe bliver mere passende i Sonic-sammenhæng.

For det andet, så er det i Sonic Generations tydeligere end nogensinde at Hedgehog Engine er en blindgyde som Sonic Team for længst burde være holdt op med at følge. For grafikmotoren bliver tilsyneladende kun holdt sammen af lidt gaffatape i form af visuelle godbider som loops, fyrværkeri og næsten selvspillende gameplay. Jeg skal prøve at udtrykke mig så klart som muligt her: The Hedgehog Engine er en slags tunnelsyn fra Sonic Teams side, hvor det vigtigste i udviklingen har været at få Sonics fart til at fungere i både 2D- og 3D-perspektiv, ikke at bygge et interessant og fungerende spilsystem, der senere kan bygges baner og en spilverden rundt om. Det er ellers tilfældet med serier som eksempelvis Super Mario, hvor der er tydelige regler for hvad der gælder og fungerer inden for spillets rammer. I Sonic Generations er der ingen spilmæssig kontinuitet. En gameplay-regel kan pludselig forsvinde og vende tilbage igen senere på forskellige dele af samme bane.

Og det kunne i og for sig fungere, hvis det ikke var sådan at overgangen mellem disse var så utroligt dårligt gennemført. I stedet forsøger Sonic Team at skjule disse overgange med alle mulige visuelle mærkeligheder i form af eksplosioner, robotter og spækhuggere, for at lulle spilleren ind i en illusion, der skal dække over spillets mangler. Og i sig selv er det ikke så usædvanligt, vi kan blandt andet se det i serier som Uncharted. Forskellen er bare, at hvor et spil som Uncharted får os til at ignorere de selvspillende dele, er de altid smerteligt åbenlyse i Hedgehog Engine og Sonic Generations.

Sonic Generations

For eksempel er der i de klassiske Sonic-spil noget, der populært kaldes flipperspilsfysik. Det dækker over den følelse af fysik, som gjaldt for Sonic når han bevægede sig eller hoppede. Denne programmeringskode var hvad der satte reglerne for gameplayet. I Sonic Generations er denne fysik vendt tilbage, efter at have været mærkeligt fraværende i Sonic the Hedgehog 4: Episode 1, og så langt er alt som det skal være. Problemet er, at den slås til og fra som den selv vil, for at behage de spektakulære selvspillende sekvenser i Sonic Generations. Det fører til en usammenhængende oplevelse, og at du ikke altid ved hvilke regler, der gælder for spillet. Det ene øjeblik skal du benytte Havok-fysikmotoren til at bygge momentum op i en rampe. Andre gange er rampen automatiseret, så fysikken slås fra og Sonic i stedet løber af sig selv. Dette kritikpunkt kan lyde som en lille ting, når man læser om den, men den løber gennem hele spiloplevelsen med Sonic Generations, som en uheldig ridse i en vinylplade.

Når det er sagt, så er Sonic Generations alligevel den mest komplette udnyttelse af denne her spilmotor, og sjovt at spille fra start til slut. Spilsystemet er ujævnt men så tilpas sjovt, at man er villig til at tilgive des mange brister. For det meste, i hvert fald.

Det kan mærkes at Sonic Team har fået ny selvtillid efter sidste års uventede succes med Sonic Colours til Wii. Sonic Generations er godt nok ikke helt lige så godt som det spil, men det er tæt på når det bare kører. Skiftet mellem de to forskellige Sonic'er skaber variation, og gør at spillet føles friskt, selvom det er tydeligt at Sonic Team ikke helt ved hvad de skal gøre af den gamle Sonic. Han får klart mindre eksponering end den moderne Sonic, og står hele tiden i baggrunden både hvad angår historien og gameplayet. Sonic Team har dog skaft nogle rigtig fine baner til ham, der holder et uventet højt niveau og egentlig kun begrænses af den akavede spilmotor.

Sonic Generations

Den moderne Sonic er hvor spillet skinner, og det er vel ikke så underligt, da det nuværende Sonic Team har arbejdet med den formel i så lang tid efterhånden. Det er som sagt ikke perfekt på nogen måde - det er fejlfyldt og selvspillende alt for ofte, men alligevel sidder man mindst en gang i hver bane og måber af fascination. Og det kan både være på grund af smukt komponerede nostalgiske indspark eller en klassisk bane, der får et uventet twist. Bosserne er også hæderlige, selvom det er helt godnat at de kun kan spilles med ét af de to pindsvin.

Og det er egentlig det største problem med Sonic Generations. Det svinger mellem at være vældig generøst og vældig nærrigt. At hver bane kommer med utallige varierende challenges, hard modes og andet sjov er utroligt generøst og forlænger spiltiden væsentligt. Samtidigt er der kun en lille håndfuld baner i spillet, og alle disse baner består reelt set af gamle levn, der er blevet pudset af og tweaket et smule. Det er også svært at holde vreden under kontrol, når Sonics første og mest ikoniske årti kun udgør en sølle tredjedel af spillet, mens resten af spillet går ud på at Sonic Team gentager gamle baner fra Sonics 3D-spil. Det føles som en mærkelig prioritering, og viser at det nye Sonic Team (Sonic Adventures og frem efter) ikke rigtig vil acceptere, at folk foretrækker de gamle spil.

Rent audiovisuelt er Sonic Generations skiftevis grimt og smukt. Grimt når billedopdateringen begår harakiri på baner som Speed Highway. Smukt når du løber gennem spillets lobby og musikken veksler mellem moderne stykker til den moderne Sonic og pixelduftende udgaver til den klassiske Sonic. Overordnet rammer spillet oftere rigtigt end forkert. Følelsen af fart er stærk, med grafik der smukt sløres og musik der dæmpes af luftfriktionen. Desværre sker det ofte, at Sonic forsvinder i spillets farverige baggrunde, hvilket skaber en del forvirring.

Sonic Generations

Hele min oplevelse af Sonic Generations svinger præcis som denne anmeldelse frem og tilbage for hver time, jeg har brugt med spillet. Når jeg i Generations' memorabilia-rum kan høre et guddommeligt smuk strygerarrangement af Door Into Summer fra det halvglemte Sega 32X-spil Knuckles Chaotix, er det lige før jeg begynder at græde af glæde foran fjernsynet. I mange andre tilfælde bander jeg overspillet for at de har marginaliseret så mange dele af Sonics karriere for i stedet at lynproducere et spil bygget på gamle rester.

Resultatet er, at Sonic Generations føles noget halvhjertet som hyldest til Sonics 20 år lange karriere. På den anden side er det præcis den fejring, Sonic fortjener. Lige dele godt og ondt. Ti gode år og ti forfærdelige. Det hovedsagelige er jo, at man har det sjovt med spillet. Og det har jeg haft. Fra start til slut. Jeg håber bare, at dette bliver det sidste, vi ser til Hedgehog Engine, og at Sonic Team gør Sonic Generations til en slags punktum for serien indtil nu. Så de i fremtiden kan vende et nyt blad og skrive en helt ny historie til verdens hurtigste pindsvin.

Sonic Generations
Sonic Generations
Sonic Generations
Sonic Generations
Sonic Generations
Sonic Generations
Sonic Generations
Sonic Generations
07 Gamereactor Danmark
7 / 10
+
Hurtigt og sjovt, godt banedesign, varieret og kreativt, rigeligt at samle
-
Mange og lange loading-tider, uregelmæssigt gameplay, mærkelig indholdsprioritering

Brugeranmeldelser

  • monotar
    Efter at have bevist at man rent faktisk KAN lave gode spil med det blå pindsvin i Sonic Colours er Sonic Team her tilbage med endnu et spil om det... 8/10
Dette er en annonce: