Metal Gear Solid HD Collection
Den klassiske sniger-serie genudgives i flottere indpakning. Læs to anmeldelser af Metal Gear Solid HD Collection her.
Det er ikke den store kunst at ta' en håndfuld spil og udgive dem i samme boks. Det giver i hvert fald først og fremmest mening, hvis der er eller kan findes et samlende element. Konami kan dog med en solid portion selvsikkerhed udgive Metal Gear Solid: HD Collection og ramme et publikum, der (gen)oplever 3 spil fra et spilunivers, der har været med til at definere stealth-genren.
De 3 spil, der indgår i samlingen, er: Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty, Metal Gear Solid 3: Snake Eater og Metal Gear Solid: Peace Walker. Men tro nu ikke, at du vil kunne sætte spillene ind i en kronologi og opleve, for eksempel hvordan figuren Snake udvikler sig over tid. Snake Eater foregår 30 år efter Peace Walker - og Sons of Liberty går 40 år tilbage i tiden for at berette om Snake's far og dennes forhold til sin mentor, The Boss, der er hoppet af til Sovjetunionen. Dertil kommer den omstændighed, at Sons of Liberty og Snake Eater i HD-samlingen er opdaterede/forbedrede udgaver af spil, der oprindeligt er udgivet til PS2, mens Peace Walker ligefrem er opdateret fra udgivelsen til den håndholdte PSP.
Når disse sandsynligvis forvirrende omstændigheder er overstået, så byder samlingen faktisk på mange timers glimrende spiloplevelser.
Sons of Liberty
Det første spil i samlingen starter med, at Snake skal forsøge at få fat i en prototype til nyt Metal Gear-udstyr. Isenkrammet befinder sig på en båd, der i kraftig regn og blæst er på ud af Hudson River i New York. Senere begivenheder finder sted på landjorden, hvoraf flere scener i det oprindelige spil blev ændret eller slettet i kølvandet på 9/11.
Efter nutidens standarder er styringen meget fastlåst. Ikke mindst den stramt styrede kameraføring er kilden til frustrerende situationer, hvor man simpelt hen ikke har overblik over omgivelserne. Heldigvis bidrager Snakes radar og hoben af ikke alt for begavede modstandere til, at frustrationerne ikke tager overhånd.
Nok er grafikken blevet fintunet til udgivelse i PS3-format, men det kan ikke skjules, at grundlaget er et spil til en historisk platform. I hvert fald er regnen og blæsten i åbningsscenen på Hudson River en tydelig syntetisk affære, lige som både Snake og modstanderne er tegnet uden de sprøde teksturer, som vi er vænnet til på mere tidssvarende spilplatforme.
Tilbage står dog en herlig oplevelse af essensen af stealth-genrens kerneværdier: Det er yt, faktisk ligefrem dødsensfarligt at bruge skydevåben. En bedøvelsespistol kan dog lige gå an. Det gælder således om at UNDGÅ at blive set, hørt eller på anden måde opdaget.
Snake Eater
Som allerede nævnt er tiden i Snake Eater skruet tilbage til de tidligere 60'ere, i kølvandet på det storpolitiske drama under Cuba-krisen. USA er gået med til sende en sovjetisk afhopper tilbage hvor han kom fra, uvidende om, at afhopperen er nøgleperson i udviklingen af et atombevæbnet pansret køretøj, der vil være til stor fare for de vestlige magter. Det bliver Snakes opgave at forhindre færdiggørelsen af dette våben.
Galleriet af skurke i Snake Eater hører til Metal Gear Solid-universets mest spændende. Det er samtidig afsæt for en stemning i historien, der balancerer fint mellem det tegneserie-agtige og det mere hårdkogte, eller sagt på en anden måde: mellem James Bond og Tom Clancy.
Det er nu muligt at styre kameraet frit med højre analog-stick. Dermed er det lettere og knap så risikabelt at få et overblik over farer og fælder i omgivelserne, når man ikke længere er tvunget til at stikke snuden frem. På den ene side gør det gameplayet simplere, men på den anden side er det en feature, der gør styringen mindre frustrerende end i det første spil.
Snake Eater byder også i denne HD-optimerede udgave på nogle af spilverdenens fornemste stealth-udfordringer. Det bidrager i høj grad til, at man bærer over med en stiv figur-animation og generelt 'flade' farver og textures. Det hører dog samtidig med, at den frie bevægelighed i relativt ufremkommelige jungleomgivelser udgør et mindre vi suelt kvantespring i kamparealets design.
Peace Walker
Spillet med denne titel er oprindeligt udgivet til PSP. Det er derfor ikke så mærkeligt, at en opgradering til PS3 ender med at tydeliggøre svagheder eller i hvert fald begrænsninger i forhold til PS3-platformen.
Styringen er enklere end i samlingens to øvrige spil. Blandt andet er det ikke muligt at kravle i liggende position. Til gengæld er omgivelserne designet med skjulesteder, der netop er så høje, at det ikke er nødvendigt at gå i skjul i liggende position. Til gengæld introducerer denne titel muligheden for at skyde, mens du bevæger dig, hvilket faktisk fungerer bedre i denne opdaterede udgave end i den oprindelige udgave til PSP.
Gameplayet er tilføjet en række rolle- og strategispils-elementer. Det kommer blandt andet til udtryk i, at du i rollen som Naked Snake skal rekruttere din egen lille millits - samt udvikle og administrere dens base. Alt sammen for at være klædt på til opgaven med på den ene side at undgå et kommunistisk kup i Costa Rica og på den anden side at finde ud af, hvorfor USA opmarcherer atomvåben i tropestaten.
Rent visuelt er Peace Walker med udspringet på PSP samlingens klart svageste. Desuden har spillets stemning af strategispil simpelt ikke de klokkeklare stealth-udfordringers appel til spilleren.
En opsamling
Alle 3 spil er præget af, at handlingen bliver gjort klar for spilleren i lige præcis så små bidder, at det kan frarådes for nytilkomne til Metal Gear Solid-universet - hvor mange, der i dén sammenhæng så end kan være tale om - at springe spillets cut-scenes over. Nok er dialogen tit og ofte fladpandet og primitiv, men du får dog som spiller brikker til det store overordnede puslespil, der får 3 spil med tilsyneladende helt selvstændige handlinger til at hænge bare nogenlunde sammen.
Det er til gengæld bærende for alle 3 spil, om end i mindre grad med Peace Walker, at du kommer til at prøve kræfter med opgraderede udgaver af spiltitler, der har været med til at definere en genre.
Det er indiskutabelt medrivende, udfordrende og spændende spilunderholdning, tilsat et solidt skvæt humor og kitch. Undertegnede var i hvert fald glad for, nærmest rørt over, at genopleve en alt andet lige fjern, fjern spilfortid.
Viktor Eriksson - GR SE
Metal Gear Solid-serien er, på godt og ondt, helt unik. Der er intet andet i spilverdenen, der bare kommer i nærheden af dens makabre blanding af gameplay og fortælling. Har du aldrig spillet Metal Gear tidligere, så forbered dig på at få vendt op og ned på hele din verden. Du vil opdage helt nye ting, døre, du ikke vidste fandtes, vil åbne sig, og nye farver vil blive åbenbaret. I slutningen af rejsen vil du hive efter vejret, samtidigt med at du for fuld hals råber "hvad, kan man gøre sådan med spil!?" Du vil ganske enkelt have det fantastisk, og denne HD-samling er et glimrende sted at starte.
Her får du tre helt utrolige spil, {Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty}, {Metal Gear Solid 3: Snake Eater} og {Metal Gear Solid: Peace Walker}, alle opdateret til sprøde HD-versioner, og hvoraf Peace Walker aldrig tidligere har været udgivet på stationære konsoller. Sammen med den lave pris gør det pakken til noget nær århundredets kup, hvad angår spiltimer og ren underholdning.
Spillene er alle en hudløs blanding af episk, filosofisk og til tider direkte selvparodierende fortælling, sammen med noget af det skarpeste snige- og action-gameplay, genren har budt på. Alle dele af serien har dertil deres egne varianter af grundformlen, hvilket holder variationen oppe og kedsomheden væk.
Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty er en på alle kanter udvidet udgave af Metal Gear-grundkonceptet med låste kameravinkler og metroidvania-inspireret backtracking, der gang på gang får dig til at værdsætte spillets baner på nye måder. Historien behandler, for spilmediet, usædvanlige temaer i form af informationskrig og børnesoldater. Sons of Liberty er på mange måder et utroligt spil, men i forhold til resten af samlingen er det også det spil, der er ældet med mindst ynde, med både grafik og gameplay der til tider gå på krykker.
Metal Gear Solid 3: Snake Eater er spilmæssigt en betydeligt mere hårdkogt oplevelse end de andre dele i serien. Spillet kræver mere af spilleren, i form af tusind forskellige ting, der skal holdes styr på, og som strækker sig mellem alt fra valget af camouflage og udrustning til at planlægge snige-strategi og holde styr på Snakes sultne mave. Samtidigt er profilen for spillet oprindelseshistorien for hele Metal Gear-sagaen, hvilket mærkeligt nok gør det til det perfekte første-spil for folk, der er relativt ubekendte med serien.
Sidst men ikke mindst i samlingen har vi endelig Metal Gear Solid: Peace Walker. Et spil hvor Kojima og banden har taget Metal Gears gameplay til et helt nyt niveau af strømlinet spilbarhed. Det kan tydeligt mærkes at spillet egentlig er skræddersyet til PSP-formatet med sine små pindemadder til baner, men det skader faktisk ikke. Tværtimod er det herligt for første gang at kunne spille det med en rigtig controller og ordentlig online-understøttelse, der ikke kræver at alle dine venner ejer hver deres PSP. Har du ikke spillet det tidligere, så er Peace Walker alene prisen værd for hele samlingen.
De gange, hvor spillene halter, er i det til tider åndssvage og næsten altid overarbejdede manuskript, som gør at både mellemsekvenser og andre dialogscener gerne klokker ind over en halv time. Til tider bliver historien en smule kedelig at følge med i, uanset hvor engageret du måtte være i figurerne og begivenhederne. Alting er til tider så overdrevent tydeligt og langtrukket, at der skal lidt af en gulvmoppe til at rydde op i Hideo Kojimas verbale diarré. Samtidigt er det en relativt lav pris at betale, taget i betragtning at Metal Gears ambitiøse fortælling savner et modstykke inden for spilmediet.
Grafisk er HD-opdateringen af spillene omtrent hvad vi efterhånden forventer af denne type højopløste opsamlinger. Det vil sige både en del ris og en del ros. Takket være gennemarbejdet design har alle spillene stået relativt godt imod tidens tand, også selvom en del grafiske urenheder bliver synlige i det nye 60 watts lys. Det der romantiske golden age-James Bond-filter, der lå over Snake Eater, er på godt og ondt blevet skiftet ud med knivskarpe teksturer, hvilket desværre forstyrrer en del af stemningen i mellemsekvenserne.
Samlingens største brist er derimod nogle mærkbare huller, hvoraf det største er manglen på det første {Metal Gear Solid}. Det er tydeligt, at dette spil er et ekstra vigtigt knudepunkt for seriens historie, og dets fravær får Sons of Liberty til at fremstå som en ækel byld fyldt med spørgsmålstegn. Hvad er der egentlig sket med Revolver Ocelots arm? Og Le Enfants hvad? Foxhound, sagde du?
En del af ekstramaterialet fra deluxe-udgaverne {Metal Gear Solid 2: Substance} og {Metal Gear Solid 3: Subsistence} er også blevet fjernet. Det er en skam, selvom en del af dette fravær givetvis skyldes forskellige rettighedsknuder, såsom bonusspillet Snake VS Monkey.
Det er synd, for ellers kunne {Metal Gear Solid HD Collection} meget vel have været definitionen på en perfekt samling, der kun kunne være blevet forbedret ved at inkludere en lok af Kojimas hår med købet. Nu må den i stedet nøjes med at være en rigtig god samling.
8/10
Husk: du kan læse en tredje mening i Gamereactor #125
Skrevet af: Stampe1282012-04-14 17:25Fantastisk opsamling, som jeg har ventet meget længe på. Som xbox-ejer har det været en hård ventetid, når man er fan af serien.
Metal Gear Solid er ultimativt en af de bedste spilserier i historien, hvis man kan leve med at den tendenderer til det over-sentimentale og ofte har ekstremt lange mellemsekvenser. Ikke for enhver, men er ellers alle pengene værd.
Skrevet af: hgoenge812012-04-13 16:09Citerer micand:Der er ikke kun 3 spil i pakken,men hele 5,de 2 første arcadeversioner af "Metal Gear" ligger under introskærmen til "Metal Gear 3 nake Eater" se under ekstra!De 2 første spil hed bare "Metal Gear" og "Metal Gear 2"
nemlig rigtigt, og ikk nok med det; Sons Of Liberty lader også til at være tilgængelig i både den originale version (hvor man både styrer homoRaiden og Snake), samt delt, hvor man enten vælger Snakes eller Raidens del. Svedigt. Hvis man vælges Snakes Tales skal man bare huske, at start-knappen ikke giver mulighed for udgang til menu. Der skal man i stedet holde alle skulderknapper samt start+selct inde samtidig et stykke tid. Og så kan man jo lige så godt smide de usle 75 spir det første Metal Gear Solid til ps1 koster på psn. Så er man sgu underholdt til man ligger i fosterstilling.
Coolshop's pris er kun 299Kr.
Alt for genial samling. Yir.- Skrevet af: yusufique32012-02-12 00:02Det her er en must have. Metal Gear er virkelig en klassiker. Portable Ops behøves ikke for at forstå historien, men vil anbefale at man lige læse hurtigt hvad der sker der. Det samme gælder de originale Metal Gear-spil, som også findes i denne samling. Det vil være fedt at spille spillet i kronologisk rækkefølge (MGS3, Peace Walker, MGS, MGS2 og MGS4) og derfor er det efter min mening nødvendigt at have spillet Metal Gear Solid 1. Hvis man en dag i fremtiden kedede sig så meget at man ville spille serien igen, vil jeg i hvert fald spille serien efter den rækkefølge spillene er udgivet.
Skrevet af: micand2012-02-07 12:27Der er ikke kun 3 spil i pakken,men hele 5,de 2 første arcadeversioner af "Metal Gear" ligger under introskærmen til "Metal Gear 3
nake Eater" se under ekstra!De 2 første spil hed bare "Metal Gear" og "Metal Gear 2" 
Coolshop's pris er kun 299Kr.- Skrevet af: TheChris2012-02-07 11:14"Men tro nu ikke, at du vil kunne sætte spillene ind i en kronologi og opleve, for eksempel hvordan figuren Snake udvikler sig over tid. Snake Eater foregår 30 år efter Peace Walker - og Sons of Liberty går 40 år tilbage i tiden for at berette om Snake's far og dennes forhold til sin mentor, The Boss, der er hoppet af til Sovjetunionen."
Fra et kronologisk standpunkt så er den her beskrivelse meget rodet.
Snake Eater foregår i 1964, under Den Kolde Krig, før Big Boss fik sin titel og skabte sit "Outer Heaven". Dette er 45 år før Sons of Liberty, som omhandler Snake og Raiden, som den nye hovedperson, der tager over for Snake tidligt i spillet. Her bliver vi også præsenteret for The Patriots, skurkene i skyggerne. Peace Walker er en direkte fortsættelse til historien om Big Boss, og fortæller om de events der ledte Big Boss til at skabe sit Outer Heaven og The Patriots opstandelse. Dette finder sted i 1974, hvilket er præcis ti år efter Operation Snake Eater.
Skrevet af: WelcomeToRapture2012-02-07 08:33Skal man egentligt have spillet Portal OPS for at forstå Peace Walker?
Jeg regner med at købe MGS via PSN, så købe HD collection, og så MGS 4 derefter.- Skrevet af: sheen2012-02-07 00:27holder stadig på at metal gear og metal gear 2 er og bliver bedre end metal gear solid 2+3..
Skrevet af: Lamsis2012-02-06 17:13Jeg har spillet det første, der var til Ps1 - De andre kender jeg ikke.
ubestridt det bedste skyde/actionspil til dato i min optik.
Har anskaffet mig pakken/Xboxen, og er igang med Snake Eater
= fedt og frustrrende på en gang 
Skrevet af: petera55552012-02-06 12:54Kan dem der aldrig har spillet et MGS spil nyde pakken når det første MGS og Portable Ops ikke er med?- Skrevet af: R132012-02-06 11:05Der er en smule rod i titelfordelingen lige i starten, men ellers god anmeldelse.
Skrevet af: The Pez Dispenser2012-02-06 09:41Godt at læse at det er den rigtige udgave af Mgs3 der er inkluderet, var lidt bekymret for om de ville smide den første udgave med, den hvor kameraet er ligeså fjendtligt som i 2´eren. Gør en verden til forskel imo.
Kunne godt finde på at skaffe mig pakken, mest for psp spillet, har allerede 2´eren og ved ikke hvor interesseret jeg er i 3´eren. Ender alitd med at sælge det igen.
Skrevet af: Tekkenmover2012-02-05 23:48Synes det en fantastisk samling :3 3 fantastiske spil i en boks, i HD, en samling her der skal ejes, hvis man elskede de andre titler, eller gik glip af MGS Peace Walker ^^
Skrevet af: Bubba HoTep2012-02-05 22:19Håber Snake Eater (3'eren) kommer op på PSN, eller SEN, for det er uden sammenligning det bedste spil i serien... Har været igennem det SÅ mange gange!!
Skrevet af: Simon Kolbe Strange2012-02-05 21:31Metal Gear Solid 2 er det bedste spil, jeg nogensinde har spillet. Punktum.
| Grafik: | 7 |
| Gameplay: | 8 |
| Lyd: | 9 |
| Holdbarhed: | 9 |
| Vores karakter: | 8/10 |
- Format:PS Vita, PS3, Xbox 360
- Genre:Stealth
- Udvikler:Kojima Productions
- Udgiver:Konami
- Antal spillere:1
- Aldersgrænse:Fra 18 år
- Premiere:03 februar 2012
- Metal Gear Solid: Portable Ops PSP
- Splinter Cell: Double Agent Multi
- Splinter Cell: Chaos Theory Multi
- Metal Gear Solid 3: Snake Eater PS2
- Monaco: What's Yours is Mine Multi
- Metal Gear Solid V: The Phantom Pain PS3/Xbox 360
- Splinter Cell: Trilogy PS3
- Metal Gear Solid: Snake Eater 3D Nintendo 3DS
- Metal Gear Solid PS1/PSN
- Velvet Assassin PC/Xbox 360
- Metal Gear Solid 4: Guns of the Patriots PS3

Ubisoft tror på Wii U

Fanskabt kort over Grand Theft Auto V

Designer hos EA: "Wii U er noget skidt"

Hvilket spil med co-op spiller du?






































































