Det er ikke den store kunst at ta' en håndfuld spil og udgive dem i samme boks. Det giver i hvert fald først og fremmest mening, hvis der er eller kan findes et samlende element. Konami kan dog med en solid portion selvsikkerhed udgive Metal Gear Solid: HD Collection og ramme et publikum, der (gen)oplever 3 spil fra et spilunivers, der har været med til at definere stealth-genren.

De 3 spil, der indgår i samlingen, er: Metal Gear Solid 2: Sons of Liberty, Metal Gear Solid 3: Snake Eater og Metal Gear Solid: Peace Walker. Men tro nu ikke, at du vil kunne sætte spillene ind i en kronologi og opleve, for eksempel hvordan figuren Snake udvikler sig over tid. Snake Eater foregår 30 år efter Peace Walker - og Sons of Liberty går 40 år tilbage i tiden for at berette om Snake's far og dennes forhold til sin mentor, The Boss, der er hoppet af til Sovjetunionen. Dertil kommer den omstændighed, at Sons of Liberty og Snake Eater i HD-samlingen er opdaterede/forbedrede udgaver af spil, der oprindeligt er udgivet til PS2, mens Peace Walker ligefrem er opdateret fra udgivelsen til den håndholdte PSP.

Når disse sandsynligvis forvirrende omstændigheder er overstået, så byder samlingen faktisk på mange timers glimrende spiloplevelser.

Sons of Liberty
Det første spil i samlingen starter med, at Snake skal forsøge at få fat i en prototype til nyt Metal Gear-udstyr. Isenkrammet befinder sig på en båd, der i kraftig regn og blæst er på ud af Hudson River i New York. Senere begivenheder finder sted på landjorden, hvoraf flere scener i det oprindelige spil blev ændret eller slettet i kølvandet på 9/11.

Efter nutidens standarder er styringen meget fastlåst. Ikke mindst den stramt styrede kameraføring er kilden til frustrerende situationer, hvor man simpelt hen ikke har overblik over omgivelserne. Heldigvis bidrager Snakes radar og hoben af ikke alt for begavede modstandere til, at frustrationerne ikke tager overhånd.

Nok er grafikken blevet fintunet til udgivelse i PS3-format, men det kan ikke skjules, at grundlaget er et spil til en historisk platform. I hvert fald er regnen og blæsten i åbningsscenen på Hudson River en tydelig syntetisk affære, lige som både Snake og modstanderne er tegnet uden de sprøde teksturer, som vi er vænnet til på mere tidssvarende spilplatforme.

Tilbage står dog en herlig oplevelse af essensen af stealth-genrens kerneværdier: Det er yt, faktisk ligefrem dødsensfarligt at bruge skydevåben. En bedøvelsespistol kan dog lige gå an. Det gælder således om at UNDGÅ at blive set, hørt eller på anden måde opdaget.

Snake Eater
Som allerede nævnt er tiden i Snake Eater skruet tilbage til de tidligere 60'ere, i kølvandet på det storpolitiske drama under Cuba-krisen. USA er gået med til sende en sovjetisk afhopper tilbage hvor han kom fra, uvidende om, at afhopperen er nøgleperson i udviklingen af et atombevæbnet pansret køretøj, der vil være til stor fare for de vestlige magter. Det bliver Snakes opgave at forhindre færdiggørelsen af dette våben.

Galleriet af skurke i Snake Eater hører til Metal Gear Solid-universets mest spændende. Det er samtidig afsæt for en stemning i historien, der balancerer fint mellem det tegneserie-agtige og det mere hårdkogte, eller sagt på en anden måde: mellem James Bond og Tom Clancy.

Det er nu muligt at styre kameraet frit med højre analog-stick. Dermed er det lettere og knap så risikabelt at få et overblik over farer og fælder i omgivelserne, når man ikke længere er tvunget til at stikke snuden frem. På den ene side gør det gameplayet simplere, men på den anden side er det en feature, der gør styringen mindre frustrerende end i det første spil.

Snake Eater byder også i denne HD-optimerede udgave på nogle af spilverdenens fornemste stealth-udfordringer. Det bidrager i høj grad til, at man bærer over med en stiv figur-animation og generelt 'flade' farver og textures. Det hører dog samtidig med, at den frie bevægelighed i relativt ufremkommelige jungleomgivelser udgør et mindre vi suelt kvantespring i kamparealets design.

Peace Walker
Spillet med denne titel er oprindeligt udgivet til PSP. Det er derfor ikke så mærkeligt, at en opgradering til PS3 ender med at tydeliggøre svagheder eller i hvert fald begrænsninger i forhold til PS3-platformen.

Styringen er enklere end i samlingens to øvrige spil. Blandt andet er det ikke muligt at kravle i liggende position. Til gengæld er omgivelserne designet med skjulesteder, der netop er så høje, at det ikke er nødvendigt at gå i skjul i liggende position. Til gengæld introducerer denne titel muligheden for at skyde, mens du bevæger dig, hvilket faktisk fungerer bedre i denne opdaterede udgave end i den oprindelige udgave til PSP.

Gameplayet er tilføjet en række rolle- og strategispils-elementer. Det kommer blandt andet til udtryk i, at du i rollen som Naked Snake skal rekruttere din egen lille millits - samt udvikle og administrere dens base. Alt sammen for at være klædt på til opgaven med på den ene side at undgå et kommunistisk kup i Costa Rica og på den anden side at finde ud af, hvorfor USA opmarcherer atomvåben i tropestaten.

Rent visuelt er Peace Walker med udspringet på PSP samlingens klart svageste. Desuden har spillets stemning af strategispil simpelt ikke de klokkeklare stealth-udfordringers appel til spilleren.

En opsamling
Alle 3 spil er præget af, at handlingen bliver gjort klar for spilleren i lige præcis så små bidder, at det kan frarådes for nytilkomne til Metal Gear Solid-universet - hvor mange, der i dén sammenhæng så end kan være tale om - at springe spillets cut-scenes over. Nok er dialogen tit og ofte fladpandet og primitiv, men du får dog som spiller brikker til det store overordnede puslespil, der får 3 spil med tilsyneladende helt selvstændige handlinger til at hænge bare nogenlunde sammen.

Det er til gengæld bærende for alle 3 spil, om end i mindre grad med Peace Walker, at du kommer til at prøve kræfter med opgraderede udgaver af spiltitler, der har været med til at definere en genre.

Det er indiskutabelt medrivende, udfordrende og spændende spilunderholdning, tilsat et solidt skvæt humor og kitch. Undertegnede var i hvert fald glad for, nærmest rørt over, at genopleve en alt andet lige fjern, fjern spilfortid.