Dansk
Gamereactor
anmeldelser
James Bond 007: Nightfire

007 James Bond: Nightfire

Det siger vel et eller andet om spilbranchen, når licenser nu udkommer uden underliggende kildemateriale.

Abonner på vores nyhedsbrev her!

* Påkrævet felt

Det siger vel et eller andet om spilbranchen, når licenser nu udkommer uden underliggende kildemateriale. På trods af at Die Another Day er lige om hjørnet, så har Electronic Arts her valgt at frigive en helt unik titel. Nightfire indeholder alle de ting som James Bond kendere har lært at elske. Her er megakonglomerater, som truer med at opsluge jorden i deres kapitalistiske stræben. Der er en nok så ond bagmand. En fyr der, trods en nobel facade, ikke ville betænke sig på, at sælge sine nærmeste for den rigtige pris. Selvfølgelig er der også masser af lækre piger, der alle falder for de mest kitschede scorereplikker. Endelig er der dig, der i rollen som Englands ypperste agent, får lov til at håndtere alskens habengut.

HQ

På udflugt i Paris
Alle sejl er sat ind på at ramme den rigtige stemning. Allerede fra første åndedrag anspores vi via en hektisk biljagt i Paris’ gader. En smuk kvinde jages af skydegale bøller, og den kære James Bond følger begivenhederne fra en helikopter. Som en anden ridder kommer han til undsætning. Opsadlet en lækker øse tager parret hjulene på nakken. Motoren brummer lystigt, med et tryk på knappen strømmer røg ud af udstødningsrøret. Forlygterne på de jagtende køretøjer forsvinder i en tæt omfavnede tåge. Tilfældige butikker og fodgængere farer forbi i en lind strøm, mens vinden omslutter det strømlinede vidunder. Flere fjender, eksplosioner, champagne og fyrværkeri. Endnu en dag i en top agents liv.

Scenen skifter
Nu udfolder begivenhederne sig så med dig som centrum, og Q som den altid opfindsomme medhjælper. Omsværmet af dobbeltagenter, underskønne møer og selvfølgelig en bred vifte af håndlangere skal banen ryddes til bagmand Raphael Drake. Det ene øjeblik drøner du ned af en bjergside på en snescooter i Østrig. Sneen hvirvler fra himlen, og omfavner scooteren i sit kolde favntag. Kugler svirrer om ørerne fra jagtende scootere. En helikopters rotorblade får trætoppene til at bugte som bølger i en storm. Det næste øjeblik befinder du dig i Tokyo - Japan. Lange korridorer breder sig foran dig. Vagter går rundt på deres runder. Du er gået i knæ, og sniger dig af sted - diskretion er nøgleordet. Pludselig går en dør op lige foran dig. En lyskegle fanger dig. Japanske gloser flyver gennem luften. Du er opdaget! Skynd dig at få uskadeliggjort vagten, men husk : Ingen dødsfald.

Alsidige missioner
Der er gjort et stort nummer ud af at gøre missionerne alsidige. Det er også lykkedes i stor udstrækning. I nogle missioner må du ikke blive opdaget. Andre missioner skal du løbe direkte ind i løvens hule. Mens andre missioner igen sætter dig bag rattet i den specialbyggede Aston Martin. Der er en god variation i tempoet de forskellige missioner imellem, hvilket er med til at øge spillets tiltrækning. Dertil er der en række mellemsekvenser, som holder historien kørende, og belønner dig for veludførte handlinger. Vel er det hele utroligt klichefyldt - men det er vel netop én af de mange charmer ved 007.

Stemningen er godt fanget
Jeg synes det er lykkedes at ramme stemningen utroligt godt. Lige fra den virtuelle Pierce Brosnan over de varierede modstandere til de nedringede og lårkorte sild. Der er med gavmild hånd spredt et hav af små referencer til det kildemæssige ophav. På den negative side så er der måske næsten for mange små mellemsekvenser og opbrud i handlingen. Man når næsten ikke to rum frem, før endnu en sekvens fyres af. Dertil så er nogle af mellemsekvenserne blevet offer for nærmest utilgiveligt makværk. Det lader til, at testerne har taget sig en lille skraber, da de gennemgik et par af scenerne. Vi bliver mødt af folk som svæver i luften, eller går med halvdelen af benene stikkende gennem gulvet. Nogle af tilfældene er så himmelråbende, at det er dybt underligt, at de ikke er opdaget. Det lugter lidt af, at spillet har været offer for deadline. Det gør sig også gældende under selve missionerne, hvor der er nogle virkeligt seriøse problemer med clipping. Selv om overflader synes solide, så skal du ikke være forbavset over, at folk stikker dele af deres kroppe igennem vægge og døre. Det er lidt ødelæggende for stemningen, når sådanne begivenheder indtræffer. Dette især fordi netop den filmiske del bærer så meget af spillet.

Dette er en annonce:

En sprød fornemmelse
Positivt set så er Nightfire utroligt let at gå til. Det hele forløber i en hektisk strøm af begivenheder, og man når aldrig at kede sig. Faktisk er det utroligt svært at slippe, når man først er kommet i gang. De varierede baner er understøttet af en rigtig flot grafisk flade. Hvis man altså her lige ser bort fra de tekniske problemer. Det hele er ydermere krydret med en lækker sonisk front. Med sprøde lydeffekter og stemningsfuld musik. Tiden har det med at flyve, når man har det sjovt - det er også tilfældet med Nightfire. Desværre så er oplevelsen alt for kortvarig. Det tager ikke meget mere end ti timer at gennemføre - og så har du vel og mærke taget dig god tid.

Tag vennerne med på tur
Heldigvis er der også inkluderet en omfattende multispiller del. Her har du en lang række forskellige muligheder for et hurtigt actionfix. Der er hele tolv forskellige valgmuligheder - hvoraf en del af dem skal åbnes ved at gennemføre singlespiller delen. Her er variationer over alle de kendte temaer - fordelt over forskellige baggrunde. Du kan vælge at være op til fire om skærmen, samtidig med at du kan smide en række AI bots med i legen. En lille sjov feature er, at en række kendte ansigter fra James Bond filmene er inkluderet her. Du kan atter stifte bekendtskab med Oddjob og hans dødbringende bowlerhat. Eller hvad med Jaws, og hans stålgebis der vil gøre enhver tandlæge panikslagen? 007 Nightfire er en kompetent titel, der - trods enkelte sjuskefejl og mangler - får jobbet gjort. Her kan du finde masser af underholdning, i en noget mere tilbagelænet stil end eksempelvis Splinter Cell.

08 Gamereactor Danmark
8 / 10
+
Oser af Bond stemning. God variation af temaer. Flotte scenarier. Stemningsfuld lydside.
-
Nogle relativt store tekniske problemer. Temmelig kort singlespiller del.
overall score
er vores samlede netværkskarakter. Hvad er din? Netværkskarakteren er et gennemsnit af alle redaktionernes individuelle karakterer

Relaterede tekster

007 James Bond: NightfireScore

007 James Bond: Nightfire

ANMELDELSE. Skrevet af Steen Marquard

Pierce Brosnan er atter tilbage i rollen, som verdens mest populære superagent - men er det værd at trække i tøjet?

James Bond 007: NightFire

James Bond 007: NightFire

NYHED. Skrevet af Rasmus Berg

Electronic Arts har netop annonceret, at det næste spil i James Bond serien er på vej. Spillet udvikles på konsoller af Eurocom, mens Gearbox vil stå for PC udgaven. Vi har detaljerne indenfor.



Indlæser mere indhold