Skip to main content
Anmeldelser 007 The World Is Not Enough

007 The World Is Not Enough

Her gik vi og troede at James Bond og PlayStation var 2 uforlignelige størrelser, men så blev The World Is Not Enough sendt på gaden.
Jesper H. Andersen 11 december 2000

Der var ikke grænser for Electronic Arts' planer for Tomorrow Never Dies til PlayStation. De var overbevist om, at de kunne skabe det ultimative James Bond spil. Resultatet blev alt andet end ultimativt. Faktisk blev det rigtig dårligt. Med The World Is Not Enough (TWINE) råber EA ikke så højt, men de kan godt være stolte af sig selv alligevel. Selv om det nye James Bond spil har sine fejl, så er det et kæmpe skridt i den rigtige retning.

Shhh!
James Bond er denne gang blevet sat til at passe på oliemilliardæren Elektra King, efter at hendes far bliver brutalt myrdet. Bond opdager dog hurtigt, at han ikke kan stole på nogen og snart vælter problemerne ind over ham. Spillet forsøger så godt det kan, at holde trit med handlingen, uden at tage alt for mange omveje, som Tomorrow Never Dies gjorde det. Spillet er delt op i 10 baner, der følger filmens handling slavisk og afbrydes af klip fra filmen i ny og næ.

TWINE er et 3D-action spil og det spilles på nogenlunde samme måde som Medal of Honor, hvor man ser det hele med Bonds øjne. I TWINE er der lagt mere vægt på stealth, hvor man skal snige sig uset rundt. Dermed ikke sagt, at der ikke er smæk for skillingen, for det er der. Dit arsenal tæller flere forskellige autentiske våben og så har R (Q's klodsede afløser) haft travlt med at finde på alle mulige anordninger, som du kan få brug for undervejs. De er meget sjove at lege med, men desværre virker nogle af dem malplacerede. Et godt eksempel er et kredit kort, der kan lirke låste døre op. Det er meget sjovt de første par gange man prøver det, men der er mange døre, der skal lirkes op og til sidst føles det hele meget trivielt.

Retur fra drømmeland
Missionerne er måske nok noget korte, men de er meget varierede og følger filmens handling meget fint. I første bane skal James forsøge at finde en alternativ adgang til en bankmands kontor, i anden bane jagter han en snigmorder igennem Londons baggårde og gyder. Og til sidst, i tredje bane, bliver en ellers fredelig skitur med Elektra King ødelagt af en gruppe lejesoldater. I nogle missioner er det lige på og råt, mens andre veksler mellem at skulle liste rundt på strømpefødder og løbe frem med aftrækkeren i bund. Desværre er der i spillet en tendens til, at de vilde actionscener fra filmen udelades. Personligt så jeg gerne, at man fik lov til at deltage i den vilde bådjagt ned af Themsen, men det kunne spillets 3D-motor åbenbart ikke klare.

Så kan man trøste sig med, at TWINE byder på en forbedret AI hos dine fjender. Bag på spillets cover kan man læse, at fjenderne vil reagere på dig, kommunikere og endda trække sig tilbage hvis du er lidt for vild for dem. Det gør de også og de kan også finde på at lægge sig i baghold. Fjendernes forbedrede AI gør specielt de stealth-prægede missioner sjove at spille. Hvis man eksempelvis skal nedlægge en bevæbnet vagt, uden at alarmere Gud og hver mand, kan man bruge sin specielt indrettede mobiltelefon. Den kan give et bedøvende stød, men dermed er dine problemer ikke løst. I Syphon Filter 2 krævede det bare et enkelt velplaceret "ZAP!" og så var det afsted til drømmeland. I TWINE er drømmeland ikke hvad det har været. Dine fjende dejser godt nok om, men få minutter senere vågner han op og slår alarm.

Pierceing
TWINE disker op med flot grafik. Den er skarp og hastigheden er altid konstant. De forskellige baner er godt designet med en god variation i omgivelserne. Helt pletfri er grafikken dog ikke. Nogle objekter går igennem vægge, hvilket forstyrrer det overordnede billede. Figurdesignet savner også variation. Ofte at støder man på den samme figur 4-5 gange. Animationen af dem virker også noget ufuldstændig, men når man tager PlayStations begrænsede ressourcer i betragtning, er resultatet faktisk blevet ganske godt.
Musikken er en tand bedre end i Tomorrow Never Dies og stemmeføringen er også ramt meget godt. Et stort plus er, at John Cleese i egen høje person ligger stemme til R. Desværre må man undvære Pierce Brosnans sprøde stemme, men hans "voice-double" gør nu et meget godt job.

EA gør skaden go' igen
Med The World Is Not Enough har EA og Black Ops fået repareret noget af den skade, som Tomorrow Never Dies forvoldte. Følelsen af at være en hårdkogt agent er mere nærværende, men spillet kommer aldrig op på siden af GoldenEye til Nintendo 64. Dette er dog ikke en grund til ikke at skrive TWINE på sin ønskeseddel, specielt hvis man kan lide agentspil, der blander action og stealth eller hvis man trænger til et noget andet end In Cold Blood og Syphon Filter 2.

Yderligere karakterer

Grafik
8 / 10
Lyd
8 / 10
Spilbarhed
9 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Godt med action, varieret gameplay, fede våben og finurlige dimser, den rette Bond-stemning.
Minusser Enkelte
Fuld profil 96 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Platforme
PS2
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.