
Nintendos bagkatalog af spil er et imponerende arkiv af klassikere og semi-klassikere. Firmaet, der selv med den forholdsvis fiaskodømte Nintendo 64 opnående at skabe spilhistorie med en del udgivelser, har endnu engang løftet låget til skattekisten for at rode rundt med gamle spilkoncepter og ideer. Denne gang er valget faldet på 1080, et spil, der i sin tid revolutionerede genren med den talentfulde Giles Goddard ved roret.
Avalanche var i første omgang udset til at bliver udviklet hos Leftfield, udvikleren, der bl.a. har stået bag et par af GameCube-maskinens basketballspil og det velkendte Excite Bike 64. Men efter en periode med slinger og skuffende resultater trådte Shigeru Miyamoto til og overdragede i stedet udviklingen til NST - Nintendos interne division, der også har haft fingrene i Wave Race: Blue Storm. Resultatet er dog alligevel langt fra blændende, og det er tydeligt, at giganter som Microsoft og Electronic Arts for længst har fundet opskriften på succesfulde snowboardspil og derfor allerede står ved målstregen og venter på det aldrende 1080 Avalanche. For GameCube-fans må det være dybt skuffende, at fortsættelsen nu blot er endnu et ekstremt sportsspil og ikke det absolutte spil i genren.
Det er svært at sige, præcis hvor spillet fejler. Måske er det den manglende evne til at omstille sig til genren, som den ser ud i år 2003. Måske er det, fordi snowboard spil med en snært af realisme for længst er blevet vraget af spillerne til fordel for det adrenalinpumpende SSX3 eller Amped 2. Eller måske er det fordi forventninger til 1080 Avalanche i realiteten aldrig stod til at blive indfriet. I hvert fald er det et faktum, at NST's udspil mere ligner nogle gamle og udslidte programmørers forsøg på at lave noget til et ungt og spraglet publikum end et glat og velfungerende snowboardspil med fingeren på pulsen.
Som det er tilfældet for de fleste af genrens spil, så har spilleren mulighed for at vælge mellem et hav af personligheder og deres respektive boards. Her kan gameren bl.a. bladre frem og tilbage mellem den purunge Akari Hayami, den frembrusende og halvsmarte canadier Ricky Winterborn og den chilenske Kemen Vazquez, der hver især er udstyret med et væld af forskellige evner. Det er den sædvanlige omgang skibumser med attitude, man spises af med, så hvis man allerede for adskillige år siden ledte med lys og lygte efter et mindre skabelonskåret galleri af karakterer, så stopper søgningen ikke ved Avalanche.
Herefter er det så bare at pløje løjperne tynde, mens der laves tricks og indhentes vigtige sekunder. Tyngden ligger i Match Race - om end det ikke siger meget. Her går det fra Novice over Hard og til Expert. Desværre er sværhedsgradernes titler stærkt misvisende. Gamereactor havde stort set ingen problemer med at suse gennem både Novice og Hard, og efter nogle forsøg med Expert, så var hele gennemført uden nogensinde at blive rigtigt vanskeligt. Der er mulighed for at gøre det sværere for sig selv ved at afprøve alle spillets tricks og smutveje, men hvis spilleren holder sig til en enkelt rute og ellers holder tungen lige i munden, så krydses mållinien stort set altid før modstanderen. Der kan findes yderligere udfordringer i Time Trial, Gate Challenge, Trick Attack og ikke mindst multiplayer, men det er yderst trist, at 1080 Avalanche ikke har lært af fortiden og krydret det hele af med nogle flere muligheder og noget mere dybde.
Når Avalanche hænger sammen, er det dog ganske fornøjeligt og til tider helt fængende. Det kommer specielt til udtryk i de baner, hvor man sættes af fra en helikopter og ræser ned gennem hvid puddersne med en buldrende lavine i baggrunden. Her bliver man hele tiden mindet om, at tonsvis af sne vælter ned over én, hvis man bare laver et enkelt fejltrin. Det samme gælder de baner, hvor der virkelig er kælet for højderne og dermed muligheder for at prøve et par tricks af. Hvis spillet bød på flere og længere baner, som den slags der er hen mod slutningen, så havde oplevelsen været markant bedre tømret sammen.
Der ser desværre heller ikke ud til, at Nintendo har haft pudsekluden fremme, når det kommer til grafikken. Avalanche går fra at være underproduceret på det visuelle plan til ordinært og ligetil, men det når aldrig rigtig derop, hvor specielt SSX3 i øjeblikket hærger. Specielt slemt står det til, når ens snowboarder sprøjtes til med sne, og mest af alt ligner en eskimo, der har stået for tæt på en eksploderende lagkage. Dertil kommer nogle til tider væsentlige nedsættelser af hastigheden, der er med til at bryde illusionen af rent faktisk at drøne ned ad et enormt bjerg. Dog er det mest overhængende problem for denne anmelder den tvivlsomme palet af kedelig og panisk musik, der skal sy 1080 Avalanche sammen til et vaskeægte attitudeprodukt, der bare emmer af kant og farlighed. For det gør det bare ikke, og fallerede kunstnere som Finger Eleven, Seether og Cauterize er intet mindre end pinlige soniske indslag i ethvert spil, der bare har lidt respekt for sig selv.
Ægte Nintendofans vil måske stadig finde spillet fængende, for der er noget at hente, hvis man lægger de timer i spillet, som NST måske forventer. Men der mangler en gennemgribende forståelse af, hvor genren er i dag, og hvad et sultent ekstremsportspublikum forventer sig af muligheder på de stejle skråninger. For GameCube-fans betyder 1080 Avalanche ikke et reelt valg mellem flere spil i genren, for det er stadig længder bag det mesterlige SSX3, også selvom man vægter realismen højt.