50 Cent: Blood on the Sand

Hvad pokker gør man som spiludvikler, når man får stukket 50 Cent-licensen i hånden og får at vide at spillet skal være fyldt med action og fjenderne gerne må være sindsforvirrede soldater, der i den grad minder om terrorister? Man finder en snedig vinkel, og Swordfish Studios vinkel hedder humor.

For at vide med hvilken tankegang, du skal gå til 50 Cent, er det utrolig vigtigt at du ser traileren hvor "Fiddy" agerer enmandshær og jorder, skyder og tæver adskillige soldater til lirekassemænd inden de kan nå at sige "A'hva". Hvis du herefter sidder og tænker "fuck hvor sejt" er du sikkert 13 og vil tro, at spillet er den dybeste alvor og nyde det. Hvis du derimod hulkende må trykke pause og tørre tårerne fra den fremprovokerede latter fra øjnene, er du over 13 og vil for alvor nyde det.

Historien prøver ikke på at tage sig selv seriøst, og efter at have spillet en særlig svedig koncert er nogen angiveligt stukket af med de ti millioner dollars som skulle have været "Fiddy" og G-Units hyre. Sådan noget går ikke ubemærket hen, og da våben pludseligt holdes mod arrangørens hoved mens Lloyd Banks råber "Smoke that sucka Fiddy", findes en kompensation i form af et skelethoved indhyllet i diamanter, særdeles "bling". Gruppen angribes dog af særligt ondskabsfulde soldater på vej mod lufthavnen, og da skelethovedet stjæles ser både "Fiddy" og G-Unit ingen grund til ikke at agere lejesoldater, de er jo gangstas og hovedpersonen cementerer det kontant med sætningen "Gimme back my skull!".

Med indpakningen og stilen på plads har udvikleren stykket resten af spillet sammen som et puslespil, bestående af knapt ændrede brikker fra et utal af spil. De "lånte" spilelementer er dog kun "lånte" på samme måde som hvis nogen "låner" noget af dig, uden at have nogen intentioner om nogensinde at levere det tilbage. Spilelementerne er med andre ord tyvstjålet, men solidt implementeret og derfor fornøjelige.

Kontrollen er ren Gears of War, og alt lige fra hvordan coversystemet virker til følelsen af våbnene og det altid hektiske tempo vil føles særdeles velkendt for alle, der før er trådt i Marcus Fenix tunge støvler. De få elementer af samarbejde, hvor noget skal løftes eller forhøjninger bestiges, er taget fra Army of Two og klares med et par simple knaptryk. Nærkampene er fyldte med quicktime-elementer som i Jason Bourne spillet, men føles sjældent så brutael.

Bedst er dog elementerne lånt fra The Club, og det føles næsten som at starte en flippermaskine hver gang nogen skydes. Pludseligt går en timer i gang og giver dig et par sekunder til at skyde den næste fjende, men bonuspointene tæller ind på kontoen. Andre gange blinker en lille tekst i venstre hjørne, og giver dig muligheden for at klare en opgave som at skyde tre fjender på ti sekunder, med en belønning bestående af ekstra potente våben i en kortere tidsperiode.

Pointene opgøres efter hver bane i en bronze, sølv eller guldmedalje, men er ikke den eneste valuta i spillet. Rundt omkring finder man nemlig tilfældigt strøede kasser, som nærmest naturligvis er fyldte til randen med guldarmbånd, diamantsmykker og enhver anden tænkelig genstand som kan indgå som "bling". Disse kan efter hver bane byttes til nye våben, modangreb eller ekstra potente verbale tilsvininger, hvor sidstnævnte lader en slowmotion-effekt op.

Havde alt dette været blandet sammen af en mindre talentfuld uden humor, havde det ganske sikkert endt som det forrige 50 Cent-spil, som stadig den dag i dag spøger i de fjerneste kroge af mange en anmelders hjerner. Men Swordfish Studios kan sit kram, og derfor er Blood on the Sand som en kompetent Light-version af de allerede nævnte spil, hvilket ikke er dårligt hvis man er i humør til lidt tankeløst skyderi.

Spillets største minus er dog at ambitionsniveauet aldrig nogensinde har været at blande sig med genrens største drenge, men i stedet blot agere andenrangs-oplevelse. Dette gør sig gældende i alt fra grafik til lyd, og i særdeleshed gameplay, der hele vejen igennem er velvirkende, men særdeles genkendeligt. Som sådan ville det derfor også være svært at anbefale Blood on the Sand, hvis du ikke allerede har gennemspillet eksempelvis Gears of War.

Swordfish Studios fortjener masser af respekt for rent faktisk at have lavet et actionspil med 50 Cent, der vil kunne anbefales til andre end hans og G-Units mest loyale fans. Kan man se spillet for hvad det virkelig er, en "gangterkomedie" rullet ind i en bunke af velkendt gameplay, kan man roligt ligge pengene hos den lokale spilpusher, hvis man bare har brug en actionoplevelse til weekenden.