50 Cent: Bulletproof G Unit Edition

Når man bladrer gennem historiebøgerne eller læser en gammel avisartikel om den evigt forværrende politiske situation for mange år siden, så kommer man til at tænke på alle de ting, der kunne have blevet gjort anderledes, og på alle de beslutninger som aldrig burde være truffet. Det er så nemt at være bagklog, men det er også rigtig interessant. For hvad nu hvis Hitler aldrig var kommet til magten i 1933, så havde verden i dag set anderledes ud. Hvis Bush aldrig var gået ind i Irak uden FN’s tilladelse, så havde verden også været et bedre sted den dag i dag. Og hvis de ni kugler, som i sin tid ramte 50 Cent i benene, i stedet havde ramt ham midt mellem øjnene, ja så havde verden også været et bedre sted - i hvert fald i spilmæssige sammenhænge.

50 Cent: Bulletproof var spillet, der hærgede din elskede Xbox eller PlayStations indre kredse ved juletid sidste år, og hvordan High Voltage Software har kunnet tage et i forvejen kummerligt spil og gjort det endnu ringere, er stadig over min fatteevne.

Historien handler om hvordan 50 Cent’s liv havde været, hvis han ikke havde valgt musikken frem for gadelivet. Han er ghettoens ubestridte konge, men da en af hans homies kidnappes og selv bliver han overfaldt og skudt ni gange, begynder hans langsomme vej tilbage mod toppen af hierarkiet.

Eller det er i hvert fald hvad du bildes ind, for virkeligheden er en helt anden. Det eneste spillet ret faktisk prøver at fortælle dig (læs: hamrer ind i hovedet på dig!) er at 50 Cent er den hårdeste gangster nogensinde, og det er faktisk det. En pointe som rapperen selv allerede forsøger at fremtvinge hver eneste gang han får en mikrofon i hånden. Det er et direkte pinligt grundlag at basere et spil på, men det snakker jeg videre om senere.

Rent gameplaymæssigt er der sket det, ligesom med så mange andre PSP-konverteringer, at det er blevet forenklet i en sådan grad, at selv den dumme elev der sidder helt nede bagerst i specialklassen kan følge med. Samtlige baner starter med en lille tekstboks, der forklarer dig at fjenderne på banen nok ikke kan tales til fornuft og derfor bliver du nødt til at dræbe alle sammen, ofte en 50-60 stykker. Sådan forløber samtlige baner, baner der i øvrigt har det absolut kedeligste design jeg har set længe. Heldigvis er der rigeligt med bosser, men da de alle bekæmpes og besejres på præcis samme måde, kan de heller ikke hjælpe den allerede synkende skude.

Kameraet er blevet ændret i den håndholdte version, så i stedet for at titte rapperen over skulderen hele tiden, ser du nu det hele oppefra. Problemet med dette er at du derved kun kan se fem til ti meter foran dig, og lige pludseligt står der altså bare tre-fire hoodrats lige foran dig og fylder din krop med bly, tsk tsk. Det sker, vel at mærke, de gange hvor fjenderne ikke bare dukker op ud af den blå luft, hvilket skete op til flere gange. Alle skuddueller udspiller sig på samme måde, du kan ikke gemme dig bag ting, sigte præcist eller andet i den dur. Det er dybt uinteressant og efter bare to-tre ildkampe har du faktisk set hvad spillet har at byde på.

Skal jeg endelig sige noget positivt om Fitty’s spilmæssige katastrofe, så må det være at der er en hulens masse at låse op for, i form af sange og musikvideoer. Dog har jeg svært ved at se den overordnede mening med det, for selv om du er indædt fan af 50 Cent, hvorfor så kæmpe dig gennem årets nok værste spil, bare for at se det du endnu hurtigere kan se på MTV, blot uden alt besværet?
Jeg kan ikke sige at spillet ikke er helt uden underholdningsværdi, for jeg grinede dog min røv i laser stort set hele vejen gennem forløbet, især når rapperen spytter replikker så som "’’at’s gangsta nigga", eller "serve ya right muthafucker" ud mellem de læspende læber. Men det var vist også det eneste positive ved den spiloplevelse.

50 Cent: Bulletproof G Unit Edition er ikke et spil, det er en kommerciel practical joke udspillet på dig som forbruger; det er et venstrehåndsprodukt, som hverken gør sig fortjent til din tid eller dine penge og ironisk nok så ender hovedpersonens rapperalias som et glimrende synonym for slutproduktets egentlige værdi. Det er ikke bare dårligt udført, det er især også hele konceptet spiller bygger på. Spillet er lavet blot for at tvinge lidt ekstra penge ud af en, efter min mening, allerede hårdt prøvet fanskare; det er slet og ret en ti timer lang interaktiv reklame og det er derfra bundkarakteren kommer.

50 Cent har muligvis en utrolig karriere indenfor musikbranchen, men han har solgt hurtigere ud end billetter til en George Michael koncert på dansk jord. Min PSP har sendt mig vrede blikke lige siden jeg lod UMD’en snurrer i den, jeg er efterladt med en dårlig smag på fingerspidserne, jeg har... det er vist bedst jeg stopper her. Mine 50 Cent-jokes kunne blive ved i evigheder, men nu må det være nok. Pointen er at du skal undgå det her spil, fan eller ej. Og skal vi så ikke lige slutte af med en lille beskeden fælles bøn til de højere magter om at Nik & Jay ikke går samme vej?