Lord of the Rings: Tactics

Jeg har spillet stort set alt der kan kravle og gå indenfor Tactics-genren. Jeg hev mine mechs tværs over Huffman Island og gav bossen tørt på i Front Mission, jeg har brugt oceaner af tid på at finde Cloud i Final Fantasy Tactics, forvandlet nogle af mine bedste krigere til våben i Tactics Ogre - jeg har endda stukket, skåret og hakket mig gennem Konamis Vandal Hearts. Selv Disgaea, Advance Wars og Hoshigami har været en tur i mine konsoller. Min pointe er; jeg ved hvad et Tactics-spil er og jeg elsker genren.

Lord of the Rings: Tactics er ikke et Tactics-spil. Det er et forsøg på at emulere en genre, som japanerne stadig holder i et jerngreb og som specielt Nippon Ichi de senere år har vist, at de mestrer til fingerspidserne. Lord of The Rings: Tactics er en tarvelig undskyldning for et spil, der burde rumme en vis taktisk dybde og et væld af muligheder, men som reelt kun er endnu et licensprodukt, der hverken kan eller vil være noget ekstraordinært. Det er et kønsløst og trægt strategi-spil minus strategien. Lord of the Rings: Tactics er kort sagt ikke værd at smide i ryggen på din PSP. Når jeg nu har gjort det alligevel, så kan jeg vel lige så godt fortælle lidt om det?

Lord of the Rings: Tactics tager ikke overraskende udgangspunkt i J.R.R. Tolkiens umådelige univers, og så naturligvis i Peter Jacksons mesterlige filmtrilogi. På den måde har holdet bag spillet kunne rode og rage rundt i koncepterne og derved skabe et spil med præcis de personer, steder og scener, de ønsker. Resultatet er en introduktion, der gennem helt skånselsløst opklippede filmscener, forsøger at sprøjte en slags atmosfære og historie ind i spillet. Det lykkes aldrig. Hvordan EA har fået lov til at ødelægge en sådan filmskat er helt uden for min begrebsramme, men kender du ikke allerede filmene, så er du fortabt lige indtil den første bane, der meget naturligt foregår på Weathertop Hill sparkes i gang og dine mål forklares.

Desværre er Lord of the Rings: Tactics alt andet end en taktisk hjernevrider. I de typisk turbaserede kampe vælger du vanen tro at slå, helbrede dig selv eller bruge dine evner på slagmarken. Fjenden gør det samme og i slutningen af hver runde udstedes ordren så, hvorefter der opregnes procenter for at ramme, hvor langt din modstander står fra dig og en hulens masse andet. Du kan roligt krydse fluebenene af i de mest velkendte kasser, men lad lige dem med dybde og taktik stå fri, for det er der ikke meget af i spillet. Lord of the Rings: Tactics spænder nemlig ben for sig selv gang efter gang i disse kategorier.

For det første følger spillet slavisk de episke slag fra filmen, men krydrer dette af med selvopfundne slagmarker, hvilket i sig selv ikke er en dårlig ting. Det bliver det til gengæld, når du kun har styringen over Gimli, Gandalf, Aragon, Sam, Frodo og Legolas. Bedst som du har spenderet dine hårdtjente guldmønter på at give Legolas en højere styrke og forsynet ham med evnen til at give 20+ mere i skade, så sendes du ud på verdenskortet og lige ind i ansigtet på Sauruman og hans orker. Men Legolas er der ikke, nej, han har jo intet med dette slag at gøre, så ham må du undvære. Til gengæld er Aragon der, og han har ikke fået noget nyt i sækken, for der var ikke nok penge til alle i fællesskabet. Kan du se problemet?

Finder du dit save-game frem, så kan fejlen naturligvis laves om, men gider du det, og burde det være sådan? Desuden har holdet i en designmæssig katastrofe skabt spillet sådan, at du, når du køber ind, bruger cirkel-knappen til at handle, mens X fører dig videre i historien. Jeg aner ikke, hvor mange gange det er sket for mig, at jeg ikke fik købt en pind, men i stedet startede den næste kamp - til sidst var jeg ved at skrige af ren arrighed. Interfacet er også ekstrem rodet, hvilket betyder, at skiftet fra karakter til karakter er en roden frem og tilbage. Værst af alt er, at spillets options ligger i samme folder som købmandens våben, rustninger og items - hvad er ideen med det?

At du også kan genspille de tidligere baner som det lyster dig, ødelægger den sidste gnist i spillet. Det er godt nok normalen i mange Tactics-spil, men i disse formår systemet så også at opgradere fjenderne efterfølgende. Det sker bare ikke i Lord of the Rings: Tactics, hvilket betyder at spillets første bane, Weathertop Hill, kan spilles og genspilles så meget du lyster. Hver gang med en god portion experience points og 400 stykker guld. På den måde kan du meget hurtigt købe alt udstyr og færdigheder til dine helte, hvilket gør de kommende kampe skræmmende lette.

Hvis du så kæder dette sammen med, at din cursor på de baner, hvor der er forhindringer, ikke kan bevæge sig over disse, men kræver at du med lidt fingergymnastik smyger dig rundt om huse eller over faldefærdige borgruiner for at vælge dine tropper, så har du starten på et mareridt. Systemet er heller ikke gearet til reelt taktisk dybde. Når du, fyldt til randen med alverdens plusser på rustninger, sværd og buer, udpeger dig et mål, så kan systemet ikke regne ud, hvad dine chancer er for at ramme ham med disse ekstra ting på. Den giver dig en slap kalkule bygget på det underlag du står på og den højde du har i forhold til modstanderen.

Desuden er det hysterisk morsomt, at dine chancer for det meste ligger på omkring de 80%, men at du mere end ofte ser ordet "Missed", når du svinger sværdet. Faktisk har jeg tabt to stensikre sejre på gulvet fordi Aragon og Legolas i tre runder i træk trak sorteper og underleverede - hvad er chancerne for det? 80%? Spillets eneste gode element er at de turbaserede runder sker samtidig. Der er en vis skak-mentalitet i at udregne, hvad din modstander har tænkt sig at gøre, og så rykke lige uden for hans rækkevidde og levere et perfekt skud med buen, for derefter at se ham synke sammen på jorden.

Visuelt er Lord of the Rings: Tactics også noget af en pisket hest. Fejlene hober sig op, som du kommer gennem banerne med modstandere, der, når de dør, falder gennem klipper, huse og borgruiner. Detaljegraden er også lav, selv for et PSP-spil, hvilket gør det nærmest pinligt, at holdet overhovedet har valgt at bygge et licens-spil over det. Du kan jo alligevel ikke se om det er Aragon. Det er en ubetydelig klump pixels. Musikken er fantastisk, men det giver sig selv, når det er soundtracket fra filmen - og det kan man vel næppe give Amaze Entertainment kudos for - eller?

Nej, Lord of the Rings: Tactics er skidt hældt på skive. Det er blottet for de mange tiltag, som genren har opbygget igennem de seneste mange år, og står tilbage i en skrabet udgave, hvor taktikken er nærmest ikke-eksisterende og kampagnen er blottet for historie eller indlevelse. Det kan ikke være meningen, at dette skulle kunne være et alternativ til eksempelvis Disgaea: Hour of Darkness, eller bare Final Fantasy Tactics. Hvis det er tilfældet, så er der seriøst noget galt med holdet hos Amaze Entertainment.