Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Shrek Superslam
Anmeldelser Shrek Superslam

Shrek Superslam

Shrek og de andre kumpaner kaster sig hovedkulds ud i slagsmål. Carsten har testet Superslam og er ikke ligefrem imponeret.
Carsten Skov Teisen Testet på 21 december 2005

Der har været gjort flere forsøg på at udvikle spil, baseret på Shrek-filmene fra Dreamworks. Der har for det meste været tale om at malke kassen i forbindelse med filmene, og det er i grunden synd. For det vanvittige og farverige figurgalleri burde være et udmærket udgangspunkt for spil inden for flere genrer, og nu forsøger Activision sig da også med et beat ’em up-spil. Mon humoren og galskaben er i behold?

Mange beat ’em up-spil gør sig bedst, når man er flere sammen om løjerne. Ikke desto mindre indeholder Shrek Superslam en ganske omfattende singleplayer-del, hvor Shrek læser eventyr for æslets og dragens børn. Spørg nu ikke, hvordan der rent genetisk kan komme afkom ud af dén blanding. Sådan er det bare. Eventyrene foregår de særeste steder. Første eventyr foregår i det vilde Vesten og senere kommer kagemanden op at slås foran sit hus og æslet får muligheden for at lammetæve Shrek-universet mest vamle flødebolle, Prins Charming.

Nu kan man så spørge, hvordan et æsel kan slås med et menneske - og igen gælder det, at sådan er det bare. I hvert fald skal man være beredt på at slå gækken løs og bare more sig, når æslet svinger Prins Charming ud i en lava-pøl eller når katten Puss-in-Boots får en på lampen af en skinke, der bliver svinget af en kagemand.

Det er ikke altid så let at sætte slagene præcist ind, dertil er styringen for ujævn. Det betyder samtidig, at det ikke så meget slagsmålene i sig selv, men figurernes karakter og særpræg, der driver løjerne. Det afspejles da også fint figurernes kampstil og favoritslag. Shrek selv slås således primært med næverne, mens hans favoritslag meget rammende betegnes Green Storm. Med andre ord en gevaldig grøn prut, der bogstaveligt blæser modstanderne omkuld.

Singleplayer-sektionen er meget hurtigt overstået. En god halv times er vel, hvad der skal til, når man ellers har fået en vis fornemmelse for styringen. Derefter kan man f.eks. kaste sig over Mega Challenges, hvor det gælder om at gennemføre forskellige mini-spil og slagsmål. Alt i alt finder du i alt 45 udfordringer, der dog i hovedtræk virker noget fortænkte og ferske i designet. Figurgalleriet når samlet op på 20 mere eller mindre vanvittige figurer fra Shrek-universet, der hver for sig får adgang til forskellige våben og power-ups. Skinken er nævnt, men der er også hvepseboer, magneter, tyngdekrafts-tryllestave - og en bazooka, der skyder med varmesøgende feer. Ja, feer, som Klokkeblomst i Peter Pan.

Grafikken er ikke helt oppe at ringe med lidt vel gnidrede overflader og meget små figurer, der ikke helt formår at fomidle humoren og galskaben. Dermed har figurerne i spillets cutscenes heller ikke helt den fylde og charme, som man kunne have ønsket sig. Til gengæld er det originalt materiale, der ikke låner fra filmene - og lydsiden kører trods fraværet af stemmerne fra Eddie Murphy som æslet og Antonio Banderas som Puss-in-Boots i rigtigt højt gear.

Shrek Superslam kommer ikke bare i nærheden af de 2 spillefilm og som beat-’em-up-spil er der heller ikke tale om helt samme velsmurte finish som i Nintendos Super Smash Bros. Alt i alt bliver der dog budt på en gang letfordøjelig og humørfyldt slå-på-tæven-action for store og små. Det kan dog undre, at PEGI’s aldersmærkning af lige præcis på denne titel er så forsigtig som 12+. Personligt ville jeg ikke have de ringeste betænkeligheder ved at gi’ det til endnu yngre spillere.

Yderligere karakterer

Grafik
5 / 10
Lyd
6 / 10
Spilbarhed
5 / 10
Langtidsholdbarhed
5 / 10
5
Middel ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Lettilgængelig og humørfyldt action for store og små
Minusser Ujævn styring og mudrede overflader Alt for hurtigt overstået. Uden egentlig dybde.
Fuld profil 193 udgivne artikler
5
Middel Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Shaba Games
Udgiver Activision
Testet på Multi
Genre Fighting
Platforme
Xbox PS2 PC
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.