Som opvarmning til lanceringen af Call of Duty: Modern Warfare II på fredag, den 28. oktober, bringer vi her en kort og spoiler-fri anmeldelse af spillets singleplayer-kampagne. I anmeldelsen af multiplayer-delen vil vi gå mere i dybden med nye gameplay-mekanikker og de forskellige spildele.
Selvom millioner hvert år hopper direkte ud i Call of Dutys multiplayer, så har jeg altid startet med at spille singleplayer-kampagnen igennem. Det er en god måde at blive introduceret til de seneste mekanikker, og så har det ikke mindst også ført til utallige mindeværdige øjeblikke gennem årene - de fleste af dem stammer dog fra mere end et årti tilbage. Derfor er det glædeligt, at singleplayer-eskapaderne i Call of Duty: Modern Warfare II faktisk ikke er langt fra at leve op til seriens allerbedste kampagner.
Det skyldes dog ikke plottet, da Modern Warfare II går efter en mere popcorn/Michael Bay-tilgang i stedet for forgængerens mørkere, noget mere The Hurt Locker/Zero Dark Thirty-stil. Det er der ikke noget galt i, men handlingen i den tempofyldte og hæsblæsende rejse vil næppe indprente sig i din hukommelse. Det vil til gengæld de individuelle set pieces.
Jeg har under mine tidligere preview-sessioner med spillet lagt mærke til, at flere af missionerne virker til at være deciderede "throwbacks" til tilsvarende niveauer i den originale trilogi. Jeg vil ikke afsløre, præcist hvilke missioner det drejer sig om. Men lad os bare sige, at vi snakker flere af de missioner, der ofte bliver nævnt på top-ti-lister over seriens allermest mindeværdige øjeblikke. Misforstå mig ikke. Jeg taler ikke om kopier eller remasterede-versioner her, da Infinity Ward har gjort et fantastisk stykke arbejde med at tage visuelle elementer, gameplay-mekaniker og/eller kulisser fra klassikere og derefter tilført dem et væld af nye ideer og ikke mindst den seneste teknologi. Det sidste aspekt er især værd at bide mærke i.
Selvfølgelig praler Activision-studierne med deres "banebrydende" præsentation hvert eneste år, men Call of Duty: Modern Warfare II lever op til hypen på både PC og PlayStation 5 (vi har endnu ikke haft chancen for at prøve spillet på Xbox). Infinity Ward og deres supportstudier har pralet så meget af deres forbløffende vandteknologi, at jeg ikke engang gider nævne det ud over dette punkt. I stedet vil jeg give lidt velfortjent kærlighed til animationerne, belysningen og miljødetaljerne. Denne trio får de filmiske sekvenser til at se nærmest fotorealistiske ud og gør dig nogle gange til et nemt mål undervejs i missioner, da du nærmest tvinges til at stoppe op og se nærmere på dine omgivelser - så skidt da med den kugleregn. I en af missionerne, skal man kæmpe sig igennem en kørende karavane, mens man bevæger sig fra en vogn til en anden. At se lyset reflekteres af de forskellige køretøjer og sand, der hvirvler rundt i luften, mens din karakter hopper fra et køretøj til det næste i den hæsblæsende sekvens, er et visuelt festfyrværkeri næsten uden lige. Alt sammen i 60 fps eller højere uden problemer. Fremragende, ganske enkelt.
Krydr denne allerede fantastiske ret med en håndfuld sekvenser, hvor dialogvalg lader dig sætte dit eget præg på en i forvejen fascinerende samling af karakterer og situationer, nogle virkelig fede nye ideer, du ikke har set i Call of Duty før, utrolig smarte fjender (det gør spillet mere medlevende og udfordrende) og seriens altid førsteklasses præsentation, og vi har at gøre med en af de allerbedste kampagner siden den originale Modern Warfare-trilogi. Det eneste problem er velsagtens, at spillet nogle gange bliver en kende for tilbageskuende og genbruger for meget materiale fra sine forgængere, hvilket fjerner en smule spænding og friskhed for rutinerede spillere. Men det ændrer ikke på, at vi snakker solid underholdning fra start til slut.