Skip to main content
Anmeldelser The New Adventures of The Time Machine

The New Adventures of The Time Machine

Cryo Interactive er tilbage med et nyt spil. Grafikken er som altid i verdensklasse men hvad med gameplayet?
Jesper H. Andersen 31 oktober 2000

Det er efterhånden noget tid siden, vi har hørt noget til franske Cryo, men nu er de tilbage efter at de har haft travlt med at konvertere klassiske historier og fortællinger til computerspil. Det første i rækken er The New Adventures of The Time Machine, en nyfortolkning af H. G. Wells klassiske historie om tidsrejser. Som altid har Cryo ikke sparet på grafisk pragt, men de har stadigvæk ikke lært hvad godt gameplay er.

Titanic 2?
The New Adventures of The Time Machine tager sin begyndelse i 1839. H.G. Wells er hovedpersonen, der er så fascineret af tidsbegrebet, at han bygger en tidsmaskine og tager ud på eventyr i tid og rum. Desværre går der ren "Titanic" i det hele under jomfrurejsen og H.G. bliver sendt helt frem til en lille ørkenlandsby i år 800.000. Knap nok er maskinen landet, førend den skyder H.G. ud af førersædet og forsvinder. Stakkels H.G. sidder nu fast i en underlig verden, hvis indbyggere tilbeder et stort timeglas, der med faste intervaller sletter indbyggernes hukommelse og "bytter" rundt på deres alder, således at de gamle bliver unge og de unge bliver gamle. Denne underlige verden kan meget vel blive H.G. Wells fremtidige hjem, med mindre du hjælper ham med at komme hjem til hans egen tid.

Tid til magi
I Time Machine kombineres adventure med puzzles og action og som i ethvert andet adventure spil, med respekt for sig selv, lægges der lidt blødt ud. H.G. Wells tager en forsigtig kontakt til de indfødte, der forundres over hans spørgsmål og sender ham hen til den lokale vismand. Her lærer H.G. , at han skal opsøge nogle munke i deres hemmelige ørkentempel. De kan hjælpe ham videre, men inden han når så langt, skal H.G. først hjælpe en gammel indbygger af med rygsmerter, finde et helligt kompas og stjæle et trebenet kameldyr.
Nu er det jo ikke helt ufarligt at være rejsende i tid og rum, men som tidsrejsende kan man nyde visse privilegier. En af dem er muligheden for at lære forskellige magiske formularer af både offensiv og defensiv karakter. Nogle af de første formularer, som H.G. lærer, er selv-healing, angreb og hvordan man gør sig usynlig og det er takket være en kombination af dem, at H.G. klarer sig igennem den første "bane" i spillet.

"For 5 kr. blandet, tak!"
Time Machine blander altså mange forskellige genrer, men gør samtidig ikke meget for at specialisere sig. Action, adventure og puzzles vægtes nogenlunde ens og det betyder, at alle kan være med uanset hvad man foretrækker. På den anden side betyder dette også ingen af delene er særlig svære eller vellykkede. Cryo har haft for meget at gabe over og det er gået udover gameplayet. De har simpelthen ikke haft tid til at ofre den nødvendige opmærksomhed på de 3 forskellige gameplay-elementer. Tag nu adventure-delen, hvor al dialog med indbyggerne foregår via et lineært dialogsystem. Man har ikke nogen kontrol over hvad H.G. skal spørge om og dette vil få mange adventure-spillere til at stejle, fordi man på den måde bliver låst fast og ikke kan bede om den information man mangler. Et andet problem er også, at det ikke er helt tydeligt, hvem man kan komme i snak med. Ofte er det kun en enkelt person ud af 10, der har noget brugbart at sige og man bruger meget unødvendig tid på at traske rundt omkring på må og få, i håbet om at finde lige netop den person der kan sende H.G. videre i spillet. En stor del af de puzzles man støder på, er også ret ulogiske i deres opbygning og mange af dem virke malplacerede i forhold til handlingen.
Gameplayet halter, men Cryo har altid været mestre ud i grafisk design og Time Machine er ingen undtagelse. Hele spillet er en ren nydelse at se på med fantasifulde landskaber, flotte dekorerede bygninger og atmosfæriske omgivelser, der alle er rige på detaljer. Oven på disse baggrunde vrimler det med 3D-figurer i gang med deres daglige gøremål. Deres bevægelser er noget stive i det, men de er meget flotte at se på. Lyden og musikken er et andet punkt, hvor Time Machine også gør sig heldigt bemærket. Lydeffekterne er passende valgt og musikken er velkomponeret.

Pas på tikkeværket
Ved første øjekast er det let at tabe sit hjerte til Time Machine, men pas på, for inde under den polerede grafik og stemningsfulde lydside, gemmer der sig som altid et middelmådigt gameplay. Sådan har klagesangen altid lydt, når Cryo sendte et nyt spil på gaden og Time Machine ændrer ikke på dette. Spillet har dog sine lyse sider og kan sagtens tjene som god adspredelse på en regnfuld efterårsdag, men det er absolut ikke noget at juble over.

Yderligere karakterer

Grafik
9 / 10
Lyd
6 / 10
Spilbarhed
6 / 10
Langtidsholdbarhed
7 / 10
9
Fremragende ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Det er flot at se på, tyk atmosfære.
Minusser Sløv og ufokuseret gameplay, alt for linært, ulogiske puzzles og problemer.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 1 Gamereactor-udgaver
9,0
Gamereactor Danmark 9
Fuld profil 96 udgivne artikler
9
Fremragende Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.