Activision nød stor succes for nogle år siden, takket være deres spil om en hvis Hr. Tony Hawk, og hans halsbrækkende eskapader på et skateboard. Sådan et succesfuldt spil gør konkurrenterne sultne. De vil jo også have en bid af kagen og hvad gør de så? De udgiver så en række efterligninger i håbet om, at kunne snuppe lidt af opmærksomheden. Nogle klarer sig godt, nogle klarer sig bedre end originalen og så er der dem, hvor det hele bare går galt. MTV Skateboarding hører til i den sidste kategori hvor kontrol, gameplay og grafik bare ikke fungerer.
Hvad man forventer
MTV Skateboarding er et trick-style spil ligesom alle andre. Det gælder om at køre hurtigt og tilsidesætte enhver respekt for liv og lemmer, for lave en masse vilde tricks og stunts på sit skateboard. Alle de standarder man forventer af genren er også med. MTV Skateboarding kan spilles som Freestyle, hvor man bare skater rundt på må og få og laver de tricks man vil, uden at skulle bekymre sig om tid eller point. Så er der Life Style, hvor man kan gøre karriere i skateboard-verdenen. Derudover kan man også gå i gang med at slå en fastsat High Score eller indsamle forskellige ikoner, der har skjult sig på de mest mærkværdige steder. Mulighederne fortsætter med en Stunt Mode, hvor man skal lave så mange tricks på kortest mulig tid, og varianten Survival, hvor man skal holde sig på brættet så længe som menneskeligt muligt.
MTV Skateboarding byder også på en 2-player funktion, hvor man blandt andet kan kaste sig ud i en form for deathmatch, hvor det gælder om at skubbe sin modstander af brættet. Sådanne muligheder forventer man af spil som MTV Skateboarding. Noget andet man forventer er at grafik, lyd og speciel styring skal være i orden. De er de bare ikke i MTV Skateboarding.
Det er bare så...addr!
Til at starte med, er styringen som man forventer. Når man så skal til at lave tricks, begynder frustrationen derimod at melde sig. I Tony Hawk's Pro Skater kunne man dreje rundt om sig selv i luften blot ved at bruge D-pad eller et af de analoge joysticks. I MTV Skateboarding er denne funktion blevet flyttet til L2 og R2 knapperne. På papiret lyder dette ikke så slemt, men virkeligheden er en anden. Det er nemlig pokkers svært at få fingrene til at arbejde sammen, hvis man vil lave et trick samtidig med at man drejer rundt om sig selv i luften. Når man kommer højt op i luften, mister man også en stor del af sin bevægelighed. Det føles egentlig som om at joypad'en slår fra, så snart man forlader den øverste del af rampen.
Grafikken kan summeres op med et ord: hæslig. Det hele starter med en gabende kedelig intro, der leder hen til en grim menu. Det hele bliver dog værre når man kommer ind i selve spillet. Banerne er nærmest overklistret med uinteressante textures, der forvirrer øjet, kedelige farver og forbavsende få grafiske effekter. Der er mange baner, men de er totalt blottet for den opfindsomhed og stemning som man finder i førnævnte Tony Hawk Pro Skater eller Street Sk8ter 2. Animationen har det heller ikke for godt. Nogle tricks ser ret seje ud, men hovedparten af dem ligner stopmotion og overgangen fra et trick til et andet foregår i brutale ryk. Lyden er også noget nær det rædselsfulde. Det eneste man høre er faktisk kun hjulene der ruller hen ad asfalten og så verdens mest irriterende sample af nogle der råber "BUUH!", hver evig eneste gang du styrter og det sker tit.
Det mest utilgivelige ved MTV Skateboarding er dog den sløve hastighed. Det bliver aldrig lige så hektisk som i førnævnte skater-spil.
Det bliver næppe værre
Jeg har virkelig prøvet at finde et eller andet forsonende ved MTV Skateboarding, men det er der bare ikke. Tværtimod er spillet et af de allerbedste eksempler på, hvor dårlig en klon kan blive, når folkene bag kun har haft profit for øje. Samtlige af genrens gyldne regler er blevet overtrådt eller direkte overset. Det er simpelthen utilgiveligt. Undgå dette spil. Du er bedre tjent med et andet, ligegyldigt hvilket.
Yderligere karakterer
- Grafik
- 2 / 10
- Lyd
- 3 / 10
- Spilbarhed
- 2 / 10
- Langtidsholdbarhed
- 2 / 10