Star Wars: Empire at War

Det er med sagte og forsigtige skridt, at jeg sætter min fod på den krigshærgede slagmark. Jeg har været i dette univers utallige gange før, med vidt forskellige udfald til følge. Fra podracing til lyssværdsdueller og fra TIE-fightere til wookier, det hele lyder så velkendt, men kan findes igen og igen i nye indpakninger. Men nu er jeg ikke blot en ene rebel med smag for kraften, eller en kæk X-wing-pilot, nej, nu ligger hele arméer for mine fødder i trit med, at rebelalliancen og imperiet udkæmper den uafværgelige fejde.

Og netop fejder er der nok af, da vi rent tidsmæssigt tager afsæt i tiden lige før filmen A New Hope, imperiet nådesløst hetzer alle rebeller i galaksen. Men om du vælger, at slå pjalterne sammen med de skruppelløse imperialister eller tilslutter dig oprøret, det er helt dit eget valg, men galaksen vil forme sig derefter.

Til min glædelige overraskelse er her ikke blot tale om et strategispil med den overbrugte real-time strategy-skabelon trukket ned over hjelmen, som med så mange andre spil, der blot kopierer genrens store hits. Nej, her er såmænd lidt nytænkning med i bagagen og udviklerne har set muligheden for, at inddrage næsten alle elementer fra det herlige univers, som er et opspind fra George Lucas’ inderste gemmer.

Heldigvis er det ikke ved at lade stardestroyers flyve rundt blandt de almindelige tropper på jorden, det ville have været malplaceret, der er såmænd både mulighed for at slås i rummet såvel som på landjorden. Som kommende rumdominant, være det på den gode eller onde side, skal man derfor kunne overskue galaksen og krigens fremskridt. Hele galaksen ligger derfor for mine fødder. Jeg spotter hurtigt et væld af planeter, hvis navne virker herlig velkendte, såsom Alderaan, Kashyyyk og Tatooine. Kort sagt, slaget skal stå mellem rebelalliancen og imperiet i hele Star Wars-universet, som huser alle de fabelagtige skabninger, køretøjer og rumskibe, vi elsker. Jeg kan opbygge nye baser på erobrede planeter, sende spioner ud, stjæle teknologi fra fjenden, hyre dusørjægere, landsætte invasionsstyrker og meget, meget mere.

Og fra at sidde med det store overblik i "galactic mode" som enhver anden mastermind strateg, så kan jeg altid hoppe direkte ned på planeternes slagmarker og de tilhørende rumslag, klodernes kredsløb og smøge de taktiske ærmer op. Og så starter det ægte real-time strategy (RTS) ellers, hvor de fleste forhåbentlig kender til det med, at boltre rundt med enheder, opbygge baser og hele den dyne der. Men igen er der også nyt under solen (eller hvad klimaet nu er på den pågældende planet) i den afdeling, da banerne indeholder såkaldte forstærkningspunkter.

Udover at udslette modstanderen totalt, kan man faktisk også sejre ved at nappe alle banens forstærkningspunkter - meget a la det nogle måske kender fra Dawn of War. Forskellen er dog, at disse punkter også fungerer som områder, hvor man netop kan indsætte forstærkninger, deraf navnet naturligvis. Dette giver nogle helt nye muligheder rent taktisk og gør, at jeg ikke bare producerer en masse habengut nede i min egen base og pøser det mod fjendens lejr. Overraskelsesangreb og andre herligheder er blot nogle af de muligheder, du derfor har som kommandør, så der er for alvor nogle små spidsfindigheder at finde, som bryder de ellers så vante rammer for de fleste RTS-oplevelser.

Krig koster som bekendt penge, men ulig det traditionelle setup, så skal du ikke høste træ, guld og lignende ressourcer fra dine planeter. Du tjener penge ved at have planeter under dit styre, og for hver yderligere du kaster din skygge over, desto flere penge strømmer der i statskassen. Rent faktisk kan spioner også stjæle penge fra fjenden, men de pokkers dusørjægere ser desværre ilde på den slags aktiviteter. En sidste detaljer er de mange heltekarakterer, som er de velkendte figurer fra filmene, hvor f.eks. makkerparret R2D2 og C3PO kan bruges af rebelalliancen til at stjæle ny teknologi fra imperiet. Til al held overskygger disse heltekarakterer aldrig spillets grundmasse, men er blot et passende ekstra krydderi til den pixelerede stjernekrig.

I rumkampene er der sat nogle naturlige barrierer ind i form af meteorsten og stjernetåger, så her er ikke tale om en fuldstændig anderledes oplevelse i forhold til landjorden, da man reelt set blot skifter underlag. For mig er dette kærkomment, da mere genremiks i gryden nok ville blive for rodet. Om jeg dog så er i rummet eller på jorden, så er banerne flotte at betragte. Mine troppers omgivelser føles ikke statiske og mondæne, men sprudler af liv og dynamik. Flotte hedebølger kastes ud til alle sider når objekter eksploderer, selv i rummet, hvilket min gamle fysiklærer nok ville undre sig over. Der er dog de mange små detaljer, der gør det velkendte univers troværdigt - f.eks. de omvandrende sandcrawlers i Tatooines enorme ørken. Eller når ens store rumskibe angriber en mastodontisk rumstation og det bare fosser ud med forsvarende X-wings og Y-wings - forrygende.

Givet, der bliver atter engang hevet hårdt i patten på licensmalkekoen, men denne må jeg ty til tilgivelse. Empire at War er overraskende velfungerende og blander på fornem vis to strategigenrer sømløst. Dette kan selvskreven også være dens akilleshæl, da ikke alle er glad for begge dele, men som allround strategifan var jeg selv ret betaget af opbygningen. Så for en gangs skyld er der ikke tale om, at man absolut skal være Star Wars-fanatiker for at kunne nyde forestillingen, som det har været tilfældet så mange gange før. Nej, skrivebordsgeneraler og andet godtfolk skal bestemt også holde sig til fadet.