Lord of the Rings: The Battle for Middle-Earth II

Der er noget galt i Middle-Earth. Mens Frodo og Sam klatrer op ad Mount Doom, forbereder Saurons mørke hær og Rivendells ærefulde krigere sig til kamp. Snart skal den smukke elverby stå til regnskab for Mordor, og elvernes sidste højborg, Gray Havens, skal forsvares mod invaderende krigere fra østen. Selvom der allerede er udkæmpet episke slag ved Helm’s Deep og the Black Gate, så krydses der stadig klinger i Middle-Earths ukendte afkroge.

Jeg kan langsomt mærke, at jeg efterhånden er blevet godt træt af Lord of the Rings-franchisen. Ikke fordi Tolkiens univers, ikke er fantastisk fortryllende, men fordi spilbranchen langsomt har malket det for saft og kraft, og fordi der snart er blevet udgivet Lord of the Rings-spil og merchandise i alle afskygninger. Heldigvis lader det til, at udviklerne bag The Battle For Middle-Earth II har taget den store tænkehat på, og resultatet er overraskende godt.

Jeg har aldrig spillet det første The Battle for Middle-Earth, så der var meget i vente for mig. Lige fra det øjeblik, hvor menuen tonede frem på min skærm, følte jeg mig som draget ind i en anden dimension. De to mægtige statuer, der markerer indgangen til Gondor, er nemlig en del af selve menuen - og akkompagneret af det smukke tema fra filmene, er det svært, ikke at tabe kæben på bordet. Det er ganske enkelt smukt, og de to statuer træder nærmest ud af skærmen og ind i mit værelse. Jeg gnider mine øjne for at tjekke, om jeg sover - men den er god nok, det er stadig kun et spil. Båret frem af en voksende entusiasme, vælger jeg at gå i gang med den to gange otte missioner lange kampagne.

Det klart stærkeste tiltag i The Battle For Middle-Earth II, er de to kampagner, hvor der er rig mulighed for at prøve kræfter med de tre nye fraktioner. Der er stor variation at hente, når man spiller som henholdsvis elver, dværg eller goblin, og de magiske kræfter, som man i bedste Populous-stil kan købe og benytte sig af på slagmarken, er for det meste unikke og varierende fra fraktion til fraktion, om end med enkelte gentagelser. Mange af de magiske kræfter er enormt dødbringende, og kombinerer man 3-4 af disse, så kan man let nedlægge fjendens base. Det virker til tider en smule ubalanceret, at man ved hjælp af lidt magi og sine helte kan klare de fleste missioner, men det er knaldhamrende god underholdning.

Jeg blev glædeligt overrasket, da jeg fik lov til at udkæmpe slag i Rivendell, Mirkwood og Dol Guldur. Steder, der ikke tjener som slagmark i filmene, men som udviklerne har vævet ind i spillets glimrende historie. Her udkæmpes der slag, som jeg aldrig vidste, fandt sted - og selvom udviklerne har omskrevet historien en smule, så føles det som et friskt pust til universet.

Hvorfor er det, at hver eneste gang man skaber en efterfølger, så skal der tilføjes nye enheder eller features, der egentlig ikke er vanvittig interessante? Jeg blev lettere harm over, at udviklerne har implementeret muligheden for at styre forskellige søfartøjer. Det er ikke synderligt spændende, og rykker ingen milepæle. Faktisk føles det så gammeldags, at jeg gang på gang tænkte på Warcraft II, som også prøvede kræfter med dette søfartselement. Blizzard var dog så kloge helt at undlade dette i Warcraft III. Misforstå mig nu ikke, søfartsdelen skader ikke The Battle For Middle-Earth II, det virker bare som et anonymt og kedeligt tiltag, og al den tid udviklerne har brugt på at implementere dette element, kunne være brugt på at skabe spændende afslutningssekvenser for de to kampagner.

Ja, jeg blev ganske enkelt skuffet, da jeg blev præsenteret for min afslutningssalut, efter at have spenderet adskillige eftermiddage i selskab med den gode og den onde kampagne. Hvor er den flotte, episke sekvens og hvor er de rullende credits, som man triumferende kan betragte, alt imens man drikker et glas sejrschampagne og nyder rusen af at have gennemført et spil? Intet af dette er tilstedeværende i The Battle For Middle-Earth II, og i stedet præsenteres man for en af de halvkedelige mellemsekvenser, der har båret spillet frem hele vejen, hvorefter man ganske enkelt kastes ud i menuen. Tak for kaffe!

The Battle for Middle-Earth II bringer ikke noget nyt til genren. Der er reelt set tale om gammel vin på nye flasker, om end den gode, dyre franske af slagsen. Selvom jeg hurtigt fandt ud af, at jeg havde prøvet det hele før i tonsvis af andre strategispil, så føltes det hele friskt og velkomment i i The Battle For Middle-Earth II. Blandingen af guddommelig grafik og det velkendte soundtrack fra filmene, sikrer et appetitligt helhedsindtryk.

Lidt skuffet blev jeg dog, da jeg prøvede at sætte mig ind i den turbaserede War of the Ring-kampagne, som The Battle for Middle-Earth II også byder på. Det virker mere som en afdanket version af Civilization, eller for den sags skyld Total War-serien, og kunne ikke rigtig fange min interesse. Selvom der her er mulighed for at udkæmpe slag fra det første spil, så ville jeg hellere udkæmpe disse i multiplayer-delen, hvor jeg også kan benytte mine egne, hjemmelavede helte.

Det er svært at benægte, at den audiovisuelle side, ikke har gjort et stort indtryk på mig. Visuelt blændende er det særligt, når horder af Mordors yngel tramper hen over slagmarken; gigantiske elefanter, tunge formationer af orker, og frygtindgydende bjergtrolde. Endnu mere fortryllende bliver det, når det smukke tema fra filmene blidt danser ud af mine højtalere, og det i dets fulde længde tryllebinder mig.

Jeg er solgt. Faktisk er jeg atter engang fuldstændig væk i Tolkiens univers. The Battle For Middle-Earth II er et fabelagtigt strategispil, på trods af, at det ikke bringer noget nyt til genren. Ville jeg gå ud og spendere en god sum penge, hvis det ikke lige var sådan, at jeg har fået spillet gratis? Ja, hvis jeg var ude efter et nyt strategifix, så ville jeg slet ikke være i tvivl. Hvis du kun skal købe et strategispil i år, så er The Battle For Middle-Earth II et rigtig godt bud. Jeg er glad for, at jeg har tilbragt så lang tid i godt selskab med denne Ringenes Herre-gigant.