The Rub Rabbits

Da jeg sidste år drog til Paris for at deltage i den europæiske Nintendo DS-lanceringsfest, var der kun et par enkelte spil, der kunne holde mig lænket til standerne; Wario Ware Touched og Project Rub. Jeg var ellevild med den lille håndholdtes touchscreen funktion, og endnu mere vild med den måde, hvorpå enkelte udviklere var i stand til at skræddersy deres spil efter denne innovative feature. Jeg kunne dog ikke lade være med at ærgre mig over, at en stor del af Project Rubs minispil réelt set manglede dybde og underholdningsværdi.

Nu sidder jeg så her i København og spiller The Rub Rabbits, efterfølgeren til Project Rub, og jeg har stadig nøjagtig de samme problemer; jeg kan ganske enkelt ikke se det sjove i de mange gakkede minispil, også selvom de er båret frem af en æstetisk nydelig grafisk side og en skingrende vanvittig menage à trois-kærlighedshistorie. Er det mig, der ikke forstår den japanske spilmentalitet?

Gennem de 32 udfordringer, der venter i spillets alternative singleplayer story-mode, skal jeg gøre alt for at holde en horde af trængende mænd væk fra min smukke kæreste. Samtidig er der en anden kvinde, der er forelsket i mig, og hende skal jeg sørge for ikke fanger mig og min kæreste. Jeg skal puste faldskærmsudspringende bejlere væk, løbe forhindringsløb på en rulletrappe, sørge for, at min kæreste ikke fryser ihjel alt imens jeg forsigtigt trækker dynen ned over hendes fødder, rulle væk fra en en bombekastende galning af en kvinde, mens jeg er bagbundet. Jeg kunne blive ved med at opremse de mange udfordringer, der er i vente. Man kan ikke beskylde The Rub Rabbits for ikke at prøve at være originalt, problemet er bare, at de fleste minispil fås bedre på internettet i form af diverse flash- og javaspil - her er der også masser af originalitet at finde.

Da jeg havde kæmpet mig igennem spillets sidste udfordring, havde jeg slet ingen lyst til at begive mig i gang igen. Ikke engang diverse nye tiltag, så som et twister lignende minispil, kunne holde min interesse i længere end to minutter. Da jeg hev fat i min bror så vi kunne prøve det, trak han på skuldrene: "Hvad er det lige, der er sjovt ved det?", spurgte han, hvorefter jeg ikke rigtig kunne give ham et fyldestgørende svar.

Svaret er dog nok, at The Rub Rabbits, præcis som sin forgænger, egentlig ikke er så interessant endda. Når den første begejstring har lagt sig, er det svært overhovedet at finde motivationen til at kæmpe sig igennem de mange minispil. Selvom udviklerne igen har forsøgt at være både originale og gakkede, så må jeg sande, at The Rub Rabbits ender som endnu et støvsamlende spil på min hylde - og vel egentlig også i butikkerne.