Skip to main content
Gamereactor Anmeldelser Dino Crisis 2
Anmeldelser Dino Crisis 2

Dino Crisis 2

Capcom har rutinen når det gælder spil i horror-genren, men dermed ikke sagt, at de ikke fornyer den. Det gør de nemlig med Dino Crisis 2.
Jesper H. Andersen 19 december 2000

Det første Dino Crisis spil var en Resident Evil "look-a-like", hvor de jamrende zombier var skiftet ud med glubske kødædende dinosaurer. Det var et godt spil, men det tilføjede ikke noget nyt til genren. Nu er efterfølgeren, Dino Crisis 2, så landet i butikkerne og her forholder det sig helt anderledes. Nye omgivelser, nye figurer, nye våben, bedre grafik og nyt gameplay giver tilsammen et spil, der er bedre end sin forgænger.

Stol aldrig på staten!
Efter Dr. Kirks mislykkede forsøg med den kraftfulde energiform, Third Energy, er hans forskning blevet overtaget af staten. Desværre har staten endnu mindre styr på Third Energy end Dr. Kirk og ved et uheld kommer de til at sende deres egen forskningsbase og en nærliggende by et par millioner år tilbage i tiden - nærmere betegnet til dinosaurernes velmagtsdage. En dristig redningsmission bliver hurtigt stablet på benene og et hold sendt af sted.
Vel ankommet begynder redningsholdet at slå lejr, men knap er den første teltpløk slået i, førend de bliver overfaldet af glubske velociraptorer. Kun 3 overlever angrebet; soldaterne Dylan og David (nej, ikke dem fra Beverly Hills) samt Regina, heltinden fra det første spil, der aldrig bliver træt af at jage dinosaurer. Trekløveret må nu stå sammen, hvis de skal gøre sig håb om at overleve.

Klassisk stil
Har man spillet Resident Evil eller Dino Crisis før, så kommer det grundlæggende gameplay ikke som nogen overraskelse. Her er stadigvæk tale om et action/adventure-spil, hvor man skiftevis løser gåder og skyder dinosaurer. Som altid ses det hele fra fastlåste kameravinkler, der øger intensiteten i spillet. Gennem spillets forløb skiftes man til at styre henholdsvis Regina og Dylan gennem dino-befængt jungle og forladte bygninger, hvorimod David kun dukker op en gang mellem for at hjælpe til i kampen. Det med at skifte mellem hovedpersonerne er i sig selv ikke en nyhed. Vi så det samme i Resident Evil 3 men i Dino Crisis 2 skifter man oftere og så er hver figurs "spilletid" forsøgt ligeligt fordelt.

Nak dem med stil
Den helt store nyhed skal derimod findes i indførelsen af de såkaldte extinction-points. Disse points gives når du nedlægger dinosaurer og antallet af point bestemmes af den måde, hvorpå det sker. Hvis du dræber to med et skud eller dræber flere i træk, indenfor få sekunder, får du en "combo" og det giver point. Jo dristigere du bliver, jo flere point kan du skovle ind. Pointene kan så omsættes til forsyninger, ammunition og våben via nogle specielle automater, spredt rundt omkring på banen. Dette viser sig hurtigt nødvendigt. Spillet byder udelukkende på kødædende dinosaurer og i takt med at du får skrabet flere extinction-points sammen, jo vildere bliver dinosaurerne.

Yderligere karakterer

Grafik
8 / 10
Lyd
9 / 10
Spilbarhed
9 / 10
Langtidsholdbarhed
8 / 10
9
Fremragende ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Bedre grafik, god lyd, spændende historier, mere action-præget gameplay...
Minusser ... der muligvis ikke vil falde i alles smag, lidt for lette puzzles
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 1 Gamereactor-udgaver
9,0
Gamereactor Danmark 9
Fuld profil 96 udgivne artikler
9
Fremragende Netværkskarakter på tværs af 1 udgaver
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.