The Godfather

Electronic Arts’ spiludgave af film-klenodiet The Godfather, har været anledning til hidsige diskussioner siden den allerførste annoncering. Francis Ford Coppola, instruktør på halvfjerdser-mesterværket, har taget afstand fra spillets voldelige indslag, kommentatorer fra spilmiljøet har stillet spørgsmålstegn ved filmens potentiale for spilmatisering og græsrods-modvilje mod EA’s velsmurte og succesfulde licensmaskine, har boblet lystigt under overfladen.

Samtidig er der uden tvivl en god portion menige gamere, der slet og ret har glædet sig som små børn til at se frugten af den amerikanske spilgigants anstrengelser. For især i USA regnes The Godfather for mere end blot en kunstnerisk tour de force. Filmen er et regulært kulturfænomen, universelt kendt og elsket som kilde til satire og drengedrømme, nok især fordi den rammer amerikanernes foragt for og fascination af mafiaen, som intet andet stykke populærkultur.

Det paradoksale ved den færdige udgave af Godfather-spillet er, at både pessimister og optimister sandsynligvis vil føle sig bekræftede i deres dom. Skeptikerne vil bide mærke i, at spillet trods nydelige cutscenes, kendte stemmer og underskøn musik er en Grand Theft Auto-klon eller et sandkasse-spil om man vil, blottet for egentlig nytænkning. Mens Godfather-entusiasterne meget vel kan tænkes at stille sig tilfredse med den filmiske fernis og blot nyde at give mafioso-fantasierne frit løb. Ingen tvivl om, at et genkendeligt univers kan gøre underværker for spiloplevelsen - især hvis det er et univers, man har drømt sig væk til siden altid. Men den slags merværdi er subjektiv og flygtig, og hvis Godfather-filmene ikke lige står øverst i din DVD-reol, vil du sandsynligvis få svært ved at se det helt store lys i Electronic Arts’ meget omtalte spilmatisering.

Den amerikanske udvikler gør ellers meget rigtigt i sin måde at gå til filmens univers på. Coppolas mesterværk er dybest set et højdramatisk familie-drama, der kun i anden række handler om lyssky forretningsførelse. Derfor er det fundamentalt fornuftigt, at lade spillere indtage rollen som en ny bifigur i Godfather-universet, der kan arbejde sig op i Corleone-familiens hierarki og undervejs blive vidne til en række af filmens mest dramatiske hændelser.

Vores helt skal bare have et navn og et skræddersyet udseende, så er han klar til at tæske, afpresse og myrde sig igennem New Yorks undergrund. Byens butiksejere og rackets kan overtales til at lade sig beskytte, illegale vareforsendelser kan opsnappes og fjender af familien bør kigge sig en ekstra gang over skulderen. Flittig freelance-aktivitet giver gode månedlige indtægter, og de kan så igen bruges til at købe isenkram, bestikke politibetjente og skaffe sig gemmesteder, hvor dagens fremskridt kan gemmes.

Sideløbende skildres den originale Godfather-films handlingsforløb i cutscenes og missioner, det første med mere held end det sidste. EA sætter ikke nye milepæle for grafik og lyd i deres filmklip, men spillets top-professionelle stemmeskuespil - med flere af filmens skuespillere på rollelisten - matches overraskende godt af spilfigurernes mimik og gestik. Der er tydeligvis blevet lagt meget energi i, at fortælle historien om familien Corleone med respekt for forlægget.

Til gengæld blegner oplevelsen, når der skal tages affære i kampen mod New Yorks konkurrerende forbryder-familier. Spillets missioner er triste og uopfindsomme affærer, hvor simpel slåskamp og akavede skudvekslinger matches af timet bilræs og primitive stealth-sekvenser. Heller ikke de mini-missioner, der i praksis udgør spillets freelance-del, virker tilfredsstillende i praksis. Vel er det nyt at skulle tæske butiksejere, indtil de giver efter for ens krav, men det bliver også hurtigt trivielt. Alt andet i Godfather er gjort før i GTA og Mafia, som spillet oven i købet har svært ved at konkurrere med på nogle helt grundlæggende parametre. Styringen er stiv, træg og et stadigt irritationsmoment, og EA kæmper forgæves for at formidle oplevelsen af at befinde sig lige midt i verdens måske travleste storby.

At billed- og lydsiden ikke tilhører tidens flotteste, kommer næppe bag på nogen, der kender sandkasse-genrens maskinkrav. Men selv med mudrede teksturer, grove animationer og et lovligt mennesketomt bybillede, formår holdet ikke at afvikle deres gangster-epos glat og flydende. Eksplosioner, gnister og røg bringer hastigheden helt i knæ - især kritisk, når der køres veteranbil-ræs - og spillets horisont er alt for kort til at opretholde illusionen om en organisk metropol. Det kan dårligt andet end at gå ud over oplevelsens væsentligste styrke, nemlig muligheden for at leve sig ind i et højt elsket filmunivers.

En fair dom over EA’s Godfather kræver ikke så mange fine fremmedord: Spillet er ikke helt sjovt nok. Missionerne er uinspirerede og retfærdiggør aldrig bøvlet med den akavede styring, og den middelmådige præsentation yder aldrig filmens rige fiktionsverden retfærdighed. Samtidig er anmeldelseskoden en af de mest fejlbehæftede, jeg har haft fingre i, og det lover alt andet lige, ikke godt for oplevelsen.