Når vi mennesker bliver ramt af frygt, slår vores dyriske instinkter til. Når vi bliver bange, så frigøres der adrenalin og kortisol i vores hjerne som er signalstofferne, der får vores hjerte til at arbejde, blodet til at løbe hurtigere og det gør vores krop klar til at forsvare sig og hurtigt at komme væk i sikkerhed. Hele kroppen er i alarmberedskab og det er vores instinkter, som tager over. Jeg må være proppet op med adrenalin og kortisol efter at have været igennem det nye Layers of Fear.
Layers of Fear er en psykologisk thriller, men er, på trods af navnet, ikke en remake eller en remaster af originalen af samme navn - og det er heller ikke Layers of Fear 3. Det kan nok bedst betegnes som en "genfødsel" af serien, som indeholder redesignede udgaver af det originale Layers of Fear og af efterfølgeren Layers of Fear 2, tilsat The Final Note (en ny udvidelse) og The Writer, et nyt kapitel, som binder det hele sammen.
Man starter faktisk ud med at spille The Writer, som udspiller sig i et tilsyneladende forladt fyrtårn, hvor en forfatter har barrikaderet sig, for at få ro til at skrive. Efter en kort introduktion i The Writer, springer man over i det jeg husker fra det originale Layers of Fear, eller The Painter, som det hedder her. Her tager man rollen som en seriøst mentalt forstyrret kunstmaler, der skal skabe sit sidste mesterværk og hans mentale tilstand er man ikke i tvivl om, for efterhånden som han bevæger sig hvileløst rundt i hans enorme victorianske hus, udspiller der sig frygtelige scener for øjnene af en. Den nye udvidelse, The Final Note, kaster nyt lys over The Painter og hans familie, set fra hans hustrus perspektiv.
Senere spiller man The Actor (eller Layers of Fear 2), hvor man tager rollen som en skuespiller, der i 1930'erne, på ordre fra en krævende filminstruktør, hopper ombord på et krydstogtskib, for at finde ud af om han har det der skal til, for at medvirke i instruktørens kommende film. Man finder dog hurtigt ud af, at det her bliver meget mere end bare en almindelig casting session.
Gameplayet er i bund og grund ganske simpelt; man bevæger sig rundt i fyrtårnet, i malerens enorme hus, om bord på det forladte krydstogtskib og i diverse alternative mareridts-verdener, mens man udforsker omgivelserne og løser simple puzzles. Det minder mest om en walking simulator, tilsat horror og simple puzzles og det fungerer som sådan ganske okay. Som noget nyt, er man i The Painter udstyret med en lanterne, som kan bruges til at lyse rundt i omgivelserne og på den måde at afsløre ledetråde til nye puzzles og den kan faktisk også bruges til at uskadeliggøre fjender i en kort periode, så man kan slippe væk. Det samme kan man gøre med lommelygten i The Actor.
Layers of Fear har altid været meget stemningsfulde spil og det samme kan siges om den her nye udgave. Der sker hele tiden mystiske ting omkring en og det er ofte de mange små hentydninger og glimt af for eksempel en silhuet eller en skygge, som er langt mere skræmmende end hvis man stod ansigt til ansigt med ondskaben selv. Man udsættes for traumatiserende syn; det kan være malerier, der nærmest smelter, ting der flyver igennem luften, mannequin dukker der pludselig dukker op hvor der tidligere ikke var nogen, døre man lige er gået igennem der bliver erstattet af helt nye korridorer, rum der bliver raseret på et splitsekund så snart man vender ryggen til - eller hele rum, der ændre sig til umulige udgaver af sig selv eller rådner for øjnene af en.
Naturligt nok, er lydsiden meget vigtig i et spil som Layers of Fear. De mest skræmmende øjeblikke er de sekvenser, hvor der nærmest er helt stille eller hvor man blot kan høre noget, der minder om et stille åndedræt. Eller en lille klokke, der ringer. Eller en svag knirken bag en. Men det er så svagt, at man er i tvivl om, om det var der. Hvis man tør, bør man helt klart spille med et godt headset, specielt fordi spillet byder på 3D-binaural lyd, som virkelig er effektfuld her.
Det nye Layers of Fear er et af de første spil, der gør brug af Unreal Engine 5. Jeg skal ikke kunne sige, om spillet bruger de nye teknologier fuldt ud, men det jeg med sikkerhed kan sige er, at det her virkelig er et smukt spil. Virkelig smukt og særdeles veldesignet. Designerne hos Bloober Team ved virkelig hvordan disse skræmmende verdener skal designes og kombineret med fremragende lyssætning og andre visuelle lækkerier, så har vi her et af de smukkeste og mest stemningsfyldte horrorspil overhovedet.
Det eneste der er at udsætte på grafikken, er at nogle gange er kontrasten lidt underlig og det kan være svært at se hvad der foregår, men Bloober Team skulle være i gang med en patch, som gerne skulle få styr på dette inden lanceringen. Endelig er det værd at nævne, at man kan spille i to forskellige grafik modes; enten Quality i 30fps, som byder på ray tracing, 4K opløsning og forbedret lyssætning, eller i Performance ved 60fps, men uden ray tracing og i lavere opløsning.
Layers of Fear har altid været en af mine favoritter i horror-genren, specielt fordi at det altid har været båret af en fremragende stemning og ikke så meget af billige chok-effekter. Det nye Layers of Fear skruer lige en tand op for uhyggen og stemningen, takket være den nye smukke grafik og den fremragende lydside. Layers of Fear er muligvis ikke et spil for alle, fordi det nok mere er en oplevelse end et spil. Gameplayet er nemlig meget simpelt, da man mere eller mindre blot bevæger sig rundt og åbner døre, leder i skuffer og skabe, løser nogle få simple puzzles og bliver skræmt fra vid og sans med jævne mellemrum.
Er man til den slags underholdning, så er Layers of Fear et af de bedste af slagsen. Jeg kan i hvert fald ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet et spil, med en så intens stemning og som var så ubehageligt at spille, som tilfældet var med Layers of Fear. Og det skal i denne forbindelse forstås på den mest positive måde.