Exoprimal, Capcoms indtræden i PvPvE-verdenen, læner sig op ad det, jeg vil kalde Pacific Rim-effekten. Filmen fra 2013 om gigantiske robotter, der kæmper mod Godzilla-lignende monstre, er ikke ligefrem noget mesterværk, men den leverer fuldstændig vanvittig action, der får dig til at føle, at du er tilbage i din barndoms soveværelse, hvor du maser plastikfigurer sammen.
Da jeg først trådte ind i Exoprimal, var det egentlig alt, hvad jeg havde forventet. Der er nogle seje mechs, en interessant præmis og et løfte om spændende action. Som I vil se i løbet af denne anmeldelse, rammer Exoprimal plet på flere måder, men der er også nogle problemer, som skaber rod i spillets kerne, og som ikke er blevet bedre efter mange timer i selskab med spillet.
Men først en hurtig bemærkning, før vi går i gang. Exoprimals servere blev officielt lanceret den 14. juli. Det var her, alle fik adgang, inklusive os, og selvom jeg har brugt så meget tid som muligt i spillet og har spillet det før i preview-builds, har jeg endnu ikke mødt alt, hvad det har at byde på. Betragt dette som en foreløbig anmeldelse, hvis du vil, som vil blive opdateret med tiden, hvis min mening om spillet ændrer sig. Men efter den tid, jeg har brugt indtil nu, tvivler jeg på, at jeg får en pludselig åbenbaring om dette spil.
På overfladen er præmissen for Exoprimal enkel. Du er en Exofighter, en pilot i en af spillets 10 Exosuits, og du har til opgave at dræbe dinosaurer, der er opstået som en slags videnskabsprojekt af en AI kendt som Leviathan. Du er dog ikke en frivillig deltager i Leviathans krigsspil, men er blevet slæbt til dem sammen med tusindvis af andre Exofightere fra andre dimensioner. Dette er kun toppen af det overraskende dybe isbjerg, som er Exoprimals historie. Den er ret skør i sin opsætning, men det kan vi tilgive, når man tænker på præmissen. Med et persongalleri, der er større end livet, og et plot, der føles som taget direkte ud af en actionfilm på B-listen (på den bedst mulige måde), var jeg virkelig hooked på at se, hvad der nu ville ske med vores brogede hold i vores søgen efter at opdage mysterierne bag Bikitoa Island, dinosaurerne og Leviathan.
For at gøre dig fortjent til dine mellemsekvenser og komme videre i historien, skal du dykke ned i Dino Survial, som faktisk er det eneste, du kan gøre i Exoprimal. Det går ud på, at du og fire andre holdkammerater skyder horder af dinosaurer ned, kombineret med en lejlighedsvis stor boss, før du møder fjendens hold (eller ikke gør det, hvis du kun vælger PvE) i en kaotisk slutspurt for at vinde. Som jeg sagde før, er de mechs, du kan vælge imellem, en visuel fornøjelse, og de har hver deres særlige evner og spillestil. Deadeye er for eksempel en typisk soldat-mech med sin angrebsriffel og granatkaster, mens Barrage laver stor AoE-skade med sine eksplosiver. Selv i de tre mech-grupper (Damage, Tank og Support) er der stor variation i spillestilene. Nogle kan lide at komme helt tæt på, mens andre kan svæve for evigt på himlen.
Sjove og prangende effekter følger alt, hvad du gør i Exoprimal, og de ser alle godt ud i spillet. Fra de grundlæggende dinosaurer til de mere dødbringende neosaurer, du finder senere, er fjendens design næsten lige så fremragende som selve mechs'ene, og selvom banerne ofte føles, som om du bare løber ned ad de samme korridorer fra et gameplay-perspektiv, har de hver især deres egen fordybende og imponerende grafik.
Hvor falder det hele så fra hinanden? Tja, desværre, i hvert fald for mig, lever Exoprimals centrale gameplay-loop bare ikke op til, hvor spændende dets præmis får det til at virke. Der er et par forbehold her. Den sidste del af spillet, hvor dit hold kæmper mod et andet, kan være sjovt på en kaotisk måde, og det er også sjovt at kæmpe mod bosser senere i spillet. Men når det kommer til det, du kommer til at bruge det meste af din tid på, nemlig at skyde horder af dinosaurer, kan Exoprimal føles kedeligt. Du ender ofte med bare at sidde der og hamre løs med din pistol eller dit sværd og se tal flyve op i luften over de horder af raptorer, der løber efter dig. Kugler føles som papir, og intet har virkelig stor effekt. I modsætning til andre horde-shootere, der formår at få kampen mod hundredvis af fjender til at føles truende og spændende, føles Exoprimals PvE ofte som busywork, hvor du bare skal gøre det for at komme til en af de mere interessante dele.
Kampene føles også utroligt ens. Du løber fra et sted til et andet, dræber et vist antal dinosaurer, skyller og gentager omkring fem gange, før du skyder mod det endelige mål. Selv da kan det endelige mål nogle gange bare være at dræbe flere dinosaurer. Når Dino Survival er det eneste, man kan gøre, og måden at fortsætte historien på, kan det blive utroligt nedslående at vide, at jeg skal tilbage til den ofte livløse multiplayer-oplevelse. Det formår ikke at gribe dig på samme måde som kongerne af live-service. Det lader også til, at der er nogle balanceproblemer i spillet, for hvis du på et tidspunkt kommer bagud, er det utroligt svært at komme tilbage. Du bliver altid mindet om, at du er bagud i forhold til fjendens hold, men spillet giver dig sjældent nogen chance for at indhente tabt tid eller få en fordel. Selv når du får en formodet fordel i form af en Dominator, som forvandler dig til en massiv dinosaur, bliver den samme enhed givet til fjendens hold. Jeg forstår godt, at man ikke vil straffe spillere for at være foran, men på den tabende side betyder det, at 20-minutters kampe føles som om, de allerede er afgjort fra de første par minutter.
Capcom har haft en utrolig god stime i 2023 indtil videre, men det ser ud til, at det er her, den slutter. Exoprimal er på ingen måde et forfærdeligt spil, men det når bare ikke de højder, som man forventer, når man hører om dets præmisser. Det er en blandet fornøjelse, men hvis du er på udkig efter en ny multiplayer-oplevelse og kan klare Dino Survival-mode, er det måske spillet for dig.
