Nu og da dukker der et indiespil op, som man bare ikke kan lade være med at blive forbløffet over. For mig er Sad Owl Studios puzzle-platformer Viewfinder et af den slags spil. Dette bedårende spil byder på gåder, som jeg aldrig har set før, da det leger med perspektiv på en virkelig forvirrende og forbløffende måde, samtidig med at det er enkelt og utroligt ligetil at forstå på et grundlæggende niveau. Det er en balance, der er utrolig svær at ramme, men Viewfinder formår det hele vejen igennem.
Præmissen er, at du træder ind i en bizar simulation skabt af en gruppe genier på jagt efter svar og teknologi, der kan hjælpe med at redde den virkelige verden. Plottet er ganske vist ikke hverken overbevisende eller vigtigt for Viewfinder-oplevelsen. Men det er dog tilstede og fortælles på samme måde som Graceful Decays Maquette. Eksempelvis er der lydfiler, post-its og andre objekter, der drypvis giver dig dele af historien og tegner et billede af, hvem disse 'genier' var, og hvad der fik dem til at skabe simulationen. Men plottet kommer aldrig i vejen for dig eller får dig til at stoppe op for at forstå, hvad der foregår, på samme måde som i Maquette, der en kende voldsomt spillede på følelserne i sin miljømæssige historiefortælling. Nej, Viewfinder handler først og fremmest om gameplayet.
For at drage endnu en sammenligning med Maquette, og hvordan det gådespil legede med størrelse og skala på en måde, der var virkelig unik og frisk, tilbyder Viewfinder en lignende oplevelse, men fra et andet perspektiv. For at løse gåderne skal du bruge fotografier og billeder til at skabe nye dele af et niveau, som du kan krydse. Hvert niveau er fyldt med udfordringer, som når du skal finde batterier til at bringe teleporteren til næste niveau, eller du skal finde ud af, hvordan du kommer igennem blokerede døre eller andre forhindringerne. Det kan virke simpelt at tage et billede af en bro for bogstaveligt talt at bygge bro mellem to platforme, men efterhånden som spillet skrider frem, og du bliver introduceret til et kamera, en kopimaskine, flere virkeligheder og så videre, bliver udfordringen eksponentielt sværere og begynder virkelig at sætte din opfattelsesevne og logik på prøve.
Gåderne er i virkeligheden meget ligetil, men de vil alligevel ofte få dig til at klø dig i håret. Da Viewfinder ikke har et hintsystem, kan du nemt sidde fast i en gåde, da der ikke er nogen måde at springe et niveau over på, og du skal gennemføre hvert niveau på en meget lineær måde for at nå det næste. Men løsningen på en gåde er som regel lige foran dig og kræver blot, at du ser på udfordringerne fra en ny og overraskende vinkel - hvilket kan være lettere sagt end gjort.
I modsætning til nogle puzzle-spil, der gradvist kaster mere og mere ubarmhjertige gåder efter dig, er Viewfinder en kortfattet, men gennemtænkt oplevelse. Hvert niveau er kort, men kærligt udformet med mange unikke udfordringer. Man føler aldrig, at man betræder velkendt grund, og takket være de mange finurlige påskeæg-lignende hemmeligheder og tricks er der altid en sjov måde at forlænge tiden på i hvert niveau. Du kan også finde unikke samleobjekter i hvert eneste kapitel.
Præsentationen er virkelig i topklasse. Viewfinder har en meget charmerende æstetik, som gør, at du ofte vil tage dig tid til at nyde et niveaus skønhed, før du forsøger at løse dets gåder. Musikken er afslappende og beroligende, og stemmeskuespillet er karismatisk og livligt, når du opdager de lydfiler, der er spredt rundt omkring. Det giver også en smule liv til hver af de ellers så fraværende figurer, der er involveret i historien.
Med et så frit og unikt koncept forventede jeg at løbe ind i et par fejl og problemer undervejs. Det gjorde jeg dog aldrig. Viewfinder føles meget poleret og stramt, og det gør bare oplevelsen endnu mere speciel og fordybende.
Viewfinder er unikt og friskt. Det er et fantastisk puslespil, som skiller sig ud i en mættet genre og efterlader spilleren med en følelse af forundring og forbløffelse efter hvert niveau. Jeg synes stadig, at fortællingen mangler noget tyngde, og at den godt kunne bruge nogle mere overbevisende måder at fortælle en historie på ud over at være afhængig af lydfiler. Men alt i alt er det svært ikke at blive imponeret over dette spil og den fordybende gådeløsning, som det tilbyder. Jeg kan ikke vente med at se, hvordan Sad Owl Studios vil ødelægge min opfattelse af virkelighed og logik i deres fremtidige værker.
En anden mening
Af Palle Havshøi-Jensen
Viewfinder er det første spil fra skotske Sad Owl Studios og det er et first-person puzzlespil, hvor der bliver leget med perspektiver, vinkler og optiske illusioner, så ens hjerne slår krøller.
Viewfinder er et af de spil, som er svært at beskrive i ord, da man skal se det i bevægelse for at forstå, hvad der foregår. Det hele drejer sig nemlig om perspektiv, vikler og om at forstå, at det hele drejer sig om hvordan tingene ser ud og ikke om, hvad der giver logisk mening.
Lad mig prøve at forklare hvordan det fungerer. Man befinder sig i en slags simulator, hvor man gennem fem kapitler, bliver udsat for forskellige puzzles, som er baseret på at manipulere omgivelserne, lege med perspektiver, med vikler og med optiske illusioner. Forestil dig, at du holder et foto af et rum op foran dig. Du kan nu placere fotoet, så det nogenlunde passer ind i det rum du befinder dig i og når du slipper det, så er rummet på fotoet blevet placeret i den fysiske verden, der hvor du holdte fotoet, og man kan nu "gå ind i fotoet" - altså ind i rummet, der var på fotoet.
Et andet eksempel kan være, at 2D billeder, som er malet på forskellige flader i omgivelserne, bliver til faktiske 3D rum når man ser på dem fra den rette vinkel - og senere i spillet får man adgang til et Polaroid kamera, hvor man selv skal tage de fotos af omgivelserne man har brug for, placere dem i omgivelserne og på den måde skabe passager, trapper eller lignende, for at komme videre.
Denne leg med optiske illusioner og perspektiv bliver løbende udviklet og forfinet efterhånden som man kommer gennem spillets fem kapitler. Det er temmelig svært at beskrive med ord, så det er let forståeligt, så jeg anbefaler, at du ser en trailer eller to - eller endnu bedre, at du henter den gratis demo, som kan hentes på PlayStation Store.
Viewfinder er et ganske snedigt lille puzzlespil, som indeholder nogle gode ideer, der hele tiden sørger for, at man bliver holdt på tæerne, når der leges med perspektiver, vinkler og optiske illusioner, som ens hjerne kan have svært ved at forstå. Det eneste, der kan genere lidt ind imellem, er en lidt ujævn sværhedsgrad, hvor lette puzzles pludselig bliver afløst af en meget kompliceret. Men det kan selvfølgelig være, at det er anderledes for andre, sådan er det jo gerne med puzzles - kan man se løsningen hurtigt, er det jo let.
Overordnet set, ser Viewfinder rigtigt fint ud, med en simpel men flot og farverig grafik. Legen med perspektiver, vinkler og optiske illusioner bliver ved med at overraske gennem spillets fem kapitler og flere gange har man svært ved lige at gennemskue hvad der sker for øjnene af en. Det ser til tider ret syret ud. Lydsiden er ret minimal, præcis som den skal være i et puzzle-spil.
Viewfinder er et godt eksempel på, hvad der sker når et lille team med en god idé får mulighed for at føre deres drømmeprojekt ud i livet. Er du til puzzlespil, hvor der i den grad skal tænkes lidt ud af boksen, er Viewfinder noget du bør kigge nærmere på, vær blot forberedt på en måske noget ujævn sværhedsgrad, som kan være frustrerende.
8/10
