Kammerat Major Nechayev samler the Secateur op, en slags futuristisk gatling gun rippet ud af Doom, og fodrer den med kugler nok til at forsyne en lille hær. "Let's have some fun now," udbryder han, og det er alt sammen mægtig fint. Men i betragtning af, at jeg har brugt den første time af denne to en halv til tre timer lange DLC på at gemme mig i buskene og lejlighedsvis baske dræberrobotter i hovedet med en skovl, er det allerede en smule for sent. Og det er måske det største problem med Annihilation Instinct, den første af fire planlagte DLC'er til Atomic Heart: Det spiller ikke altid på sine styrker.
Annihilation Instinct foregår i et nyt område kaldet Mendeleev-komplekset, og handlingen starter lige efter slutningen på hovedspillet, hvor vores hovedperson Kammerat Major Nechayev, også kendt som P-3, har mistet sine våben og sin trofaste allierede Charles, der gav os masser af pseudo-magiske evner at lege med. Efter den kedelige indledning begynder tingene at spidse til, da vi møder videnskabsmanden Lebedev, som giver os den førnævnte Secateur og en ny evne kaldet Technostasis, der lader os fryse tiden. Til gengæld for disse gaver får vi til opgave at finde otte unikke BEA-Ds, kugleformede robotter, som på en eller anden måde kan få Nora (den liderlige våbensælger-AI fra det originale spil) til at genvinde forstanden og ophæve den nedlukning, der gælder for videnskabskomplekset og de omkringliggende områder.
Du for hurtigt brug for de nye evner og våben, for Annihilation Instinct er svært som bare pokker. Kort efter at have forladt doktoren, blev jeg mødt af en Plyusch, en af de sværere fjender fra hovedspillet, og mit hjerte sank en lille smule. Men før kampen rigtig kunne begynde, startede en mellemsekvens, der viste det farlige væsen blive revet fuldstændig i stykker af en af de nye fjendetyper. I det mindste er spillet høfligt nok til at advare dig.
Plottet handler om den liderlige våbensælger-AI Nora, men det er ret svært at følge med.
Først og fremmest har vi en dræberrobot, der udfører en dødbringende danselignende kampsport og endda kan rive sine lemmer af, hvilket efterlader dens centrale krop temmelig udsat, hvis du formår at undgå dens roterende hænder og fødder, der flyver rundt som barberblade. Til at begynde med er disse fjender vanskelige, men de er intet i forhold til BEA-Ds. Hver for sig er disse små svævende kugler ikke så farlige, men når de kobler sig sammen, bliver de en rigtig hovedpine, som oftest bliver kureret ved, at de halshugger dig.
Heldigvis giver dine nye våben dig en chance. Secateur kan rumme hundrede kugler i et enkelt magasin (og endnu flere, hvis du opgraderer), og som om denne ildkraft ikke var nok, kan den også forbruge energi og affyre en vandret laser, der flår igennem robotfjender og er helt afgørende, når det kommer til at adskille forbundne BEA-Ds. Og selvom Klusha - en slags skovl-harpun-hybrid - ikke er så alsidig, kan den stadig gøre masser af skade, når den kombineres med Technostasis-evnen.
Som nævnt er kampene endnu hårdere end i hovedspillet, men desværre føles de ikke altid retfærdige. Mange områder er dårligt designet med masser af forhindringer, der ikke giver dækning, men er nemme at sidde fast i, når man forsøger at flygte hurtigt med sin undvigelsesmanøvre. Fjenderne blev også ved med at hobe sig op, og det meste af tiden endte jeg med at dø, ikke fordi jeg ikke kunne afkode eller reagere på deres angrebsmønster, men simpelthen fordi jeg blev omringet og presset op mod en væg eller en forhindring i omgivelserne. Kombineret med et ret upålideligt autosave-system er det ret frustrerende, og til sidste var nødt til at sænke sværhedsgraden, for at være sikker på, at jeg ikke endte med at smadre min controller.
Desværre er kamp ikke det eneste, som halter en smule i denne DLC. Selvom spillet finder sted umiddelbart efter afslutningen af hovedspillet, er der gode chancer for, at du starter Annihilation Instinct op efter at have gennemført Atomic Heart tilbage i februar eller marts. Det gør den i forvejen indviklede historie svær at følge med i, og jeg kæmpede for at få den til at give mening. Og hvad der er endnu værre, så gør spillet et dårligt stykke arbejde med at minde dig om styringen og de grundlæggende mekanikker på trods af, at det ikke spilder tiden med at kaste dig ud i begivenhedernes hede.
Say hello to my little friend!
Nu var det vigtigste salgsargument for Atomic Heart ikke historien i sig selv, men snarere omgivelserne. Den tekno-utopiske version af Sovjetunionen blev virkelig bragt til live, men desværre spiller dette aspekt en markant mindre rolle i Annihilation Instinct. Det robotbefængte underjordiske kompleks og de omkringliggende vådområder er stadig smukke og indeholder mange vellavede detaljer, men det føles meget mindre spændende uden alle de sovjetiske referencer. Og selvom soundtracket igen ledsager den hektiske kamp på en effektiv måde, rammer den klassiske musik og de tunge rockmelodier ikke den samme nerve som musik fra USSR-tiden. I det mindste har spillet stadig en underlig tone, hvor P-3 konstant bliver chikaneret af en talende and, og de inaktive robotter er kunstfærdigt placeret på nogle gange sjove, andre gange sjofle måder.
Annihilation Instinct efterlod mig med blandede følelser. På mange måder er oplevelsen mindre poleret end i hovedspillet, men på den anden side får du en rimelig mængde indhold for dine 74, og DLC'en lægger en solid bund for yderligere eventyr i Atomic Hearts unikke verden. Hvis de næste udvidelser fortsætter med at tilføje dimensionerne til kampene og formår at løse nogle af designfrustrationerne, kan sæsonkortet til Atomic Heart ende med at blive lige så fængende som den originale oplevelse.