Onimusha: Dawn of Dreams

Endnu et samurai-sværd har set dagens lys i 1600-tallets Japan og endnu en gang må menneskeheden frelses fra onde kræfter, som vil os det skidt. Når støvet har lagt sig over den opgående sols land vil en frelser komme. Og jeg skulle hilse og sige, at han ligner Dante fra Devil May Cry, Capcoms anden actionserie.

Den hvidhårede ungersvend er en ny karakter i Onimusha-seriens omfattende persongalleri. Et galleri, der så sin begyndelse i 2001, hvor det første spil i serien ramte markedet. Og det er netop marked der må være nøgleordet for den japanske gigant. For den tredje udgave, som skulle været den sidste er i stedet blevet fulgt op med Dawn of Dreams. End of Dreams havde måske været en mere passende titel, for Onimusha Dawn of Dreams er snarere en udvidelsespakke end en egentlig opfølger, hvilket er umanerligt skuffende.

Efter vor tidsregning er der nu gået et år siden en af fransk films største stjerner, Jean Reno, lagde krop og ansigt til en af de figurerne i Onimusha 3. Nu er den franske forbindelse imidlertid blevet skåret over og hovedpersonen er rent fiktiv. I stedet har vi altså fået en Dante-klon, som også er en ganske habil sværdfægter. Det gør han så i 1613, 15 år efter Kejser Nobunagas fald. Hans efterfølger Toyotomi har forenet Japan, men freden varer dog kun indtil planeterne er i ubalance. Så meget faktisk, at én af dem viser sig over Nippon, hvor den bliver hængende. Desværre, for i forbindelse med dens tilstedeværelse bliver Toyotomi en ond satan, der går igang med ødelægge det han har brugt en rum tid på at bygge op - freden.

Et grandiøst War of the Worlds-scenario udspiller sig for mine øjne og mine forventninger stiger; nu må der da snart komme nogen...og gøre noget. Og ganske rigtigt: tid til sværdtegn. Manden for dette er Soki, den føromtalte Dante-klon. Denne Capcom-arketype går med store armbevægelser i lag med de store og knapt så store monstre og jeg begynder stort set at ane sammenhængen. Min højre tommelfinger står på spring, klar til at angribe firkant-knappen, som jeg forventer at gøre flittigt brug af de næste mange timer.

Freden er altså brudt, men stilen er ikke. 1600-tallets japanske arkitektur, kostumer og våben er overbevisende gengivet - som i sidste spil. Det er ganske flot og lever fuldt ud op til seriens hidtidige visuelle stil. Der er bare ikke sket det store opdatering, hvis man kigger eksempelvis Devil May Cry 3. Inden jeg smed disken i maskinen var mit eneste ønske, at jeg ikke skulle stå model til netop en opdatering. Men det er præcis hvad jeg fik.

Eller næsten. For der er foretaget visse ændringer i gameplayet. Den mest epokegørende - vi er jo i 1600-tallet - er muligheden for at skifte mellem flere forskellige karakterer. Disse har forskellige evner der hver især gør dem unikke. Den slags har jeg jo (tør jeg sige det) også hørt ført. Så jeg blev lidt glad og lettet, da jeg fandt ud af at jeg ikke blot får forskellige karakterer at arbejde med, men også kunne fjernstyre dem. De har skam ingen radiosender hængende ud af hjelmene, men via et enkelt kommandosystem kan de dirigeres rundt når der er dømt tagteam mod de levende døde. De fire kommandoer aktiveres via piletasterne og indeholder "vent", "puds dem", "puds dem og følg mig", samt en ordre der gælder specifikt for hver karakter. Det var næsten befriende at opleve hvordan jeg herved kunne bekæmpe fjenden på en mere taktisk måde. Det giver singleplayer-delen et forfriskende nyt pust ved siden af de øvrige RPG-elementer, som mest tjener til at gøre Onimusha Dawn of Dreams til et ca. 20 timer langt actionspil.

Alligevel lider tilfredsheden ved de varierede krigere et knæk, da jeg oplever noget paradoksalt. Således kan en stor kriger med sit sværd formå at slagte en modstander på størrelse med et hus, men til gengæld kan han ikke hoppe over en lille hæk eller sten. Simpelthen fordi han ikke kan hoppe. Det kan fjenderne nu heller ikke, de kan faktisk ikke særligt meget. Visse af bosserne er ganske udfordrende og her tjener opgraderingen af figurerne da også sit egentlige formål. Foruden en sådan havde jeg nok fået bøllebank af en King Kong-lignende type med teglsten på brynjen. Men de mange horder af fodsoldater har ikke den smarteste AI og man ret hurtigt få dem til at fremstå som et hold danske skiturister på vej fra ferie; knogleekspressen.

På lydsiden har Capcom heldigvis bibeholdt den stemningsfulde underlægnings-musik, samtidt med at stemmerne er tilpas storladne i deres udtryk til at matche atmosfæren i historien. Det er bare ærgerligt, at man synes at have hørt historie og patos før.

Onimusha: Dawn of Dreams har tilstrækkeligt med puzzles, historie og spilbare karakterer til at tilfredsstille de mest hardcore fans af serien eller genren. Der er en snes timer at spille i, og dertil skal lægges en multiplayerdel. Er rendyrket action ikke sagen eller kun måske, må man konstatere at spil som God of War og Devil May Cry gør det en hel del bedre. Ikke nok til at Onimusha bør begå harakiri, men en hel del. Så er den risbonde vist barberet...