Seks måneder er gået, siden Clive sammen med Jill, Torgal, Cid og flere andre mindeværdige karakterer kæmpede for at forhindre verdens undergang og for at hævne sin familie. Kazutoyo Maehiro har flere gange tidligere sagt, at vi ikke har set det sidste til dem, og under The Game Awards blev spillets to udvidelser endelig vist frem, hvor den første, Echoes of the Fallen, blev udgivet samme dag. Et glædeligt gensyn, der byder på godt indhold, selv om vi havde håbet på lidt mere.
Echoes of the Fallen finder sted under spillets historie og ikke bagefter. Spillere, der allerede har gennemført spillet, kan dog stadig opleve det ved at indlæse en save-fil, der tager dig tilbage til det punkt, lige før den sidste hovedmission startes. I udvidelsen erfarer Clive, at en ny sort krystal er begyndt at dukke op på det sorte marked, efter at han ødelagde alle moderkrystallerne. Snart fanger han og banden sælgerne, som fører ham til en ellers forseglet passage, der fører ham til noget, der kaldes Sagespire. Et tårn udstyret til maksimalt niveau med monstre, der venter på, at en ubuden gæst når frem til dem.
Spillets første udvidelse er en meget lineær en, hvor du som spiller har som mål at nå toppen af tårnet, og hvor hver etage giver dig reelle udfordringer bestående af både gamle og nye typer fjender. Når jeg siger udfordringer, mener jeg reelle tests, da udvidelsen tvinger spilleren til at have nået et højt niveau for ikke at blive elimineret på ingen tid. Denne anmeldelse er baseret på 'Final Fantasy'-sværhedsgraden, som låses op efter at have gennemført spillet én gang, og i denne mode er alle fjender, du møder, mindst niveau 80.
Opsætningen minder meget om et langt raid, da du ikke har nogen måde at komme ud derfra på og er tvunget til at bruge medicin sparsomt, mens du samler nogle forsyninger op undervejs. På vejen op er der også et par nye stykker udstyr, du kan samle, som er nyttige i denne overraskende svære udvidelse. Du kan blandt andet finde udstyr, der kan bremse tiden endnu mere end normalt i kampene eller give dig en ny chance for at overleve et ellers fatalt slag. Uden disse ville det have lignet noget fra From Softwares Dark Souls eller Bloodborne. Den sidste boss, Omega, er unægtelig den sværeste boss, og selv om jeg døde mange gange, da jeg spillede udvidelsen, er jeg aldrig død i mine 70 timer med spillet.
Echoes of the Fallen er omkring tre timer langt, hvilket føles helt rigtigt i forhold til prisen. At spille mod endnu hårdere fjender og dermed opleve Final Fantasy XVI på en hårdere sværhedsgrad end før var meget forfriskende og noget, jeg gerne ville have set mere af i det originale spil. Men med hensyn til tilføjelsen til hovedhistorien efterlader den meget tilbage at ønske, da den aldrig bliver særlig interessant, men jeg vil hellere argumentere for, at der er mere interessante sidemissioner end denne lidt længere sidehistorie. Når du har besejret Omega, er der ikke meget mere at gøre, og miljøet, hvor udvidelsen finder sted, er endnu en gang utilgængeligt at besøge, så sandsynligheden for, at du bruger mange flere timer med Final Fantasy XVI efter dette, er meget lav.
Sammenfattende er Echoes of the Fallen en fin udvidelse, der byder på spændende og intense bosskampe. Men den gør ikke meget mere end det. Historien er ikke noget, jeg vil huske efter et par uger, og faktum er, at den aldrig er særlig interessant til at begynde med. Forhåbentlig vil den anden udvidelse, The Rising Tide, byde på noget andet og være mere rettet mod dem, der ønsker en interessant historie. Men dem, der bare vil have mere af spillets solide kamp og raid-lignende struktur, vil finde en masse glæde i Echoes of the Fallen.