Metroid Prime: Hunters

Fra den sorte stilhed toner det blodrøde Nintendo-logo frem, hvilket normalt varsler om en helt speciel oplevelse. En lysende kugle falder fra den øverste skærm ned på den nederste, og den lille maskine udånder nogle næsten krakelerede toner, der langsomt blandes sammen til en næsten sirene-agtig hymne. Jeg har det hele tiden som om, noget i længere tid har ligget i dvale og nu observerer mig, mens det langsomt vågner op, jeg er med andre ord endnu engang, trådt ind i det næsten ubeskriveligt stemningsfyldte Metroid-univers.

Mens det typisk er Zelda og Mario som bliver hevet frem, når man nævner navnet Nintendo, har det altid været gigantens mindre omtalte heltinde, som for alvor fængede mig. Kampen på planeten Zebes i Super Metroid var et dybt inspirerende stykke spilmagi, der gjorde det fuldstændigt umuligt for mig, ikke at opdrive hvert kapitel i serien. Seriens højdepunkt, indtil videre, blev dog nået med Metroid Prime, der i min bog er det eneste spil, jeg med sikkerhed, nogensinde ville kunne have givet et ti-tal uden at komme til at fortryde det. Problemet med spil af en sådan kaliber er dog, at det sætter enormt store forventninger til ethvert fremtidigt kapitel, forventninger som bestemt ikke blev bekræftet af den bøvede demo af spillet, der fulgte med til de først solgte Nintendo DS-konsoller.

Jagten på rumpiraterne og den bizarre, vandmandlignende Metroid-race, har altid været fyldt til bristepunktet med en tyk stemning, delvist inspireret af film som Aliens, men tilsat udviklerens egne ideer. Det første og mest rammende element, der adskiller demoen af Hunters fra det færdige spil, er at denne helt unikke stemning nu på forunderlig vis, er blevet flyttet over i den lille maskine. Introen hiver dig helt ind på livet, allerede efter den første tone har sneget sig af sted fra lydkredsene, og det futuristiske menusystem, der selvfølgelig betjenes udelukkende via stylusen, er et strejf af den pureste spilgenialitet. Præcis som serien har gjort det før, er du allerede fanget inden spillet har taget sin egentlige start.

I stedet for at bygge videre på den historie der blev fortalt i GameCube-serien, har holdet i Hunters valgt at skabe en historie om et utal af artefakter, som tilsammen udgør et mytisk våben. Den nye vinkel i forhold til seriens gennemgående historie, kommer dog af, at seriens helt Samus Aran, pludselig ikke er den eneste dusørjæger mere. Faktisk introducerer spillet hele seks individuelle dusørjægere, der ligesom vores heltinde også er på jagt efter de sagnomspundne artefakter, og endnu vigtigere bliver til spilbare figurer i den imponerende multiplayerdel.

Med spillet værende en FPS-oplevelse, har et af de største spørgsmål altid været, hvordan kontrollen skulle kunne fungere på en så lille maskine. Kyoto-giganten har med typisk Nintendo-snilde tacklet dette, ved at lade den trykfølsomme skærm fungere som musemåtte, mens stylussen får lov at agere mus. I praksis giver dette en knivskarp kontrol, der dog vil skære den mindre udholdende skare af spillere fra, der ikke vil kunne komme sig over, den til tider krampefremkaldende måde, du bliver nødt til at holde konsollen på.

En af mine største bekymringer, inden jeg gik i gang med Hunters, var at det fokus der var på at skabe en imponerende FPS-multiplayer oplevelse i håndholdt form, ville gå ud over spillets singleplayer, og denne var desværre berettiget. Selvom der bliver budt på meget af det velkendte og solide gameplay fra de tidligere spil, formår Hunters aldrig at ryste følelsen af sig, at baner såvel som figurer og våben er designet med Deathmatch i tankerne. Væk er de ekstremt ekspansive baner fra tidligere kapitler og ind fra siden er i stedet mindre, hvor de samme passager bliver genbrugt til det maksimale. Ligeledes formår de opfindsomt designede dusørjægere heller aldrig at blive en reel frygt, men fremstår mere som ekstra stærke fjender uden nogen særlig betydning.

Brilleret bliver der til gengæld med multiplayeren, der både kan spilles lokalt og over Internettet ved hjælp af Nintendos fantastiske online-service. Hver dusørjæger adskiller sig markant med individuelle muligheder og grafiske designs, og de mindre baner kom ligeledes her til sin ret. I stedet for bare at være en dum påklistret multiplayerdel, krævet af genren, er der i stedet gået virkelig megen omtanke i at balancere banerne og give spilleren masser af teknikker at kunne perfektionere.

Det virker næsten ikke rimeligt, at sammenligne Hunters med tidligere Metroid -titler, da jeg aldrig helt følte at målet med spillene havde været det samme. Hvor der tidligere blev satset på at give den bedste spiloplevelse for en spiller, synes tankerne hele tiden at have været rettet mod multiplayeren med Nintendo DS-versionen, og spørgsmålet er derfor, hvor du har dine forventninger. Med historien fuldført og masser af timer brugt i kamp mod andre dusørjægere verden over, har jeg nydt Samus selskab endnu engang, men slet ikke i samme omfang som før. Det til tider løse banedesign samt den uundgåeligt krampefremkaldende kontrol, gør desværre sit til, at status som absolut klassiker denne gang ikke opnås. Håbefulde intergalaktiske dusørjægere med hang til kamp mod andre menneskelige modstandere, vil dog stadig begynde et godt sted med Metroid Prime: Hunters.