Skip to main content
Gamereactor Previews Age of Empires
Previews

RTS fra stenalderen og ud i fremtiden

Kort sagt ligner spillet Age of Empires en del, med visse elementer fra Warcraft-spillene og Civilization. Vi har kigget nærmere på dette store RTS.
GR Staff Editorial Team 26 april 2001

Massachusetts-baserede Stainless Steel Studios er en ny spændende spiller i de tunge drenges liga. Firmaets grundlægger Rick Goodman var i sin tid med til at give verden det første Age of Empires-spil og dermed strategigenren et klippesolidt fundament for videre udvikling. Dette fundament bygges der videre på med Empire Earth...

Fra stenalderen og ud i fremtiden

Udsættes Empire Earth for en hurtig kategorisering, synes spillet at ligne Age of Empires en del, med visse elementer fra Warcraft-spillene og Civilization-spillene smidt ind hist og her. Spillet ´spiller´ grundlæggende på samme måde som Age of Empires-spillene, men er ifølge Goodman selv det hjertebarn, han altid har ønsket at bringe til verden. Empire Earth spænder over et - for et RTS-spil - yderst imponerende historisk perspektiv: 500,000 år af den menneskelige ´civilisationshistorie´ dækkes fra stenalder til en tænkt futuristisk ´nanotidsalder', hvori svimlende teknologi benyttes i erobringens ophøjede navn.

I både singleplayer- og multiplayerdelen begynder man således med et helt primitivt samfund, der må arbejde sig op gennem historien ved konstant at opfinde og videreudvikle teknologiske vidundere - specielt militære sådanne. Singleplayerdelen består primært af fastlagte kampagner, hvori man i klassisk Age of Empires-stil påtager sig storslåede historiske roller, såsom Alexander den Store (en gammel klassiker i denne type spil, efterhånden...), General Patton, Napoleon, etc., og forsøger at enten gen- eller omskabe de historiske omstændigheder, der gjorde sig gældende ved disse berømtheders eskapader på verdens slagmarker.

Defensivt gameplay

Empire Earths multiplayerdel er mere fokuseret på, at spilleren er fri til at vælge, som det passer ham. Civilisationer kan skabes fra bunden helt, som man måtte ønske det, og selve gameplayet er ikke noget nær så fastlagt som i singleplayerkampagnerne. Spillet bygger på det velkendte ´producér/opgradér´-koncept og lader spilleren forbedre sin civilisation og dens enheder på flere forskellige måder. Selve civilisationen og dens bygninger drager typisk stor fordel af eksempelvis tempelbygninger og de allestedsnærværende ´Wonders of the World´, mens de militære enheder (200 i alt!) kan opgraderes individuelt via fordeling af point på diverse egenskaber, såsom ´Attack´, ´Defense´, osv.

Selvom Empire Earth umiddelbart synes meget fokuseret på erobring og generel voldelig konfliktløsning, lægger udviklerne stor vægt på, at der også er kræset godt for de mere defensivt orienterede spillere, således at man f.eks. ikke risikerer at lide det frygtede ´10 minutters´-nederlag, man kun kender alt for godt fra et spil som Starcraft. Som i så mange andre spil af denne type, er det sikkert netop i multiplayerdelen, at Empire Earths sande styrke ligger. Den version af spillet, vi prøvede, var meget tidlig, og udviklerne påbegyndte naturligvis forevisningen med at konstatere, at de slet, slet ikke var nået til AI'en endnu. Sjovt, at den næsten altid er noget af det sidste, man tager sig af...

Editorial Team Articles published under the Gamereactor byline are the work of the site's editorial team, covering news, releases and the wider industry across Gamereactor's European editions.
Fuld profil Gamereactor-skribent siden 1998 · 1.127 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.