Skip to main content
Anmeldelser Prince of Persia: The Lost Crown

Prince of Persia: The Lost Crown

Længe har vi skulle vente på et nyt, klassisk Prince of Persia, og nu er serien endelig tilbage - i god form.
Palle Havshøi-Jensen 11 januar 2024

Det første Prince of Persia udkom helt tilbage i 1989 til Apple II computeren og det var skabt af den bare 24 årige Jordan Mechner. Spillet blev en stor succes og blev konverteret til en lang række platforme og senere kom der en længere række nye spil i serien. I 2001 købte Ubisoft rettighederne til Prince of Persia og Jordan Mechner arbejdede dengang sammen med Ubisoft på Prince of Persia: The Sands of Time, som udkom i 2003.

Nu er Prince of Persia: The Lost Crown så kommet, og det er det første nye spil i serien siden 2010. Jordan Mechner har i mellemtiden trukket sig fra spilindustrien og er derfor ikke involveret i dette nye spil. The Lost Crown er udviklet af Ubisoft i Montpellier, som tidligere har stået bag spil som Rayman, Beyond Good & Evil og Valiant Hearts.

Prince of Persia: The Lost Crown er et 2.5D Metroidvania action-eventyr, hvor man tager rollen som Sargon, en kriger og medlem af Immortals-fraktionen, der får til opgave at rejse til Mount Qaf for at finde dronningens søn, Prince Ghassan, som er blevet bortført. Historien tager nogle drejninger undervejs, men den er for det meste ganske forudsigelig, men den binder spillet fint sammen.

Da The Lost Crown blev annonceret, var der af flere årsager en del negativitet omkring det, men hovedsageligt fordi Ubisoft havde valgt 2.5D Metroidvania retningen til spillet. The Lost Crown minder mig dog langt mere om de originale Prince of Persia spil, end det ellers ganske glimrende The Sands of Time for eksempel gjorde, så jeg synes det giver rigtig god mening.

Præcis som i originalen, går det ikke længe inden man hopper fra platform til platform og fra væg til væg blandt fælder med dødbringende pigge og roterende knive. Som altid i de her spil, er hovedpersonen meget adræt og efterhånden som man får flere og flere evner, vil man kunne udføre nogle ret overbevisende moves.

Kampsystemet er helt centralt og fungerer rigtigt fint. Det er lynhurtigt og fjenderne lægger sig bestemt ikke ned uden kamp og man gør klogt i at tænke både offensivt og defensivt, for hvis man ikke gør det, så kan fjenderne hurtigt gøre seriøse indhug i ens sparsomme health bar hvis man ikke passer på. Sargon er fra start udstyret med to sabler (Qaya og Layla), som han bestemt godt kan finde ud af at bruge, og kort inde i spillet får man også adgang til bue og pile og en Chakram, som er en slag dødelig boomerang og begge viser sig at være særdeles effektive i mange forskellige situationer. Når man begynder at få kampsystemet ind under huden og man lærer at kombinere det med det voksende arsenal af måder at bevæge sig på, både i luften og på jorden, så kommer det hele til at ligne en form for ballet på liv og død - det ser ret godt ud.

Undervejs får man adgang til forskellige opgraderinger og nye evner og ikke mindst seks såkaldte Time Powers. Disse er vigtige for at komme videre i spillet, da de giver specielle evner som for eksempel gør det muligt at nå områder, man ikke tidligere kunne nå. Desværre bruges de også som en slags "progress gating" og det vil sige, at man på et tidspunkt får at vide at man ikke kan komme videre, før man finder yderligere to Time Powers - og det er altså en opgave, der kræver en del timers spil. Det er fair nok, at mappet åbner sig efterhånden som man får nye evner, men at de direkte bruges til at sætte en stopper for ens fremskridt, er ligesom noget lidt andet og ødelægger spillets naturlige fremdrift en smule.

Prince of Persia: The Lost Crowns er ikke noget let spil, men Ubisoft har forsøgt at gøre det så tilgængeligt som muligt, mens det på samme tid stadig kigger mod de benhårde udfordringer som det originale Prince of Persia bød på. Ud over fem forskellige sværhedsgrader og en række forskellige assist, som gør både kampene en smule lettere og som giver muligheden for helt at springe de mest udfordrende platformsektioner over, kan man vælge mellem to spillestile, nemlig Guided og Exploration. Guided hjælper spilleren med at finde rundt, ved på spillets kort at vise hvor ens næste mål er eller hvor der er blokerede døre og lignende, mens Exploration slipper spillerens hånd og lader ham eller hende selv finde ud af hvor man skal hen. Denne del er kun for hærdede Metroidvania-entusiaster, vil jeg sige.

Endelig indeholder The Lost Crown en fin lille feature som hedder Memory Shards. Den kan eksempelvis bruges hvis man støder på en kiste man ikke kan nå, eller døre som er blokerede, så kan man tage et screenshot af stedet og placere det på ens kort, så man husker at vende tilbage dertil senere, når man har fået de evner det skal til. Det er en fin lille feature, som jeg dog endte med ikke at bruge ret meget, men det er fint at muligheden er der.

På den visuelle del, er Ubisoft Montpellier gået efter en let tegneserie-stil og jeg får tydelige Immortals Fenyx Rising vibes her - og det er bestemt positivt ment. Man kommer igennem en række forskellige områder på ens rejse, lige fra frodige skove til en sunken havneby, en ørken med uendelige sandbanker og de hellige arkiver. Alle områder er flot designet og det hele krydres med fine visuelle effekter, når man for eksempel udfører et specielt angreb. Vi testede spillet på PlayStation 5 og her kører spillet i flydende 60fps ved 4K - og har du et fjernsyn som understøtter det, kan det faktisk køre i 120fps ved 4K. Det er ikke tit man ser det på konsollerne.

Når alt kommer til alt, så er Prince of Persia: The Lost Crown er et fint nyt bud på et solidt Metroidvania, som dog ikke rykker grænserne for hvad vi tidligere har set i genren. Det bedste er nok, at det føles som en genfødsel af de klassiske spil, som bød på både pixel perfekte hop og vanvittige sektioner hvor både ens motorik og ens reflekser virkelig blev sat på prøve. Disse ting får man også en lille snert af her.

Der er frustrationer her og der, og nogle af dem skyldes nok manglende evner fra anmelderens side, men spillet virker gennemarbejdet, kampsystemet er flydende og tempofyldt og spillet balancerer de hektiske kampe, og de mere stille puzzles, rigtigt fint. Prince of Persia: The Lost Crown er en fin start på 2024 og jeg kan godt lide at se, at Ubisoft har forsøgt at lave et opdateret Prince of Persia, som lægger sig tæt op af de klassiske spil, men på samme tid balancerer spillet, sådan så mange som muligt kan være med.

8
God ud af 10 · Gamereactor Danmark
Plusser Velfungerende kampsystem, flydende og flot grafik, gode muligheder for at indstille spillet til ens niveau, Memory Shards.
Minusser Historien er ikke særligt spændende, lidt frustrerende progress gating visse steder.
Netværkskarakter Gennemsnit på tværs af 21 Gamereactor-udgaver
7,9 spredning 6–8
Gamereactor Korea 8
Gamereactor 8
Gamereactor Danmark 8
Gamereactor Sverige 8
Gamereactor Norge 8
Gamereactor Suomi 6
Gamereactor Deutschland 8
Gamereactor España 8
Gamereactor France 8
Gamereactor Italia 8
Gamereactor Nederland 8
Gamereactor Portugal 8
Gamereactor Polska 8
Gamereactor Česko 8
Gamereactor Ελλάδα 8
Gamereactor Türkiye 8
Gamereactor 中国 8
Gamereactor 日本 8
Gamereactor Asia 8
Gamereactor Việt Nam 8
Gamereactor عربي 8
Fuld profil 3.322 udgivne artikler
8
God Netværkskarakter på tværs af 21 udgaver
Fakta om spillet
Udvikler Ubisoft
Udgiver Ubisoft
Premiere 18 januar 2024
Genre Action, Adventure
Platforme
PS5 Xbox Series X PC Nintendo Switch Xbox One PS4 iOS Android
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.