Skip to main content
Gamereactor Previews Skull and Bones
Previews

Her er vores første indtryk af Skull and Bones

Kim sejler fra den netop afsluttede åbne beta direkte ind i den fulde lancering.
Kim Olsen 13 februar 2024

Skull & Bones er Ubisofts længe ventede piratspil, hvor du tager rollen som skibbruden eks-kaptajn, der må arbejde sig op fra bunden efter at have været knapt så kompetent i et større søslag, der også tjener som spillets introduktion.

Spillet udmærker sig ved at være meget open-world uden nogen form for kampagnemodel, hvor alt foregår som kontrakter (quests) og kamp med eller mod andre. Og det er lidt ærgerligt, for starten af spillet lægger kraftigt op til, at der ligger en dybere historie bag det hele, der kunne være blevet en fin DLC.

Spillet blev jo begyndt helt tilbage i 2013, er blevet lavet om fra bunden flere gange, hvilket er godt gået fra noget, der oprindeligt koncept var en DLC til Assassin's Creed: Black Flag, til et spil, der er over 10 år gammelt. Men den udgave af spillet, vi ser i dag, fik så vidt jeg kan finde ud af sin endelige form i 2017, med udgivelse i 2018, udskudt til 2019, så 2020, så 2022, så 2023, så 2024, og nu står vi endelig og er ved at få en release. Alt efter kilderne har spillet kostet 120 millioner USD. Og for at være lidt grov, så kan man godt se og mærke det. Der er helt klart en række gennemgående elementer, som spillere af "Pirat AC" kan nikke genkendende til. Dog er de lavet lidt om, så eksempelvis kanonsalver nu afgives med et relativt enkelt sigtekorn i stedet for at være en gennemsigtig hvid projekteret bane, hvilket gør, at man oftere rammer forbi med sine dyrt indkøbte kanonkugler, og der er heller ikke noget kampsystem, før man borer fjendens skib. Har du ramt med dine kroge, så har du automatisk vundet.

Der er dog et par "sjove" ting, som eksempelvis en oplysning om, at denne beta "på ingen måde repræsenterer det endelige produkt" - det har jeg svært ved at tro med en endelig lancering om bare en uge. En ting jeg dog decideret ikke bryder mig om, er, at man helt uforvarende bliver præsenteret for noget anti-cheat software, som bliver installeret uden ret mange oplysninger. Det ville jeg gerne have vidst på forhånd, så jeg kunne læse op på det.

På redaktionen har vi joket med, at det reelt bare er Assassin's Creed: Black Flag uden snigmorder-delen, men det er faktisk ret godt ramt. Det er ikke verdens mest komplekse koncept, det er en åben verden med multiplayer, og så skal der ellers plyndres løs og skaffes penge og ressourcer til de kontrakter, du indgår, helt klassisk, og semi-historisk korrekt.

Der er dog nogle ting, der mangler. Eksempelvis er der ikke rigtigt nogen forklaring til de opgaver, man får. "Skaf 8 stykker cedertræ". Ok, men er det planker, der flyder rundt som vraggods, er det planker, jeg finder på nærmeste ø, skal det købes hos købmanden, og hvor skal jeg hen, for det er ikke markeret på kortet? Den erfarne RPG/MMO-spiller vil godt kunne navigere rundt i det, men når man, som i det her meget bestemte tilfælde, tidligere har samlet færdige planker op på land, så kræver det lidt praktisk og tilfældig afprøvning, at man selv skal regne ud, at kortet skal åbnes, og træer af den rigtige type træ skal findes på kortet, markeres, og så kan man ellers sejle derhen. Her kunne jeg godt tænke mig, at man var lidt mere klar og tydelig, at der var en kort beskrivelse, og om ikke en automatisk markering på kortet, nej vent, jeg vil faktisk godt have lige præcis det.

En af de ting, der dog ikke er beskrevet, er, hvordan man forholder sig til vinden, og medmindre man er fuldbefaren sejler, kan det være svært at regne ud. Herudover er der flere dele af HUD'et, der på ingen måde forklares, og som er fuldstændigt overladt til spilleren selv at regne ud, hvad betyder.

Min største anke er herudover, at styringen på land er enormt upræcis og ikke særligt velegnet til at gå steder hen med præcision. Det er helt åbenlyst, at man har taget bevægelsessystemet, som vi kender det fra AC: Unity, der var beregnet til parkour og løb, og brugt det til almen bevægelse, når man er i havn. Herudover er animationer, særligt af ansigterne med en meget separat, lagdelt struktur, eks. virker øjne ikke naturligt i ansigtet, men mere som et fremmed element inden i et objekt, og tøj sidder mærkeligt kunstigt på kroppen, og så mangler der bare enormt meget moderne skygge, lys og bevægelse/folder i materialer.

Hertil kommer så, at det var alt for svært at fjerne tekstfeltet med spiller- og serverstatus, når man var på land, og det fyldte ad pommeren til også. Det brød ikke bare min indlevelse, det var decideret en hindring for at kunne spille.

Der er en del ting, som bliver afgørende for spillets succes. For det første skal det nok have en grafisk overhaling på et tidspunkt, og det gerne inden for et års tid. For det andet tror jeg, at en narrativ kampagne vil hjælpe rigtigt mange uerfarne spillere på vej - for der er et ret godt potentiale i at samarbejde med andre de par gange, jeg har prøvet det.

Det springende punkt bliver dels, hvor meget ufrivillig PvP man risikerer. Kommer andre dig til hjælp, eller bliver din flugtvej afskåret, når den spanske armada jagter dig? Jeg har oplevet at starte ildkamp med en fjendtlig NPC, og ud af det blå dukker der 6-7 skibe mere op, der bare gerne vil skyde dig i ansigtet - hvis man så også skal slås, ret bogstaveligt, med andre spillere konstant, så bliver det bare frustrerende.

Herudover kommer tilgangen til mikrotransaktioner til at være afgørende. Mange opgraderinger og nye skibe kræver en del ressourcer, og sådan lidt survival-agtigt skal du have repair kits, mad og ammunition med, når du drager ud, for at skaffe endnu flere ressourcer. Og kan man købe sig til de ressourcer, så vil det totalt ødelægge balancen i spillet. Det er ellers et smart trick at gøre ressourcer som træ, afgrøder etc. Til en individuelt bestemt ressourcer, altså bare fordi at andre har høstet korn et bestemt sted, betyder det ikke, at jeg er udelukket fra også at gøre det efterfølgende.

Men Ubisoft har til gengæld valgt ganske fornuftigt at lade spillerens progression i Beta følge med over i det endelige spil. Det gør for det første, at jeg er enormt meget mere motiveret til at smide flere timer i det, end jeg allerede har gjort, for jeg synes faktisk, at pirateri er ganske underholdende som spilkoncept, og mange af mine anker kan altså ret nemt fikses med en opdatering inden for de første par uger.

Fuld profil 1.173 udgivne artikler
Hvorfor stole på Gamereactor
23 Udgaver Hver med sin egen redaktion og sine egne karakterer.
1998 Udgiver siden Uafhængigt ejet hele vejen.
100% Hands-on Skrevet ud fra tid med spillet, aldrig pressemateriale.
1–10 Netværksscore Hver udgaves karakter, sammenlagt og vist.